Sælgernes ledighed er tredoblet

På halvandet år er ledigheden hos landets sælgere eksploderet til det tredobbelte. Især kvinder og de ældre bliver hårdt ramt.

Ledigheden blandt landets sælgere er eksploderet de seneste 18 måneder. I Region Syddanmark er ledigheden således tredoblet fra 1,3 til 3,9 procent, siden finanskrisen satte ind i august 2008, og der er ingen udsigt til, at kurven knækker, oplyser sælgernes organisation, Business Danmark.

I hovedstadsområdet topper ledigheden således med hele 5,1 procent.

I Vestjylland oplyser formanden for afdelingen af Business Danmark Anette Fischer, at den voldsomme stigning i ledigheden især er gået ud over kvinderne og sælgere over 55 år blandt de 1.143 vestjyske sælgere.

- Jeg har lige snakket med en 55-årig sælger, der har været i samme virksomhed i 22 år og nu er blevet afskediget. Han er helt nede i kulkælderen. Seniorerne er ofte dyre, fordi de har så stor erfaring, og derfor er de udsatte, når der skal afskediges. Vore kvindelige medlemmer lider under, at de har barsel, og nogle gange har barnets første sygedag. Vi slås fortsat med nogle ældgamle normer, selv om det dog går lidt bedre end tidligere, siger Anette Fischer i den udsendte pressemeddelelse.

Hun opfordrer som hovedbestyrelsesmedlem i Business Danmarks a-kasse de af medlemmerne, der endnu ikke har meldt sig ind i a-kassen, til at få det gjort så hurtigt som muligt, så de kan sikre sig ved ledighed i fremtiden. Mange tror nemlig fortsat, at de kan få dagpenge fra dag ét, blot de melder sig ind.

Hårde sparerunder

Hos Anette Fischers kollega i det sønderjyske oplyser formanden for Sønderjysk Afdeling af Business Danmark Jens Erik Jensen, at den voldsomme stigning i ledigheden især er gået ud over medlemmer ansat på de store industrivirksomheder på Als, som har gennemført adskillige store afskedigelsesrunder.

- Jeg tror, vi skal igennem 2010, før det sker noget positivt igen. Tidligere har vi sagt, at vi forventede en vending i tredje kvartal, men nu tror jeg, vi må vente yderligere en periode, før vi ser lyset, fortæller Jens Erik Jensen, der er formand for omkring 1.100 sønderjyske sælgere.

Den sønderjyske sælgerformand opfordrer derfor sine medlemmer til at være åbne over for at skifte til at sælge produkter eller ydelser i en anden branche. Vær ikke kræsen og tag en ny udfordring, hvis det er nødvendigt for at komme tilbage i job, lyder rådet.

Og så opfordrer han arbejdsgiverne til at tøve med fyresedlerne hos sælgerne:

- Tøv med at afskedige i salgsafdelingen, for medarbejderne er i kamp med andre, alle er sultne, og det gælder om at komme ud og pleje kunderne. En række eksisterende kunder vil i en krisetid købe mindre, og så gælder det om at være opsøgende og finde nye for at bevare omsætningen, fastslår Jens Erik Jensen i den udsendte pressemeddelelse.

 



Markedet lige nu