De mest velstillede skal ikke kunne nøjes med at blive beskattet af 3.000 kroner, mener partiet.
11. februar 2010, 10:00
Kommer Socialdemokraterne til magten ved det næste valg, står multimedieskatten til at blive ændret, så den både bliver lettere for virksomhederne at administrere, og så der bliver differentieret mellem hvor meget it-udstyr den enkelte ansatte rent faktisk bør beskattes af. Det skriver dagbladet Børsen.
- Det skal ikke være sådan, at du i stedet for at få en lønstigning, som du beskattes af, kan få en fladskærm til stuen, siger partiets skatteordfører og næstformand Nick Hækkerup til Børsen.
Læs også: Multimedieskatten bedre end sit rygte
Læs også: Se de vigtigste skatter i 2010
Trods massiv kritik fra erhvervsorganisationer og oppositionspartier om, at den nye skat påtvinger virksomhederne voldsomme administrative byrder, afviste skatteminister Kristian Jensen (V) på at samråd onsdag, at loven skulle være urimelig for virksomhederne at administrere, selv om de har pligt til at udtage stikprøvekontroller af, at medarbejderne overholder det, hvis de har skrevet under på ikke at bruge medierne privat.
Ændringer mulige
Kristian Jensen afviste dog ikke fuldkommen, at der kan ske ændringer af loven, som trådte i kraft 1. januar i år.
- Jeg er meget åben for at lave administrative ændringer. Men al erfaring fra skatteområdet viser, at det ikke er nok ed en tro og love-erklæring, hvis der ikke er kontrol. Selvom jeg har stor tillid til danskerne, må jeg erkende, at der er nogle danskere, der har et lidt mindre fast forhold til deres skatteindbetaling, siger han til Børsen.
Læs også: Praktisk guide til multimedieskatten
Får Socialdemokraterne regeringsmagten ved næste folketingsvalg, vil partiet skulle overbevise det mulige støtteparti – de radikale – om planerne, idet de radikale helt ønsker at afskaffe den omdiskuterede skat.
Læs også: Teknologi-hit: Se de 5 nye mini-computere





























































