Trods flere år med fokus på rockere i erhvervslivet med den såkaldte Al Capone-model og et stadigt tættere samarbejde på tværs af myndigheder har rockere foden inden for i erhvervslivet. Flere af landets bedst kendte rockere driver helt åbenlyst selskaber – og de begrænser sig ikke til tatovørforretninger og autoværksteder.
24. januar 2010, 06:00
Hells Angels

Brian Sandberg, højtstående HA-rocker og stifter af støttegruppen AK 81 har været involveret i flere flyttefirmaer og vognmandsvirksomheder tidligere. men driver nu vagtfirmaet BS Consultancy, der blandt andet har passet på den tidligere direktør i IT Factory Stein Bagger. Firmaet har hovedsæde på det velrenommerede Hotel Josty på Frederiksberg.
Per Koba, Præsident for HA South
HA-præsident for englenes afdeling i Ishøj, der gennem flere år har drevet en række firmaer. herunder det personligt ejede entreprenør- og murerfirma PK Byg samt Scandinavian Custom & Perfomance, som importerer specialdele til motorcykler. Ejer desuden en række ejendomme og har ifølge Fagbladet fungeret som udlejer til bordeldrift.
Jens-Peter Kristiansen, tidligere præsident i København
Er kendt som ”Smukke” Jens og fik i sin tid 12 års fængsel for medvirken til snigmordet på "Makrellen". Han skal være med til at starte en ny afdeling op på Østerbro, men er i dag også aktiv i en række selskaber. Således har han været med til at stifte JR Entreprise ApS., KMS A/S og Selskabet af 31/12 - 2000 ApS. I sidstnævnte er han også direktør.
Bandidos
Michael ”Kokken” Rosenvold, vicepræsident i Bandidos
Driver nu virksomheden Telepearl men har gennem flere år tjent millioner i sit firma MG International, som nu er lukket. Det gik konkurs i 2006. Hans fokus er primært på netforretning, hvor han blandt andet har drevet en række pornosider på nettet.
Jan Bachmann Nielsen, Bandidos-præsident i Hillerød

Har i samarbejde med sin hustru en række firmaer med adresse på privatadressen i Hundested herunder Moles Enterprise og 21. Århundrede 03 Aps, der blandt andet driver tøjbutik, en frisør og ifølge regnskabet også handler med ejendomme.
Christian Grünwaldt, præsident og grundlægger af Bandidos på Lolland og Falster.Chef for Bandidos afdeling på Sydsjælland og har tidligere stået i spidsen for en lang række selskaber herunder Cable Construction og Fiber Connect, der begge er entreprenørfirmaer. Blev sidste år sigtet for at have snydt skattevæsnet for 1,2 millioner kroner.
Andre rockere med eget firma
- Anders Moosdorf, ledende Bandidos-medlem fra Ålborg, der blandt andet ejer et byggefirma og et solcenter.
- Christian Hermansen, medlem af Hells Angels og direktør for selskabet Robo Aps., der blandt andet ejer en stor ejendom, der huser rockergruppen.
- HA-medlemmet Michael Ingemann Holm driver rengøringsfirmaet Uni Service fra rockerborgen i Ishøj og har tidligere haft Vestegnens Biler, som gik konkurs.
- Bandidos' Næstved-præsident Arash Hamedan, der ejer borgen på Holmevej, har tillige tatovørbutikken Skandinavian Tattoo i Næstved.
- HA-medlemmet Carsten Pedersen har Tattoo World i Istedgade og Holmbladsgade.































