Ny lov om generationsskifte vil dræne industrikoncernen Linak for to milliarder kroner og dermed sætte 900 arbejdspladser på spil, vurderer ejeren.
5. december 2011, 07:49
"Jeg har aldrig set et større svineri". Sådan betegner ejeren af industrikoncernen Linak, Bent Jensen, skatteminister Thor Möger Pedersens nye lov om beskatning af pengetanke ved generationsskifte.
"Jeg føler, at vi pludselig lever i et kommunistisk land, der inddrager værdier, der allerede er betalt skat af. Det mest uretfærdige er, at det hos os er 900 danske arbejdspladser, der er på spil," siger han til Børsen.
Linak er et af de selskaber, der er kommet helskindet igennem krisen og som stadig har pænt med penge i kassen. I den nye lov er den slags virksomheder sidestillet med pengetanke, der skal særbeskattes med yderligere 42 procent i aktieavanceskat af hele selskabets værdi.
Ifølge formanden for Family Business Denmark Anders Bruun vil den nye lov give dødsstødet til de familieejede virksomheder i Danmark, fordi et generationsskifte vil dræne virksomheden for værdier. Og Linak-ejer Bent Jensen er enig:
"Paragraffen betyder. at hvis min kone og jeg falder ned med et fly, så skal mine arvinger ryste op med godt to mia. kroner i skatter og afgifter, og så er den formue, vi har bygget op, væk. Det betyder så, at virksomheden skal ud at låne - det mest realistiske er så, at familien må sælge hele lortet," siger han til Børsen.






























































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten