Rekord mange konkurser i september

September har slået alle rekorder i konkursstatistikkerne, viser nye tal fra kredit- og analysevirksomheden Experian.

Med 336 konkurser i september er der tale om det højeste antal konkurser på en måned siden 1994. Antallet af konkurser er steget med mere end 93 pct. i forhold til september 2007.

En af de hårdest ramte brancher er bygge og anlægsbranchen med 62 konkurser i den forgangne måned mod blot 25 konkurser i september 2007.

"Vi ser lige nu, at virksomheder, der er startet op eller er vokset kraftigt under de seneste års meget høje aktivitetsniveau, bukker under. Mange af dem har ikke fået et solidt fodfæste på deres markeder, og så kan man ikke klare sig, når ordrerne ikke længere står i kø. Særligt nogle byggevirksomheder er hårdt ramt. Når byggeprojekter bukker under er der ofte underleverandører, der pludselig ikke kan få deres penge. Det kan koste en ellers sund virksomhed livet,” siger cheføkonom Søren Nicolaisen fra Håndværksrådet.

I løbet af de seneste 12 måneder er 3.034 virksomheder gået konkurs, hvilket er en stigning på 35,1 pct. I løbet de første ni måneder i 2008 er 2.302 virksomheder gået konkurs, hvilket ved en simpel fremskrivning betyder, at 2008 vil byde på mere end 3.000 konkurser.

Ser man på danmarkskortet, tegner der sig et billede af, at alle dele af landet oplever flere konkurser. Kun på Bornholm er der tale om status quo i antallet af konkurser mens især Sydjylland og Midt- og Vestjylland har oplevet den relativt største stigning.

 



Markedet lige nu