Danske Poul Thomsen er manden bag den lånepakke, der skal redde den græske tragedie af et statsbudget. Han er velrenommeret, respekteret og kan få trænede TV-folk til at trampe rundt i taksigelser.
11. maj 2010, 07:59 – opdateret 11. maj 2010, 08:13
Den amerikanske reporter plaprede så hurtigt, at han i talestrømmens pauser måtte gispe efter vejret. Ordene snublede over hinanden i et miks af gentagelser og taksigelser:
»Det er mig en fornøjelse at kunne fortælle, at hovedmanden hos Valutafonden, missionschefen i Grækenland for Valutafonden, er med os. Poul Thomsen er her. Poul, tusind mange tak for at du vil tale med os. Det er meget pænt af dig, at du vil tale med os,« turbotalte CNBC-journalisten ned i mikrofonen.
Når 54-årige Poul Thomsen stiller op, får det åbenbart trænede TV-journalister til at plapre. Som økonom, chefforhandler og vicedirektør i den europæiske del af Den Internationale Valutafond kan hans ord og handlinger skubbe til statsbudgetter og aktiekurser.
Der stod han i Athen med hvidstenede ruiner i baggrunden og udlagde indholdet af den nye EU/Valutafonds-redningspakke til den græske tragedie af et statsbudget.
I godt 30 år har han været rejsende i økonomiske kollapser, men det har ikke løsnet de danske sløjfer på tungen:
»I sink it will be success-ful,« bemærkede han om lånepakken.
En garvet diplomat
Det er langtfra første gang, at Poul Thomsen tager fat i kraven på økonomier, der ræser mod afgrunden.
I slutningen af 1980erne holdt han eks-Jugoslavien oprejst. Så gav han Rusland finansiel førstehjælp.
I de seneste år har han haft særligt travlt. For nylig gav han Island en kassekredit på 12,5 milliarder kroner. Og nu Grækenland.
»I årene op til den globale finanskrise var der meget få kriser, og der har han nok gået og kedet sig lidt. Han elsker den action, der er i jobbet,« har hans ven gennem 25 år og cheføkonom i Goldman Sachs, Erik Nielsen, fortalt Jyllands-Posten.
Jobbet som ham, der slukker ildebrande i statsbudgetter, kræver, at Poul Thomsen kan sno sig diplomatisk og holde øjenlågene adskilt, når dagens forhandlinger løber ud i natten.
Det første kommer til udtryk i de interview, han har givet, efter der blev bundet sløjfe om den græske hjælpepakke.
»Det her er regeringens program,« genlyder det fra Poul Thomsen, der afviser, at IMF, som nogen ellers påstår, skulle tvinge ubehagelige beslutninger ned over hovedet på nødstedte stater.
»Når vanskelige forhandlinger slutter, er landet, der skal indgå aftalen, faktisk meget tilfreds med det, han har gjort,« fortæller Niels Thygesen, professor emeritus i økonomi ved Københavns Universitet.
Og hvad angår det med søvnbehovet, har vennen Erik Nielsen hørt, at Poul Thomsen har levet på et minimum under forløbet i Grækenland:
»Han har klaret sig med et par timers søvn i døgnet i de omkring ti dage, det stod på,« lød det for nylig til Jyllands-Posten.
Blandt de bedste i klassen
Økonomiprofessor Niels Thygesen underviste Poul Thomsen, da han som ung kom til København fra Aabenraa for at studere.
»Han var en af mine bedste studerende,« husker han.
Niels Thygesen, der selv har rådgivet Valutafonden, erindrer også, hvordan Poul Thomsen efter »et kompetent og dybdegående speciale« om Keynes’ økonomiske teorier ivrede efter at få et job hos Valutafonden. Så den anerkendte professor sendte sine anbefalinger.
»Valutafonden spurgte så, hvorfor han ikke har nogen Ph.d. Det kræver de normalt. Men det viste sig, at hans arbejde var af en sådan kvalitet, at de tog ham alligevel. Det har de ikke fortrudt,« fortæller Niels Thygesen.
Hvad bliver det næste stop? Forventer han også at skulle knuse krisen i Irland, Portugal eller Spanien, spurgte den amerikanske TV-journalist.
»Med støtten fra det internationale samfund har jeg tillid til, at problemerne vil blive begrænset til Grækenland,« svarede Poul Thomsen.
»Sir, jeg sætter stor pris på, at De ville tale med os. Mange gange tak. Jeg ved, at De er en utrolig travl mand i øjeblikket,« sluttede reporteren, inden han kiggede ind i kameraet:
»Det var Poul Thomsen«.






























































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten