De færreste partier på Christiansborg er klar til at skære i velfærdsydelser for at lukke hullet i statskassen. »Det bliver I nødt til,« mener bankøkonom.
11. marts 2010, 08:26 – opdateret 11. marts 2010, 08:39
Det bliver svært for OECD at finde opbakning fra 90 mandater på Christiansborg til at skære i velfærdssamfundets kerneydelser, sænke skatten og liberalisere forholdene for erhvervslivet for at få Danmark op ad den økonomiske sump.
Socialdemokraterne kalder ligefrem den nye OECD-rapport for et frontalangreb på den danske samfundsmodel.
»Det er et ultraliberalt angreb på grundelementerne i det danske velfærdssamfund, som er bygget op omkring en stærk offentlig sektor med stærke muligheder for uddannelse, ældrepleje og behandling af syge. Den samfundsstruktur har ellers vist sig at være et af de mest konkurrencedygtige i verden,« siger finansordfører Morten Bødskov (S).
Den nye OECD-rapport giver opskriften på en liberal hestekur, som kan få Danmark tilbage på sporet rent økonomisk. Blandt forslagene fra de vestlige landes økonomiske samarbejdsorganisation er blandt andet at sænke ydelserne for folk på offentlig forsørgelse, så det tilskynder dem til at tage et arbejde, og fjerne støtten til almene boliger.
Regeringen ser ros
Regeringen er ikke klar til at forringe den offentlige service, men Danmarks nye økonomi- og erhvervsminister, Brian Mikkelsen (K), opfatter alligevel rapporten som en stor ros til regeringen, fordi den peger på en række tiltag, som regeringen allerede har gjort antrit til at tage.
»OECD siger, at der er brug for reformer, og vi lægger jo op til en førtidspensionsreform, vi arbejder med en maksimal liberalisering af lukkeloven, og vi vil konkurrenceudsætte flere offentlige opgaver, så kommunerne kan spare milliarder. Men jeg mener sagtens, det kan lykkes uden at bombe velfærdssamfundet tilbage, hvis vi konsoliderer den offentlige økonomi og skaber vækst,« siger Brian Mikkelsen.
Selv om der er vrangvillighed fra flere partier på Christiansborg, så mener Nordeas cheføkonom, Helge Pedersen, at politikerne kan blive tvunget til at tage rapporten op til overvejelse, fordi regeringen frem mod 2015 skal lappe et hul på 31 milliarder kroner på de offentlige finanser.
»Når jeg kigger på de spareplaner, som kommer de kommende år, så tror jeg, at de får brug for de midler, der er i rapporten, til at opnå en højere effektivisering af den offentlige sektor,« siger Helge Pedersen, som selv peger på yderligere reducering af indkomstskatterne som et af de bedste værktøjer fra rapporten, selv om regeringen og Dansk Folkeparti netop har gennemført skattereformen.
Selv i Danmarks liberale parti Venstre, synes man, at OECDs hestekur er alt for skrap kost.
»Det lyder som en meget, meget voldsom medicin. Det lyder som om, at verden er ved at falde sammen om ørerne på os, og det er fuldstændig overdoseret, mener jeg. Men vi er da enige i, at højere skatter ikke er en farbar vej for Danmark,« siger erhvervsordfører Torsten Schack Pedersen (V).
I Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er man også imod:
»Det er klassisk liberal politik med en spartansk dagsorden. Men de overser fuldstændig, at de skandinaviske lande har opnået stor rigdom ved at investere penge i uddannelse og folks beskæftigelsesmuligheder,« siger direktør Lars Andersen.

































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten