Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Private firmaer får hjælp til velfærds-idéerne

Pilotprojekt skal hjælpe iværksættere med at modne produkter og ydelser til velfærdsområdet.

Med en check på 1,6 millioner kroner fra Erhvervs- og Byggestyrelsen søsætter Væksthus Hovedstadsregionen et pilotprojekt, som skal hjælpe iværksættere samt små og mellemstore virksomheder med at modne og færdigudvikle produkter og ydelser til den store velfærdssektor - både herhjemme og i udlandet.

Det sker stort set samtidig med, at nyhedsbrevet Momentum fra Kommunernes Landsforening omtalte, at et stort flertal af landets kommunaldirektør efterlyser private leverandører af velfærd.

- Vi oplever, at mange smv'er har udviklet spændende løsninger, ofte baseret på erfaringer fra familiemedlemmer på plejehjem eller lignende. Men populært sagt er det ofte udviklet i kælderen eller carporten og ikke tæt på brugerne. Vores projekt går ud på at etablere et samarbejde mellem iværksættere og kommuner, så produkterne bliver testet og videreudviklet af brugerne og dermed får flyvehøjde, siger projektleder Nana Scheibel.

Potentiale påkrævet

Projektet omfatter op til 20 iværksættere og fem kommuner i hovedstadsområdet. Iværksætterne bliver delt i fire hold, som hver gennemgår et forløb på tre måneder - det første med forventet start i det tidlige forår.

- Det kan eksempelvis være en iværksætter, som har udtænkt et hjælpemiddel, så hjerneskadede kan træne hjemme. Ideen eller produktet kan så forbedres i samarbejde med fysioterapeuter og andre eksperter fra en af de deltagende kommuner. Målet er et skræddersyet produkt, der skaber bedre salgshistorier og referencer for iværksættere og smv'er, der kan henvise til, at en kommune har været med i udviklingen og rent faktisk bruger produktet, forklarer Nana Scheibel fra væksthuset.

Hun er glad for, at hun på blot et par dage har fået omkring 50 henvendelser fra interesserede iværksættere og smv'er.

Hvis projektet går godt, skal det rulles ud i landets øvrige væksthuse.

Men ikke alle små og mellemstore virksomheder kan regne med at blive inviteret indenfor. Det kræver nemlig, at virksomheden har potentiale til - og ambitioner om - at vokse med afsæt i de produkter og ydelser, som bliver udviklet og finpudset.

Med sans for moderne forretningsdansk projektet døbt Rapid-Rough-Right. Rapid fordi det er et hurtigt forløb på tre måneder. Rough fordi prototypen skal afprøves ude hos mulige brugere. Og Right fordi tilbagemeldingerne kan sikre, at prototypen ender som det rette produkt.


Mest læste - 3 timer



Markedet lige nu