Udenlandske virksomheder slipper af sted med at snyde de ansatte for løn eller betale for lidt.
3. september 2009, 09:10
Selv om polske firmaer, som opererer i Danmark, er blevet dømt for svindel i million-klassen, slipper de for at betale bøderne. Det skriver avisen.dk.
I alt 20 polske virksomheder er indtil videre blevet dømt for svindel i Danmark – uden at de af den grund har betalt, hvad de skulle. I alt 17 millioner kroner har de snydt deres ansatte for i løn, lyder rettens afgørelse i de omtrent 60 sager, som 3F og TIB har ført.
- Det er forkasteligt, at vi har sådan nogle firmaer, som lader hånt om det danske arbejdsmarked, siger Ole Christensen fra 3F til avisen.dk.
En af dem, som er blevet taget ved næsen af sin polske arbejdsgiver er landindspektør Rober Zubik, som har arbejdet for Ampol International i Danmark.
- Vi arbejdede 10 timer om dagen fem dage om ugen og otte timer om lørdagen uden at få løn. Og jeg havde en kone og en datter på et år, jeg skulle forsørge hjemme i Polen, forklarer han.
Den danske arbejdsret har dømt virksomheden til at betale Robert Zubik og hans kolleger tre millioner kroner i alt. Men pengene er aldrig faldet. Og det gælder altså også en lang række øvrige polske virksomheder, som lader til systematisk at udnytte de åbne grænser.
Når virksomhederne arbejder i Danmark, skal de følge de danske arbejdsmarkedsregler. Men det sker ikke. Og når gælden skal inddrives i Polen, har virksomhederne flyttet alle værdier over i et andet selskab, så der ikke er nogen pengebeholdning at tage lønnen af.
- ulha









































