Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Politiet sylter køreprøvekaos

Forsinkelserne på køreprøver fortsætter, selv om politiet sidste år fik mulighed for at løse problemet.

I årevis har kørelærere og deres elever måttet ruste sig med tålmod for at få plads ved politiets køreprøver.

Sidste år gav Justitsministeriet tilladelse til, at politikredsene kunne afhjælpe problematikken ved at ansætte prøvesagkyndige uden baggrund i politiet, men politiet har stort set ikke gjort brug af muligheden, og ventetiderne fortsætter.

- Vi er fuldstændig uforstående over for, at politiet igen i år ikke magter den her opgave. Problemet har eksisteret i de mere end 20 år, jeg har været kørelærer, og i år har vi set en fuldstændig katastrofal ventetid i nogle politikredse, siger formanden for Dansk Kørelærer-Union, René Arnt.

Mange steder i landet melder kørelærerne om urimeligt lange ventetider, utålmodige elever, oprørte forældre – og besværlige arbejdsbetingelser.

Kørelærere kan ikke planlægge arbejde
t

Judy Ansbjerg er en af de kørelærere, der sidder i klemme i politiets ringe afvikling af køreprøverne.

De lange ventetider tvinger hende til at udskyde køreundervisningen, indtil hun er sikker på, hvornår eleverne skal møde den prøvesagkyndige. Det er jo nyt stof, som Judy Ansbjerg siger, og så hænger det ikke fast, hvis køreegenskaberne ikke er i frisk erindring.

Masser af køreprøver betyder derfor masser af overarbejde, når hun pludselig skal ud at køre med ophobningen af elever.

- Det er det, der er så svært – vi kan ikke planlægge vores arbejde. Det er næsten det værste. De uger hvor jeg er heldig, må jeg arbejde dobbelt. De uger, hvor jeg er uheldig, kan jeg passe min have. Jeg får ingen erstatning for den tid, jeg ikke er ude at køre – det er der ingen, der betaler for. Vi er små selvstændige, der skal sælge hele butikken, hvis vi vil have dagpenge, siger hun.

Politiet bad selv om løsningen

Størstedelen af de prøvesagkyndige i politiet bruger også tid på at løse andre politimæssige opgaver.

Men sidste år gav Justitsministeriet politiet mulighed for at ansætte prøvesagkyndige, der ikke er politiuddannet, og som derfor ikke også skal tage sig af indbrud, ungdomshuse og klimatopmøder.

Det var Rigspolitiet selv, der bad om tilladelsen, men på de 14 måneder, der er gået siden, har politikredsene kun formået at ansætte tre medarbejdere, som ikke har en baggrund i politiet.

Politiet erkender problemet

ErhvervsBladet har bedt om aktindsigt i ventetiderne på køreprøver hos Rigspolitiet. De oplyser, at der stadig er store problemer ved Fyns Politi og Østjyllands Politi, mens situationen er særlig slem i Nordsjælland, hvor eleverne må vente mere end 20 hverdage.

Og kørelærerne fortæller, at situationen nogle steder på Sjælland er så grel, at der i øjeblikket slet ikke bliver udbudt nogen prøver. Hvad politiet vil gøre for at løse problemet, har de ikke ønsket at svare på og henviser til, at de er ved at undersøge sagen.

- Vi har sat undersøgelsen i gang, fordi vi erkender, at der er en beklagelig situation med for lange ventetider generelt, siger vicepolitimester Ole Andersen fra Kontoret for Færdsel og Udlændige.

Læs hele historien i dagens udgave af ErhvervsBladet.

 




Markedet lige nu