Det er sæson for, at fuskere tilbyder flise- og asfaltarbejde til private. Politiet advarer mod at man tager imod tilbuddet.
10. juli 2008, 10:38 – opdateret 4. maj 2012, 07:20
Private risikerer at blive snydt og truet, hvis de lader sig friste af tilbud om at få lavet billigt flise- eller asfaltarbejde i indkørslen eller haven.
Sådan lyder advarslen fra politiet. Hvert forår kommer kommer mange irske og engelske mulitkriminelle til Norden, hvor de begår forskellig kriminalitet. Det meddeleler ordensmagten i en pressemeddelelse.
Det typiske er, at de tilbyder arbejdet til en billig pris og udfører det særdeles mangelfuldt. Ofte færdiggør de det ikke og kræver flere penge af beboeren for at lave det færdigt. Politiet har endda hørt om eksempler, hvor beboeren er blevet truet til at betale mere.
Og hr. og fru Hansen kan risikere at havne i en sitaution, hvor Politiet må se magtesløst til
”Vi kan kun opfordre borgerne til nøje at overveje, hvem man indgår aftaler med og være opmærksom på, hvordan man gør det. For drejer det sig om en betalingssag, kan politiet ikke gøre så meget,” siger vicepolitiinspektør Jørgen Skov Isalin fra Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter
Politiet har set eksempler på, at arbejderne har læsset bygningsaffald i naturen og har stjålet dyre campingvogne. De har også været mistænkt for tyveri og hæleri af anlægsmaskiner.
I år har der været 28 sager i hele landet, og problemet har eksisteret i de sidste to til tre år




























































