Politiet jagter bandernes pengemænd

I et forsøg på at komme til bunds i bandemiljøets økonomi retter politiet nu kikkerten mod de pengemænd i det etablerede erhvervsliv, der gennem årene har ydet økonomisk bistand til det kriminelle miljø.

I jagten på rockerne og bandernes økonomi retter myndighederne nu sigtekornet på de folk i det etablerede erhvervsliv, der enten direkte eller mere diskret yder støtte til folk fra det kriminelle miljø.

Det sker, efter at politiet har intensiveret den såkaldte Al Capone-model, som gennem årene har givet millioner til statskassen.
Nu forsøger politiet i samarbejde med blandt andet Skat i stigende grad at finde frem til de pengemænd, der eksempelvis finansierer rockernes forretninger, udlejer lokaler til dem eller på anden måde spænder et økonomisk sikkerhedsnet ud under folk fra det kriminelle miljø.

»Vi er blevet ekstremt interesserede i de økonomiske konstruktioner og arbejder i langt højere grad for at komme til bunds i rockere og bandemedlemmers netværk og stille skarpt på de folk, der gør det muligt for personer i miljøet at opretholde deres levevis og bedrive deres kriminalitet,« siger Kim Kliver fra det Nationale Efterforskningscenter, der koordinerer indsatsen mod de danske bander.
Han vil endnu ikke sætte navn på konkrete pengemænd og forretningsforbindelser, da myndighederne i øjeblikket er i gang med efterforskningen. Berlingske Business kan dog i dag sætte navn på en række af de personer, som yder økonomisk bistand til rockerbandernes medlemmer.

Drives af grådighed

Typisk er det folk med masser af millioner på kontoen, som eksempelvis udlejer lokalerne til Bandidos eller Hells Angels eller hjælper med finansieringen af de rygmærkeklædte folks ejendomme.

Blandt de forretningsmænd, der enten direkte eller indirekte har givet de danske rockere en økonomisk håndsrækning, er erhvervsmanden Jan Lundberg, ejendomsmillionæren Jan Kofoed Larsen og hans firma Constructor House samt den tidligere shipping-direktør Per Nordvig Nielsen, der var chef for ejendomsmatadoren Gunnar Rubens investeringsselskab Sydfyenske, der blandt andet tæller Svendborgrederiet Thor.

Ifølge efterforskningslederen drejer den igangværende efterforskning sig om at finde ud af, hvem der står som reelle ejere af ejendomme og firmaer, og også at kigge på, hvad det er for nogle transaktioner, som folk fra det pæne erhvervsliv laver med bevæbnede folk med rygmærker.

Kim Kliver peger på, at det i høj grad er grådighed, der driver respekterede folk fra erhvervslivet til at kaste sig ud i forretninger med personer fra det kriminelle bandemiljø, fordi der er gode penge at tjene, idet renterne her typisk er helt anderledes end i eksempelvis en bank.

»Pengemændene i det kriminelle miljø arbejder efter nogle helt andre regelsæt. Det er grådighed, der driver værket. Man vil gerne have en livsstil, der indikerer, man er en succesfuld forretningsmand, men man har ingen skrupler over at samarbejde med folk fra det kriminelle miljø,« siger Kim Kliver, der endnu ikke vil sætte navn på pengemænd og forretningsforbindelser, idet myndighederne i øjeblikket er i gang med efterforskningen.

»Vi oplever, at nogle folk er villige til at yde en stor risiko i jagten på hurtige penge og vælger derfor at lave forretninger med bandemedlemmer. Normalt ville man ellers tænke, at man ikke burde omgås den slags typer og tænke sig om en ekstra gang,« siger Vagn Pedersen, afdelingsleder ved Skats center for økonomisk kriminalitet.

Lader sig lokke

Ifølge bandeekspert Michael Hviid Jacobsen fra Aalborg Universitet har der historisk været talrige eksempler på, at ellers velrenommerede folk fra erhvervslivet pludselig optræder i medierne som bagmænd for rockere og andre kriminelle.

Og han understreger, at vi også i fremtiden vil se eksempler på dette, da der altid er nogen, der er villige til at lade sig lokke af løfter om en stor fortjeneste.

»Gennem tiderne har der været mange eksempler på kendisser og folk fra erhvervslivet, der har tilknytning til rockermiljøet, så derfor kan det ikke længere overraske. Det er jagten på at gøre en god forretning, der får folk til at samarbejde med bandemedlemmer,« siger Michael Hviid Jacobsen.

Historisk set er et af de bedste eksempler på et selskab med tætte tilknytninger til rockermiljøet det børsnoterede selskab Thorax Holding, der flere gange kom i mediernes søgelys på grund af sin tilknytning til Hells Angels.

Og i julen 2008 var det så den tilsyneladende så succesrige IT-virksomhed IT Factory og dens direktør, Stein Bagger, der blev afsløret i at have tætte relationer til den højtstående HA-rocker Brian Sandberg.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.



Markedet lige nu