Kommunerne har godt skub i udliciteringen af opgaver til private virksomheder. Men specielt inden for entreprenør- og håndværkerydelserne er der fortsat god plads til flere private leverandører.
11. juni 2009, 08:17
Set over en bred kam er kommunerne blevet rigtigt dygtige til at sende relevante opgaver ud på private hænder. Faktisk så dygtige, at den nuværende målsætning, om at 26,5 procent af de offentlige opgaver skal være konkurrenceudsat ved udgangen af 2010, forventes overskredet med et halvt procentpoint.
Men det seneste års fremgang i PLI (Privat Leverandør Indikator) på 1,1 procentpoint er ikke et udtryk for, at det står lige godt til i alle brancher.
- Kommunerne er generelt inde i en rigtig god og målrettet udvikling. Men på bygge- og anlægsområdet, står det overraskende sløjt til. Kommunerne bør se at komme i arbejdstøjet – eller rettere få arbejdstøjet af - og overlade drift og vedligeholdelse til private virksomheder, siger Kathrine Stampe Andersen, erhvervspolitisk konsulent hos Dansk Byggeri. Hun peger på, at inden for entreprenør- og håndværkerydelserne er andelen af private leverandører til det offentlige faktisk gået et lille stykke tilbage.
Opgaver, der vedrører alkohol- og misbrugsbehandling, tildeling af revalidering og fleksjobydelser, arbejdsmarkedsforanstaltning som eksempelvis beskæftigelsesordninger samt transportområdet, tegner sig for en væsentlig del af den relative stigning af opgaver, der er flyttet til private leverandører. Men det halter inden for visse brancher, hvor særlig mange små og mellemstore virksomheder har mulighed for at byde ind.
- Vi ser eksempelvis en markant tilbagegang for den del, der vedrører vejbelægninger og øvrig vejarbejder på det kommunale vejnet, siger Kathrine Stampe Andersen.
Samme oplevelse har man i Ingeniørforeningen:
- Der er ganske god plads til udvikling i det offentlig/private samarbejde på de ingeniørtunge områder, som institutionsbyggeri, veje og kloakering samt vedligeholdelse af den offentlige bygningsmasse, siger Per Diget, formand for Ingeniørforeningens Erhvervsudvalg.
Prisen afgør meget
Hos Kommunernes Landsforening (KL) har man svært ved at se, hvordan andelen af private leverandører inden for entreprenør- og håndværkerydelser kan bringes til at stige markant.
- Det er i forvejen et område, hvor kommunerne i stor udstrækning allerede benytter sig af private leverandører. Det er ikke mange af denne type opgaver, de har behov for at løse selv, siger Rikke Thorslund Haarh, konsulent i KL.
Hun mener endvidere, at en del af forklaringen på faldet inden for disse brancher skal tilskrives de lavere priser, som kommunerne er i stand til at forhandle hjem på deres udbud, da PLI-tallet udregnes på baggrund af den samlede omsætning i en branche.
- Men det er et af de steder, hvor andelen af private leverandører skal være høj, siger Rikke Thorslund Haarh.





























































