Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Pensionsselskaber retter fokus mod grønne investeringer

Pensionsselskaberne kaster sig i stigende grad over investeringer i bæredygtig skov, sol- og vindkraft. Specielt skovinvesteringer giver et godt afkast. Danske investorer halter langt efter f.eks. tyske Munich Re, hvor 20 pct. af investeringerne er grønne.

Tre ud af fire danskere mener, at det er vigtigt, at deres pensionsselskab har etiske retningslinjer. Samtidig mener over 80 procent, at pensionsbranchen har et stort ansvar for at investere etisk ansvarligt. Det har en undersøgelse fra forsikringselskabernes og pensionskassernes brancheforening, Forsikring & Pension, vist.

Men lytter de så i branchen til kundernes ønsker? Ja, bæredygtig skovdrift, miljø, sol- og vindteknologi er blevet noget af det danske pensionskasser i stigende grad kaster sig over.

Selv om klimainvesteringer dog endnu ikke rykker helt vildt i branchen herhjemme, er der ved at ske et skred.

»Investeringer i klima vil være stigende, for det er så stort et tema. Det vil klart få større fokus hos os,« siger aktiechef i Sampension, Charlotte Mark.

Mens et af verdens største investeringselskaber, det tyske genforsikringsselskab Munich Re med hovedsæde i München, på globalt plan ligger helt i front med klimainvesteringer, halter danske forsikrings- og pensionsselskaber imidlertid langt bagefter.

Munich Re slår rekord med 20 procent af selskabets samlede investeringer på 1.325 milliarder kr. er grønne investeringer. PKA, der er blandt de mest grønne danske selskaber, har kun fire procent af sine samlede investeringer på 110 milliarder kr. inden for klima og miljø.

Hos Nordea Liv & Pension er knap tre milliarder kr. ud af den samlede portefølje på 100 milliarder kr., dvs. under tre procent, grønne investeringer. Skov har en høj andel af de grønne investeringer hos de tre selskaber.

Højt afkast
»Investeringer i skov kan give et attraktivt afkast og er bæredygtigt. Forventningerne over en længere periode ligger på, at vi kan få ni til ti procent i årligt afkast,« fastslår aktiechef Charlotte Mark fra Sampension.

PKA, Sampension og Nordea Liv & Pension har tilsammen investeret godt seks milliarder kr. i skov, hovedsagelig bæredygtig skov. Det fordeler sig med 2,4 milliarder kr. til PKA, mens Sampension og Nordea Pension hver har investeret 1,9 milliarder kr. .

Flot afkast
Af fire milliarder kr. i klimainvesteringer har PKA placeret mere end halvdelen i fonde, der investerer i plantning af skov og eksisterende skov i Nord- og Sydamerika, Australien og New Zealand. Afkastet på PKAs skovinvesteringer var i 2008 10,5 procent, hvilket blandt eksperter betegner som et flot afkast. Koncernchef Peter Damgaard Jensen er da også særdeles godt tilfreds.

En række danske pensionsselskaber, herunder Nordea og Sampension foretager investeringer gennem det amerikanske investeringsselskab International Woodland Company(IWC).

Pensionskasserne begrunder interessen for skov med, at fældning af træer fra effektive skovplantager er med til at mindske presset på hugsten på verdens mere følsomme tropiske naturskovsområder.

Naturen får det bedre, når græsområder tilplantes med skov. Og øget binding af kuldioxid i træerne er med til at reducere drivhuseffekten, mener selskaberne.

De strammer typisk op på etikken ved at tilslutte sig internationale standarder og kodeks. Det er FNs retningslinjer UN PRI, Principle for Responsible Investments, som mere end halvdelen pensionsselskaberne af selskaberne har tilsluttet sig.

»Mange af vores medlemmer i brancheforeningen er i gang med at tilmelde sig UN PRI. Der vil være selskaber, der gør meget ved det her, og der vil være selskaber, der gør mindre. Men rigtig mange kunder ønsker, at et pensions- og forsikringsselskaber går den vej,« siger TrygVestas’ koncernchef Stine Bosse og formand for brancheforeningen Forsikring & Pension.


Mest læste - 3 timer



Markedet lige nu