Hvordan skal Danmark klare sig, når de store indtægter fra olie og gas i Nordsøen slipper op? Det er et spørgsmål, som de fleste helst vil fortrænge. Men det er en ret skræmmende fremtid, vi står over for, når de sidste oliedråber og gasdampe suges op fra de 19 aktive felter i Nordsøen.
15. februar 2009, 08:45
Danmark står foran en økonomisk pine af de helt store. Det danske energieventyr i Nordsøen er ved at slutte. Produktionen af olie toppede i 2004 og er allerede i dag 20 procent lavere end dengang. Gas suger vi nu 13 procent mindre op af, end da denne produktion toppede for to år siden.
Allerede om otte år, vil Danmark ikke længere være selvforsynede med olie og gas, og omkring 2040 vil de sidste oliedråber og gasdampe være brugt op. Det viser de seneste beregninger fra Energistyrelsen.
Der kan selvsagt ske mirakler og gøres nye fund, som forgylder os i fremtiden. Det kan også være, at teknologien til udvindingen af især olie forbedres så meget, at pinen kan udskydes i nogle år. For 30 år siden var det således kun muligt at trække omkring 15 procent af al olie ud af de store borefelter i Nordsøen. Den andel er på vej op mod 35 procent og vil måske stige svagt fremover.
Men det mest sandsynlig er, at Danmark må til at indstille sig på, at en fast stor og meget massiv strøm af olie- og gaspenge langsomt og gradvist tørrer ud over de kommende år.
Store indtægter
Det vil ske, efter at Danmark i mange år har tjent ufattelige summer på dette område. Alene sidste år fik staten en indtægt på næsten 35 milliarder kroner fra de store naturrigdomme i Nordsøen. Det er seks gange så meget, som mellemskatten indbragte og næsten en femtedel af provenuet fra den tårnhøje danske moms.
Samlet, og siden Dan-feltet som det første i begyndte at producere olie i 1975, har Danmark tjent flere hundrede milliarder kroner.
Havde Danmark ikke fundet olie i Nordsøen, ville dansk økonomi i dag have været i en ganske alvorlig knibe, hvor politikerne for længst havde været nødt til at stramme den økonomiske politik ganske voldsomt med højere skatter og afgifter, lavere offentlige udgifter eller andre pinsler. Vores velstand ville ganske enkelt have været betydeligt lavere.
Det er ikke alene den vigtige betalingsbalance over for udlandet og dermed udlandsgælden, som i årevis har været noget nær topform – takket være Nordsøens rigdomme. Også en meget betydelig del af de sidste mange års plusser på de offentlige finanser hænger sammen med den store danske produktion af energi på de 19 aktive felter i Nordsøen.
Indtægterne fra olie - og gaseventyret i Nordsøen tilflyder statskassen fra flere kilder; men klart vigtigst er selskabsskatten på det statslige olie - og naturgasselskab DONG og virksomhederne bag Dansk Undergrunds Consortium (DUC), nemlig A. P. Møller - Mærsk, Shell og Chevron.
Men staten får også store penge fra en produktionsafgift, en såkaldt kulbrinteskat, en rørledningsafgift og en særlig dispensationsafgift plus den overskudsdeling, som blev indført i 2004. Den betyder, at staten skal have 20 procent af overskuddet før skat.
Minus på 14 mia. kr
Men hvordan skal vi overhovedet få råd til fremtidens velfærd, når der ikke længere kommer 35 milliarder kroner, eller lige så meget som 6.500 kroner per indbygger, flyvende ind i finansminister Lars Løkke Rasmussens (V) pengekasse hver eneste år?
Det snakkes der ikke meget om herhjemme. Svarene er da også ret ubehagelige. For enten skal danskerne arbejde mere og gå senere på pension, så de betaler mere og får mindre fra samfundet hen over et liv. Eller også skal skatten sættes ganske betydeligt op, hvilket næppe er muligt.
Tredje mulighed, som ser lige så vanskelig ud, er at skære den offentlige sektor ned på dramatisk vis og spare stort på sundhed, uddannelse og anden velfærd.
Det er da også for at løse disse langsigtede problemer, hvor både olien forsvinder, og der kommer flere ældre, at der for tiden er en massiv debat om at ændre det danske skattesystem og forbedre spillereglerne på arbejdsmarkedet. Kan der ikke nås politisk enighed på disse områder, vil Danmark mangle omkring 14 milliarder kroner årligt fremover med stigende gældsætning og voksende økonomiske problemer til følge.
Selvforsynende
Men fremtiden uden olie har også mere politiske konsekvenser. Gennem de sidste 35 år er Danmark således forvandlet fra at være en rystende oliejunkie med abstinenser til et sundt energiland, som andre nu er afhængige af.
Danmark blev helt selvforsynende med energi i 1997, og i dag overstiger produktionen af olie og gas i Nordsøen forbruget med mere end 80 procent. Set i forhold til vores samlede energiforbrug, hvor eksempelvis også strøm er regnet med, svarer produktionen i Nordsøen dog kun til seks procent mere end vores forbrug.
Det betyder, at vi ikke længere som tilbage i midtfirserne hvert år skal importere olie, benzin og anden energi for mere end 25 milliarder kroner om året. Nu kan vi sælge brændbare væsker og gas til andre lande for tilsvarende store summer med den politiske og økonomiske frihed, det skaber. Ingen kan således lukke for gassen til Danmark, sådan som Rusland for nylig gjorde til mange europæiske lande.
Men hvis ikke vi satser massivt på vind og anden energi de kommende år, vil Danmark om få år stå uden olie, uden gas og med en ubehagelig afhængighed af andre lande på energiområdet.


























































