Pas på sex i sommervarmen

De lumre kommentarer sidder løsere på chefen, når temperaturen stiger, og påklædningen bliver lettere.

Det er tilsyneladende nemmere at blive fristet over evne, når solen skinner og de ansatte pludselig dukker op uden ærmer og med bare ben. Men der er ikke langt fra en lidt for kæk kommentar eller sultent blik til en dom for sexchikane, må mange chefer erkende.

- Vi har mange sexchikane-sager. Det er periodebestemt. Der er flere af dem i december ved julefrokosttid, og der er også flere af dem, nu hvor sommeren er høj, og der er lidt fest- og sommerstemning på arbejdspladsen, fortæller Jesper Schäfer Munk, der er advokat hos 3F og har ført mange sager på vegne af krænkede medlemmer.

- Det største problem er faktisk, at medarbejderne er bange for at miste deres ansættelsesforhold og ikke går til deres tillidsperson. Og så får problemerne lov til at udvikle sig, siger Jesper Schäfer Munk.

Læs også:
Lumre chefer betaler sig fra sexchikane
Kvinder i småjobs udsættes mest for sexchikane

En dyr ”fornøjelse”

Der er ingen tvivl om, at de mandlige chefer også om sommeren skal passe på værdiladningen af komplimenterne til de kvindelige medarbejdere. For ud over den forfærdelige situation, man som chef placerer den krænkede medarbejder i, kan de lumre kommentarer koste en værdifuld arbejdskraft og en kedelig erstatningssag.

I april måtte en chef for et bosted Haderslev betale 85.000 kroner i erstatning til en kvindelig ansat, som han temmelig direkte havde spurgt om hendes behov for omgang med det mandlige kønsorgan. Læs hele historien her!

En anden chef blev i byretten dømt for at krænke og overskride grænserne hos fire kvindelige ansatte. Chefen selv nægtede sig skyldig, men dommeren valgte at lytte til kvinderne, hvorefter chefen måtte betale 100.000 kroner i erstatning. Læs hele sagen her!

Ikke i retten

Antallet af sexchikane-sager, der når hele vejen til landets domstole er forholdsvis lavt. Hos HK havde man i 2008 seks sager, i 2009 fem sager og frem til 3. maj 2010 har HK kun haft en enkelt sexchikane-sag.

- Hvis afdelingerne får lov til at rette henvendelse til arbejdsgiverne vedrørende sexchikane, så er hverken medlem eller arbejdsgiver interesseret i, at en sådan sag skal føres ved de civile domstole. Og ofte er både medlem og arbejdsgiver interesseret i, at der bliver aftalt fortrolighed vedrørende forliget. Det vil sige, at hverken medlem eller arbejdsgiver må fortælle andre om, hvad der er sket, fortæller juridisk konsulent Jeanette R. Hahnemann fra HK og fortsætter:

- Hvis arbejdsgiveren benægter, og medlemmet siger ok til at sagen rejses som en retssag – og det sker yderst sjældent – ja så sendes sagen ind til juridisk kompetencecenter, der så tager over på sagen.

Hos HK kan man ikke genkende, at sexchikane er et sæson-bestemt fænomen; dels fordi det er vanskeligt at sige, præcis hvornår sagen startede, da den type sager oftest er eskaleret over tid, før fagforeningen hører til dem.

 



Markedet lige nu