I næste uge begynder professionelle investorer at blive præsenteret for smykkeproducenten Pandora som børskandidat. Dermed er en danmarkshistorisk stor børsintroduktion rykket et skridt tættere på at blive en realitet.
4. september 2010, 05:01
Investorerne har fået at vide, at de i næste uge vil modtage analyser på et unavngivet selskab, der måske skal børsnoteres og er blevet bedt om at sætte tid af i kalenderne til at mødes med analytikerne for at høre om det nye selskab, der kan vise sig at være mere end 30 milliarder kr. værd.
Det unavngivne selskab er den fremadstormende danske smykkeproducent, Pandora erfarer Berlingske Business. Og de kommende møder med toneangivende investorer i både Danmark, og udlandet skal afdække, om investorerne er villige til at betale en pris for at købe Pandora-aktier, som storejerne, kapitalfonden Axcel og stifterfamilien Enevoldsen anser for attraktiv.
Det ventes at stå klart over de kommende uger, og hvis tilbagemeldingerne er positive, og aktiemarkederne ikke pludselig bliver voldsomt urolige, så vil tidsplanen formentlig være, at Pandora officielt vil meddele, at man går på børsen og udsender et prospekt i slutningen af september, og at aktiekursen kan blive fastlagt i begyndelsen af oktober. Dermed vil Pandora kunne være børsnoteret inden efterårsferien. Og julen vil i øvrigt med stor sikkerhed kunne fejres med, at smykkeproducenten, der blev grundlagt i en beskeden butik på Nørrebro i 1982, vil blive optaget i C20-indekset over de 20 toneangivende danske aktier.
Seks finanshuse hyret
Selv om ingen endnu er klar over, hvad investorerne er villige til at betale for Pandora-aktier, er det altovervejende sandsynligt, at smykkefirmaets børsintroduktion kan gå hen og blive den klart største siden staten børsnoterede TDC i 1994.
Det må dog understreges, at tidsplanen sagtens kan rykke sig, lige som børsintroduktionen helt kan aflyses, som blandt andre Falck blev nødt til at gøre i forsommeren, selv om redningsselskabet officielt bekræftede, at man gik efter en børsnotering.
Pandoras nuværende ejere, med kapitalfonden Axcel i spidsen, har hyret ikke mindre end seks storbanker og finanshuse til at hjælpe med at sælge Pandora-aktier for milliarder af kroner. Det er JP Morgan, Goldman Sachs og Morgan Stanley, der i øvrigt er blandt de fire største rådgivere på europæiske børsnoteringer i år, og Nordea, SEB Enskilda og Carnegie. Til gengæld er Danske Bank blevet holdt ude af den yderst lukrative børsnotering, fordi Danske Bank sagde nej til at finansiere Axcels Pandora-køb i 2008. Til gengæld stillede Nordea op og har derfor også fået en ledende rolle i børsnoteringen, herunder ansvaret for salg af Pandora-aktier til private danske investorer.


































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten