De danske forbrugerpriser steg i juli med 2,3 pct. sammenlignet med juli sidste år, hvilket var en del mere end de 1,9 pct. som bankøkonomerne på forhånd havde forventet. (Opdateret kl. 9.50)
10. august 2010, 09:42
Til sammenligning var den årlige stigningstakt på 1,7 pct. i juni. Det er særligt priserne på tobak og alkohol der presser priserne i vejret. De to varegrupper steg i juli med 3,7 pct. fra juni, og med 9 pct. i forhold til juli sidste år, fortæller Danmarks Statistik. Bolig- og andre vare og tjenesteydelser steg med 4 pct. i forhold til juli sidste år.
Læs også: Forbrugerne vrager dansk mode
"Med tanke på finanskrisens voldsomme effekt på økonomien og de økonomiske nøgletal i form af rekordstore dyk i forbrug, investeringer, eksport og velstand - og så sent som i går med en rekordstærk betalingsbalance - så er det egentlig bemærkelsesværdigt, at inflationstallene fortsat signalerer en prisudvikling tæt på det "normale"," mener senioranalytiker Christian Hilligsøe Heinig fra Danske Bank. Han fortsætter:
"Set som gennemsnit har inflationen over de seneste cirka 20 år holdt sig på 2,1pct. og altså ikke langt fra niveauet i juli i år.
En del af forklaringen på det fortsat "normale" inflationsniveau er afgiftsstigningerne i forbindelse med skattereformen, som alene trækker inflationen op med 0,6 procentpoint i juli, og dermed sender en ekstraregning på i omegnen af 1.900 kroner til en typisk dansk familie i år. Dertil kommer også, at den trods alt store svækkelse af euroen igennem i år - og hermed den danske krone - er med til at øge inflationspresset i form af dyrere importerede varer."
Læs også: Privatforbruget frosset fast
Danske Bank venter, at inflationen for hele 2010 vil lande på omkring 2 pct., og med en forventet lønfremgang på 2,3 pct. betyder det, at danskerne i snit fortsat vil opleve en reallønsfremgang.






























































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten