Forårets overenskomstaftaler for de offentligt ansatte reducerer arbejdstiden med 1.500 fuldtidsansatte. Arbejdsmarkedskommissionen håber, at fremtidige overenskomster vil trække i modsat retning.
24. april 2008, 05:00
Der er både ekstra frihed til børnefamilierne og seniorerne i forårets offentlige overenskomstaftaler, som har fået en varm modtagelse af akademikere, folkeskolelærere og kontorpersonale.
Men Arbejdsmarkedskommissionen er ikke nær så begejstret. En betydelig del af det ekstra arbejdsudbud, som regeringens nye jobplan bidrager med, vil nemlig blive ædt op af de tre-årige overenskomstaftaler. Helt nye beregninger fra kommissionen viser, at betalt fri på barnets 2. sygedag, udvidet mulighed for at holde forældreorlov med løn og ekstra seniorfridage vil mindske arbejdstiden i den offentlige sektor med ca. 1.500 fuldstidsansatte.
»Det er ting, som trækker i den forkerte retning, og som kan have afsmittende indflydelse på, hvor meget arbejdskraft, der skal hentes med andre virkemidler,« siger Jørgen Søndergaard, formand for Arbejdsmarkedskommissionen.
I næste måned skal han mødes med arbejdsmarkeds parter. Her vil han drøfte, hvordan overenskomsterne kan bidrage til at skabe mere arbejdskraft.
Menneskeligt ansigt
LO-formand Harald Børsting mener imidlertid ikke, at fagbevægelsens overenskomster koster for dyrt på arbejdsudbuddet.
»Forud for overenskomstforhandlingerne er vi altid meget opmærksomme på, hvor meget af vores velfærdsfremgang vi tager ud som fri tid. Men det er fortænkt at lave et regnestykke over, hvor meget arbejdsudbud indførslen af barns 2. sygedag koster. Der er først og fremmest tale om, at forældre får økonomisk kompensation for noget frihed, som de er nødt til at tage, hvis børnene er syge,« siger LO-formand Harald Børsting.
Han forudser, at lønmodtagerne også fremover vil efterspørge goder, der giver dem mulighed for at varetage deres familiemæssige forpligtigelser.
»Det er det menneskelige ansigt i overenskomsterne, og det er der god fornuft i. Når det er sagt, er diskussionen om, hvor meget frihed vi har råd til ikke ny i fagbevægelsen. Den kom allerede i højsædet i 1998, hvor vi tog hul på den sjette ferieuge,« siger Harald Børsting.
Arbejdsmarkedskommissions formand erkender da også, at der mindst er én god nyskabelse i de offentlige overenskomster, som kan bidrage med ekstra arbejdskraft.
»En ting der peger i den rigtige retning i overenskomsterne på det offentlige område er, at der lokalt kan aftales en ugentlig arbejdstid på mere end 37 timer. Men her er det interessant at undersøge, hvor meget det bliver udnyttet,« siger Jørgen Søndergaard.





























































