DS Håndværk og Industri har indgået ny overenskomst med Dansk Metal, Blik- og Rørarbejderforbundet samt 3F.
26. februar 2010, 09:01
Natten til i går indgik Dansk Metal, Blik- og Rørarbejderforbundet samt 3F en ny toårig overenskomst med DS Håndværk & Industri.
Overenskomsten omfatter cirka 24.000 ansatte på 2.500 små og mellemstore industri-, maskin-, smede- og vvs-virksomheder, og den følger hovedtrækkene i den overenskomst, som mandag blev indgået mellem topforhandlerne i Dansk Industri og CO-industri.
Overenskomsten indeholder ifølge forligsparterne både nye elementer samt udvidelser af andre. Både arbejds-givere og lønmodtagere mener, at aftalen er med til både at sikre beskæftigelse for de ansatte samt konkurrencekraft for virksomhederne.
Fornuftig ramme
- Aftalen har en fornuftig økonomisk ramme, som betyder, at vores medlemsvirksomheder kan bevare og udbygge deres konkurrencekraft efter en vanskelig periode med generel krise for danske virksomheder, siger formand for DS Håndværk og Industri, Jim Stjerne Hansen.
Han hæfter sig ved, at den nye overenskomst - sammen med en fornuftig lønudvikling - kan sikre fortsat ordretilgang og beskæftigelse i branchen.
På den anden side af bordet fremhæver Dansk Metal, at aftalen giver øget tryghed for de ansatte og sikrer beskæftigelsen samt reallønnen.
- Til trods for en længere periode med krise, ordrenedgang og store afskedigelser, har vi indgået en aftale, som øger trygheden for vores medlemmer og sikrer beskæftigelsen. Der bliver mulighed for ekstra frihed til ansatte på skiftehold og nybagte forældre. Samtidig har vi sikret os, at der vil være god plads til de kommende lokale lønforhandlinger, siger forbundssekretær Keld Bækkelund Hansen, Dansk Metal.
Forligsmand Asbjørn Jensen er torsdag formiddag blevet orienteret om indholdet i overenskomsten, som blandt andet indeholder fratrædelsesgodtgørelse til afskedigede, regelmæssig helbredskontrol til skifteholdsansatte samt forhøjelse af mindsteløn, genetillæg og lærlingesatser.





























































