Lægger man tallene for de enkelte grupper sammen, bliver det 1.800.000. Om det er mange eller lidt kan man diskutere, men det er da ikke 2.049.000!!

Ja, det går simpelthen ikke længere. Det er utilfredsstillende for alle parter. Denne konstruktion undergraver hele vores velfærdssystem.
Vi bliver nødt til at tænke i helt nye baner fremover for at få denne skævhed bragt til ende.
Folk i arbejde er ved at gå til. Stress, angst - præstationer. Presset bliver større og større, fordi de skal bære en kæmpe økonomisk byrde bl.a. ved at skulle forsørge den anden halvdel af befolkningen. Og de, som ikke er i arbejde, de har for megen tid til ingenting, hvilket heller ikke er tilfredsstillende. Nogen skaber sig i stilhed deres eget liv. Andre igen går måske rundt med mindreværd, fordi de ikke kan få noget arbejde, de føler sig som kasserede individer. Personer udenfor arbejdsmarkedet vender sig langsomt til en livsstil langt fra alt, som har med produktion at gøre. Samfundet kræver intet, for de ydelser, som de får tildelt og som andre i arbejde financierer via deres skatter. Jeg har set mange velfungerende mennesker, som i årevis ikke har haft noget arbejde. Nogen nyder tilværelsen.

Hvilke ændringer skal der til? De nytter ikke længere at tænke traditionelt.