Opgør med støtte til elbiler

Det skal være slut med, at købere af elbiler slipper for at betale registreringsafgift.

1 Kommentar

Regeringens tro støtteparti, Dansk Folkeparti, er parat til at stikke en kæp i regeringens grønne energihjul med et krav om, at afgiftsfritagelsen på elbiler tages af bordet, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten onsdag.

- Der er efterhånden så stor usikkerhed omkring det danske elbilprojekt, at vi simpelthen må have en pause fra afgiftsfritagelsen, siger Morten Messerschmidt (DF), medlem af Europa-Parlamentet.

Kravet begrundes med nye meldinger fra især firmaet Better Place Danmark. Oprindelig var meldingen fra elbil-firmaet, som samarbejder med Dong Energy, at der ville rulle 500.000 elbiler rundt på de danske veje i 2020. Nu lyder forventningen på måske kun 20.000 elbiler.

- Det er jo et helt andet scenarie, end det vi sad med, da vi indgik energiforliget i 2008. Når realiteterne ændrer sig så markant, er vi nødt til at se på den politiske strategi, vi har valgt, siger Morten Messerschmidt, der som DF's energiordfører var med til at forhandle den nuværende energiaftale på plads med regeringen i 2008. 

Hårde ord fra branchen

Ideen om at skrotte afgiftsfritagelsen får hårde ord med på vejen i elbil-branchen.

- Det vil være en ualmindeligt uklog beslutning, siger Lærke Flader, direktør i Dansk Elbil Alliance, som tæller 47 danske og udenlandske industrikoncerner, der er parat til at bruge milliarder af kroner på at gøre Danmark til et foregangsland på elbilområdet.

- Derfor er det uheldigt overhovedet at snakke om en ændring af reglerne, fordi det sender nogle forkerte signaler, siger Lærke Flader.

Henrik Isaksen, adm. direktør i firmaet Choosev, der tilbyder salg af elbil-pakkeløsninger, er enig.

- Både kunder og virksomheder investerer jo ud fra, at der er afgiftsfritagelse på elbiler frem til og med 2015. Derfor skal man ikke love noget, og så ikke gøre det alligevel, siger Henrik Isaksen.

Angrebet på støtten til elbiler er en del af et nyt energioplæg, som skal diktere Dansk Folkepartis energipolitiske kurs under efterårets energiforhandlinger med regeringen om en ny energiaftale for perioden efter 2011.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.

Kommentarer

Kan samfundet overhovedet undvære bilafgiften?

Vi er mange, der står på spring for at købe el-bil, så snart de bliver "mobile".
Men kan staten undvære de penge, den går glip af ved den manglende registreringsafgift?
Hvor mange offentlige ansatte skal fyres, og hvor meget velfærd skal nedlægges, for at vi kan køre CO2-grønt?



Markedet lige nu