En skat, der i den grad har irriteret de danske virksomheder, ser ud til at få kniven i løbet af i dag.
18. november 2011, 06:33 – opdateret 18. november 2011, 06:38
Efter flere dages forhandlinger er det lykkedes regeringen og Enhedslisten at finde en model for at afskaffe den omstridte multimedieskat, som alle parter kan acceptere.
Det erfarer Politiken fra flere kilder med kendskab til forhandlingerne.
Ifølge Politiken forventes det, at forhandlingsparterne over middag i dag vil fremlægge den samlede skatte- og afgiftsdel af finansloven, hvori afskaffelsen af multimedieskatten altså indgår.
Læs også: Multimedieskatten får kniven
I stedet for multimedieskatten genindføres den gamle ordning, hvor man bliver beskattet, hvis man får stillet fri telefon til rådighed af sin arbejdsgiver. Dog med den justering, at den rabat, der gives, hvis begge ægtefæller i en husstand betaler skatten, bibeholdes. Ellers kunne det rent faktisk være blevet dyrere for nogle familier at gå tilbage til den gamle ordning. Samtidig sænkes beløbsgrænsen fra 3.000 kroner til 2.500 kroner, skriver Politiken.
Læs også: Multimedieskat - et kontrolhelvede
Venstres skatteordfører, Torsten Schack Pedersen, mener, at de nye afgifter er værre end den skat, de erstatter.
- Det bliver en række af de afgifter, der hæmmer Danmarks konkurrenceevne, og som gør det dyrere at være dansker, siger han til Politiken.
Læs også: Erhvervslivet frygter for multimedieskattens afløser





























































