Offentlige lønninger spurter fra private

Mens finanskrisen dæmpede lønstigningerne for privatansatte, så var der anderledes lønfest i det offentlige - her var lønstigningerne dobbelt så store.

Ansatte i kommuner, regioner og staten fik i 2009 lønstigninger på mere end det dobbelte af, hvad ansatte i den finanskriseramte private sektor måtte nøjes med.

Det fremgår af friske, reviderede tal fra Danmarks Statistik, omtalt af nyhedsbrevet dknyt.dk.

For privatansatte under ét var lønnen i fjerde kvartal 2009 2,3 procent højere end et år tidligere. Den tilsvarende stigning var 5,3 procent for ansatte i kommuner og regioner - og 4,7 procent for ansatte i staten.

Blandt ansatte i kommuner og regioner spændte lønudviklingen fra 3,4 procent i gruppen "rengøring og operationel service" til 6,0 procent for ansatte i "sociale institutioner".

På grund af en teknisk fejl i behandlingen af pensionsbidrag har lønudviklingen for beskæftigede i kommuner og regioner været undervurderet med 0,3 procent, skriver dknyt.dk. 

 



Markedet lige nu