Meget tyder på at drivkraften i vores økonomi er at vi konstant år efter år producerer mere end det foregående år.
Så godt som enhver virksomhed der fremstiller et givet produkt vil i langt de fleste tilfælde kunne producere flere enheder med det samme personale eller samme antal enheder med færre ansatte efterhånden som tiden går.

Her er vi ved kernen i vores økonomi, hvis vi ikke forbruger den merproduktion som de fleste virksomheder kan levere år efter år vil behovet for arbejdskraft falde i takt med at effektiviteten øges på de mange virksomheder.

Et andet misforhold i vores økonomi er den kendsgerning at når produktionsstigninger i vore virksomheder fører til højere løn til de ansatte, bliver det kort efter mødt med krav fra de offentligt ansatte om at de også vil deltage i lønfesten selv om der ikke har fundet nogen produktionsstigning sted i den offentlige virksomhed.

Det offentlige kalkulerer normalt også med at indtægterne fra skatter og afgifter stiger år efter år.

Min pointe er at så længe vi er i vækst så holder systemet sig selv i gang med at der hele tiden skal produceres mere, der forbruges konstant mere år efter år, skatteindtægterne stiger, og på sin vis minder det lidt om et pyramidespil.

Når efterspørgslen så pludselig stagnerer som vi nu har oplevet i de senere år bryder hele systemet sammen og alle prognoser og budgetter er lige til skrotbunken.

Vi har nu fået en situation i vores historie som ikke er set tidligere, Nemlig den kendsgerning at der faktisk er rigelighed med penge i befolkningen, men en meget stor ulyst til at forbruge på grund af de skræmmende krisetegn. Endvidere findes der jo ikke mere så soleklare behov at opfylde for befolkningen som i tidligere tider hvor ønsket om forbedringer i boligsituationen og nyanskaffelser var en meget stor drivkraft for rigtigt mange til at påtage sig ekstra byrder for at opfylde disse behov.