Det har ladet vente på sig længe. Men nu er der for alvor forårstegn i luften i den globale og den danske økonomi, vurderer cheføkonom Helge J. Pedersen fra Nordea.
8. april 2010, 11:26 – opdateret 8. april 2010, 11:31
- På det seneste har vi fået en lind strøm af nøgletal fra såvel indland som udland, der tyder på, at det økonomiske opsving for alvor er ved at bide sig fast oven på den store recession.
Kina buldrer som bekendt derudad, og i USA er der nu tale om, at beskæftigelsen ikke længere falder, men stiger. I Tyskland vokser aktivitetsindikatorerne igen med stor styrke, og i Australien har man lige sat renten op igen. Og herhjemme er vi endnu engang blevet positivt overrasket med hensyn til udviklingen i arbejdsløsheden, som i februar faldt for tredje måned i træk, skriver cheføkonomen i en kommentar.
Han håber, at faldet i arbejdsløsheden inden længe vil give et nyt boost til forbrugertilliden, da dette har stigende betydning for, hvorvidt opsvinget fortsætter.
- Det er på lånt tid, at vi får tilskud til opsvinget fra den offentlige sektor, som nødvendigvis må stramme livremmen ind over de kommende år, ligesom renten ikke kan forblive på det nuværende lave niveau. Derfor er det bydende nødvendigt, at der kommer gang i den private efterspørgsel, fordi forbruget, herhjemme såvel som i udlandet, tegner sig for 50-70 pct. af den samlede økonomiske aktivitet. Så hvis opsvinget skal blive vedvarende, kræver det altså stor tillid til privatøkonomien, som i sidste instans i vid udstrækning afhænger af jobsikkerheden, skriver Helge J. Pedersen.
Krisetegn i udsigt
Økonomien sender signaler i den helt rigtige retning. Det udelukker dog ikke, at der fortsat vil være mange krisetegn i økonomien de kommende måneder, skriver Helge J. Pedersen.
- Antallet af konkurser sætter fortsat rekord, og tvangsauktionerne stiger måned for måned. Så alt er langt fra rosenrødt, og selvom vi er blevet glædeligt overrasket over udviklingen på arbejdsmarkedet, kan jeg ikke forestille mig andet, end at ledigheden vil fortsætte med at stige. Men at toppen for arbejdsløsheden kommer til at ligge et pænt stykke under det niveau, som vi forudså for kort tid siden, er det signal i den helt rigtige retning, skriver cheføkonomen.
I Danske Bank har de økonomiske forårsfornemmelserne også indfundet sig. Den danske storbank justerede torsdag sit ledighedsskøn og forventer nu, at ledigheden vil kunne holde sig under 145.000 personer. Banken ser nu en ledighed på 128.300 ved udgangen af 2010 mod tidligere ventet 148.200. For 2011 ventes en ledighed på 138.600 mod tidligere 159.200.
Cheføkonomen i Danske Bank, Steen Bocian, er enig med Nordeas cheføkonom i, at det er fremgang i privatforbruget, der skal drive væksten. Men det er også vigtigt, at den europæiske økonomi kommer i bedring, skriver cheføkonomen i bankens økonomiske prognose.
- Der er naturligvis mange usikkerhedsfaktorer i forhold til udviklingen i dansk økonomi - men den vigtigste kommer nok uden for landets grænser. Vi er meget afhængige af, at europæisk økonomi kommer op i fart - sker det ikke, så vil genopretningen af dansk økonomi ligeledes svigte. Man må derfor fortsat konkludere, at det danske opsving er på vippen, skriver han.
Boligmarkedet er vendt
På hjemmefronten er det trængte danske boligmarked også i fokus. Danske Bank vurderer i sin økonomiske prognose, at det danske boligmarked har ramt bunden, og at der kommer stigende priser i 2010 og 2011. Det skriver cheføkonom Steen Bocian.
- Boligmarkedet er vendt - og vi forventer stigende priser i prognoseperioden - men vendingen er drevet af uholdbart lave renter, hvorfor boligmarkedet kan komme under fornyet pres, når vi ser nogle år frem i tiden, skriver Danske Bank.
Banken venter, at huspriserne stiger med 3,0 pct. i 2010 og yderligere med 1,3 pct. i 2011. Herefter kan der dog være flere problemer for det trængte boligmarked, advarer banken.
- Prisvæksten forventes dog at aftage i slutningen af 2011 i takt med, at vi forventer at se en begyndende normalisering af renteniveauet herhjemme. På sigt ser vi en betydelig risiko for nye prisfald på boligmarkedet, i takt med at renteniveauet normaliseres, skriver Danske Bank.
RB-Børsen






























































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten