De førende amerikanske økonomer strides som aldrig før. De kalder hinanden for »tosser« og »uvidende« i førende amerikanske aviser. En af de mest stridbare er nobelprismodtageren og saltvandsøkonomen Paul Krugman.
11. oktober 2009, 06:15
En åben og voldsom krig er brudt ud i USA mellem noget så mystisk som saltvands- og ferskvandsøkonomer. De sjove navne henviser til to grupper af økonomer. Den ene gruppe, som holder til i ferskvand, hører hjemme på universiteter i Chicago, Carnegie Mellon, Rochester og Minneapolis, der alle ligger i nærheden af store søer.
Saltvandsøkonomerne har derimod base langs den amerikanske vest- og østkyst, og har hjemme på berømte universiteter som Berkeley, Harvard, Princeton, UCLA, Stanford og Yale.
Det er helt tilbage i 1976, at økonomen Robert E. Hall, for første gang begyndte at bruge betegnelsen »fersk- og saltvandsøkonomer«. Men den aktuelle penge- og finanskrise har vækket den gamle uenighed til live og fået debatten mellem de to skoler til at blusse voldsomt op.
Striden drejer sig ikke alene om, hvorfor den aktuelle krise brød ud, og hvorfor stort set ingen centralbanker eller topøkonomer i tide så, hvad der var på vej af ulykker. En mindst lige så stor strid er der også om, hvordan krisen bedst slås ned.
Økonomerne, der lever i nærheden af ferskvand, kaldes også for »nyklassikere« og tæller nobelprismodtagere som Robert Lucas og Edward Perscott. De har en liberal tilgang til de aktuelle problemer og peger eksempelvis på, at der næppe kommer ret meget godt ud af de store finans-politiske lempelser, som stribevis af lande for tiden gennemfører med stor styrke.
Det sker ved at sænke skatter og øge de offentlige udgifter. De store underskud på de offentlige budgetter, som disse stimulanser skaber, har det nemlig med at trække renten op, eftersom der skal sælges store mængder af statsobligationer. De stigende renter vil fortrænge private investeringer, sådan at den offentlige sektor blot vokser på den privates bekostning.
En anden grundregel for ferskvandsøkonomerne er »Say’s lov«. Den er udarbejdet af den franske økonom Jean-Baptiste Say og siger, at »ethvert udbud skaber sin egen efterspørgsel«.
Se på produktionen
Det er altså ikke muligt at have overproduktion på enkelte områder, fordi hver gang folk sælger en vare, får de penge, som skaber ny efterspørgsel. Ifølge den tankegang, gælder det om at stimulere produktion og udbud, ikke efterspørgsel og forbrug, som det sker mange steder nu. Ferskvandsøkonomerne peger også på det, som lidt kryptisk kaldes for »ricardiansk ækvivalens«.
Det hentyder til, at forbrugerne godt kan gennemskue, at store finanspolitiske lempelser i dag skal betales med højere skatter i fremtiden. Så private borgere vil spare lige så meget op, som den offentlige opsparing falder.
Der er også problemer med at time og dossere økonomisk politik på optimal vis, hvorfor den ofte ender med at gøre mere skade end gavn, fremhæver ferskvandsøkonomerne. De vil have markedet – ikke staten – til at klare de fleste problemer.
Mod strømmen
Over for dette står så saltvandsøkonomerne, som eksempelvis har Poul Krugman, Paul Samuelson, Joseph Stiglitz, N. Gergory Mankiw og flere andre som fortalere. De kritiserer deres modstandere for at have gjort økonomien alt for matematisk, og for at have en alt for stor tro på, at borgerne altid opfører sig rationelt og gør præcis, hvad de er optimalt. Men i virkeligheden er forbrugernes adfærd langt mere kompleks, end det ofte forudsættes i økonomisk teori.
De tager udgangspunkt i den økonomiske teori, som den engelske økonom, John M. Keynes, udviklede i slutningen af 1930erne, og som kom til at præge efterkrigstiden stærkt. Teorien gik ud på, at staten i dårlige tider som nu skal bygge nye broer og veje, uddanne befolkningen bedre eller gøre andre ting, som holder beskæftigelsen oppe.
Der skal så handles lige omvendt, når konjunkturerne kører i højeste gear. Så skal staten kræve flere penge op, end den giver ud, og på den måde hindre, at forbrug og dermed priser, lønninger og betalingsbalance løber løbsk. Der var formuleret en konjunktur-politik, som alle troede kunne holde økonomien på rette spor i al fremtid. Men oliekrisen i 1970erne afslørede alligevel nogle problemer, der ikke kunne løses, fordi væksten blev lav, mens inflationen blussede op. Det gav monetaristerne, altså ferskvandsøkonomerne, vind i sejlene.
Nu er en ny brydningstid begyndt, hvor økonomifaget meget vel kan ændre sig i en ny retning. Men om økonomerne nogensinde bliver i stand til at forstå, og især forhindre, nye finanskriser i at opstå, står hen i det visse. Det vil formentlig kræve, at centralbankerne i fremtiden retter fokus mere mod at undgå inflation i formuer og hindre unormale store prishop på især aktier og boliger, men også andre aktiver.
