Det vælter løbende ud med økonomiske prognoser, som forsøger at forudse fremtiden. Men den aktuelle krise har udstillet prognoserne som mindre pålidelige. Økonomerne er gået helt galt i byen de senere år med deres spådomme om, hvor vi var på vej hen.
12. april 2009, 05:00
Tiderne er hårde. Ikke kun for økonomien. Men i særlig grad også økonomerne. De er nemlig gået galt i byen de senere år, når de er kommet med friske bud på, hvad der ventede forude af op- og nedture.
»Prognoser« kaldes de økonomiske forudsigelser, som nærmest vælter ud fra banker, interesseorganisationer, vismænd, Finansministeriet, OECD og mange andre i en lind strøm.
Når økonomen vender, og dårlige tider afløser gode, eller det modsatte, er der særlig stor brug for prognoser. Så kan politikere, topchefer og andre få et tidligt varsel om, at der nu skal tages bestik af nye tider.
Problemet er bare, at disse vendinger stort set aldrig bliver forudset. Økonomerne har det med at forlænge fortiden – og så trække lidt fra eller lægge lidt til. De er ikke i stand til at forudse store ændringer.
Særlig galt er det gået under den aktuelle penge- og finanskrise. Ikke bare herhjemme, men også i udlandet.
Det er tilmed personer og institutioner, vi nærmest stoler blidt på, og har stor tillid til, der har ramt grueligt galt.
Nationalbankens fejlskud
Danmarks Nationalbank, med direktør Nils Bernstein i spidsen, forudså eksempelvis i starten af 2008, at dansk økonomi ville vokse med 1,9 procent sidste år og med 1,0 procent i år. Den vurderede samtidig, at både det private forbrug og eksporten stod foran en nogenlunde pæn fremgang, mens nedgangen på boligmarkedet ville blive yderst beskeden.
Nu viser det sig, at velstanden i år nok falder med over tre procent, efter den gik ned med andre 1,1 procent sidste år.
De sidste nye tal for boligmarkedet viser, at huspriserne ligger knap otte procent lavere end for et år siden, mens lejligheder er dykket med over 12 procent.
Det er med andre ord gået langt værre end ventet. Danmarks Nationalbank har ikke ramt »bulls eye«. Det er lige før, at den slet ikke har ramt skiven med sine økonomiske dartpile.
Værste recession
Men chefen for den Europæiske Centralbank (ECB), Jean-Claude Trichet, og eksempelvis den internationale valutafond, IMF, som verden statsledere håber kommer med tidlige advarsler om fremtidige problemer, har taget mindst lige så meget fejl.
Jean-Claude Trichet sagde eksempelvis for godt og vel ét år siden, at hans bedste skøn var, at den sidste del af 2008 ville blive slem. Men derefter ville det lysne for økonomien. Hvad skete? Europa er lige nu i sin værste recession og største økonomiske nedtur siden Anden Verdenskrig.
Der er groft sagt ikke én eneste af de mere seriøse prognosemagre, der har været i stand til at forudse, hvad der rent faktisk er sket, og hvad der var på vej.
Det er let, at være bagklog og pege på økonomer, der har lavet fejl. Mere frugtbart er det måske at fokusere på, hvad vi kan lære af dette, og hvorfor prognoserne har spillet fallit under krisen.
Bankernes kollaps
Den mest uforudsete, og samtidig langt fra mest indlysende årsag til den aktuelle krise, er kollapset i banksektoren. Alle økonomiske modeller, der bruges til økonomiske forudsigelser, tager som udgangspunkt for givet, at banksystemet virker og låner penge ud. Et andet forhold, som har lokket økonomerne på glatis, er det prisboom, som blev set på især olie og andre råvarer frem til sommeren 2008, hvor prisen på olie toppede tæt ved 150 dollar per tønde.
Det trak penge op af lommerne på mennesker over hele kloden i stort omfang og sendte forbruget på en nedtur, der aldrig før er set større på så kort tid. Økonomerne så heller ikke, hvordan de superlave renter, især i USA, fra sommeren 2003 til sommeren 2004 førte til et gigantisk udlån fra banker og realkredit, en efterfølgende priseksplosion på boligmarkedet, som var uholdbar, og tilmed også en intens jagt på alle mulige former for afkast, der førte til den uheldige subprimekrise. En del især bankøkonomer har også en fast tendens til at falde i den fælde, at de hele tiden forsøger at forklare, hvorfor noget sker, i stedet for at se kritisk på, om det er holdbart og rimeligt.
De nye trusler
Økonomiske forudsigelser har også før i tiden skuffet. I 1980erne blev danskerne proppet med beregninger og prognoser, der alle påstod, at vi var fanget i en gældsfælde, vi aldrig slap ud af. Vi var nærmest låst fast i et gældsfængsel af den store stats- og udlandsgæld. I 1990erne var ledighedens spøgelse den store bekymring, hvor mange anså en ledighed under både fem, seks og syv procent af arbejdsstyrken for en økonomisk umulighed. Begge problemer forsvandt som dug for solen – endda på få år.
Nu er det på globalt plan klimaændringer, terror, aldringen af befolkningen, finanskrisen og tilsvarende temaer, der ses som de store trusler. Før det var den kolde krig, mangel på råstoffer og Japans økonomiske dominans i 1980erne noget, som gav mange søvnløse nætter.
At alle økonomer stort set siger det samme og har en tendens til at løbe i flok, er et andet problem. Men det skyldes formentlig, at de inderst inde godt ved, at de umuligt kan forudse fremtiden. Derfor gælder det om at begå samme fejl, som alle andre, så de bagefter kan sige, at de ikke stod alene. Prognoser kan i visse tilfælde være bedre end slet ingenting. Men de skal tages med alle mulige forbehold – også selv om de kommer fra Danmarks Nationalbank, de økonomiske vismænd eller andre hæderkronede institutioner. Det har de senere års udvikling vist med tydelighed.
