Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Nyt år med smalhals for byggeriet

Byggeriet går helt i bund i 2010, selv om det offentlige øger investeringerne i renoveringer og nye sygehuse. Anlægsvirksomhederne har lidt større grund til optimisme

De, der bygger, skal især holde øje med det offentlige, for her der er penge til at investere i renovering af skoler, plejehjem og i nye sygehuse.

De virksomheder, der vil klare sig godt i 2010, er typisk dem, der arbejder for boligselskaber og offentlige kunder. Det gælder for eksempel PNP-Byg i Rødovre, der satser på renoveringsopgaver for boligforeninger, andelsboligselskaber og private ejerforeninger.

Den står igen på smalhals i byggeriet i det nye år. I 2010 bliver nybyggeriet det laveste i de sidste fem år. Også renoveringerne vil fortsat være præget af nedgang.

I alt bliver der kun bygget 5,9 millioner kvadratmeter nye bygninger i år. Især boligbyggeriet er ramt. Der bygges godt 1,5 millioner nye kvadratmeter, hvilket er under en fjerdedel af, hvad der blev bygget, da boligbyggeriet kulminerede i 2006.

Det faldende nybyggeri slår tydeligt igennem i byggesektorens beskæftigelse, der til næste år falder til omkring 148.000 ansatte mod 182.000, da byggeriet toppede for fire år siden.

Set over 20 år ligger gennemsnitsbeskæftigelsen i byggeriet på omkring 160.000 mand. Det hidtil laveste antal beskæftigede oplevede vi i 1993 - da var 139.000 ansat i byggeriet.

Når den faldende beskæftigelse ikke er slået mere igennem i ledigheden, skyldes det hovedsagelig, at godt 10.000 udenlandske arbejdere - heriblandt mange polakker - har forladt landet.

I månederne november 2008-oktober 2009 var bygge- og anlægsvirksomhedernes indenlandske salg 183 milliarder kroner mod 226 milliarder kroner i de forudgående måneder: November 2007-oktober 2008. Der er tale om et fald på 43,4 milliarder kroner eller 19,2 procent opgjort i løbende priser.

Tjek det offentlige

Kommuner og regioner har fået udvidet deres lånerammer kraftigt, men der er endnu usikkerhed om, hvor meget de bliver udnyttet. Faldende kommunale indtægter på grundsalg tapper i nogen grad kommunerne for likviditet til nye investeringer. Bedst ser det ud inden for anlæg, hvor Vejdirektoratet har fået udvidet sine bevillinger til vedligeholdelse ganske kraftigt.

- Selv om Danmark til næste år får positiv vækst generelt, vil det ikke slå igennem i byggeriet. Det bliver endnu et stille og stramt år, siger chefkonsulent i Dansk Byggeri, Finn Bo Frandsen.

Lavkonjunkturen koster dyrt i byggesektoren. Mange virksomheder er kommet ud af 2009 med røde tal, selv om de har reduceret omkostningerne kraftigt. Til gengæld har især de mellemstore virksomheder meget at stå imod med efter en række gode år under højkonjunkturen.

Renovering hjælper

Selskabet er ifølge adm. direktør Carsten Jensen kommet ud af 2009 med et pænt overskud og har en betydelig ordrebog for i år. Siden midten af 1970'erne har firmaet specialiseret sig i udskiftning og renovering af vinduer og tage.

Samtidig udfører entreprenørvirksomheden også facaderenoveringer og etablerer tagboliger.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.




Markedet lige nu