Nyrup i spidsen for havenergi

Den tidligere statsminister forventer, at det danske samarbejde vil skabe genklang i Danmark og Bruxelles.

Poul Nyrup Rasmussen blev som ventet mandag valgt til formand for Alliancen for Grøn Offshore Energi, som skal sikre Danmarks position som global leder indenfor teknologi til udvinding af vedvarende energi til havs, oplyses det i en pressemeddelelse.

- Med Alliancen for Grøn Offshore Energi har vi skabt den platform, som er nødvendig for at fastholde Danmarks førerposition indenfor grøn energiteknologi. Jeg er overbevist om, at det snart vil skabe genklang i både Danmark og Bruxelles, siger Poul Nyrup Rasmussen.

Han blev valgt til formand for Alliancen for Grøn Energi Offshore på den stiftende generalforsamling i Regionshuset i Vejle mandag 8. februar 2010. Der deltog cirka 40 repræsenter for forskellige institutter, universiteter, centre og de danske regioner.

Poul Nyrup Rasmussen, som også er formand for bestyrelsen for det nye center for forskning og udvikling af grøn offshore energiteknologi, danner formandskabet sammen med to næstformænd, regionsrådsformand Carl Holst og formand for Offshore Center Danmark, Niels Aage Giversen.

Udfordringen for det nye formandskab i Alliancen for Grøn Offshore Energi er klar:

- Et milliardmarked og i tusindvis af nye arbejdspladser kan blive danske, hvis vi udvikler næste generation af havvindmøller og bølgemaskiner. Danmark er i dag førende indenfor udvinding af grøn energi til havs, men det er en position, flere andre lande gerne vil overtage, lyder meldingen.

 



Markedet lige nu