Til marts bliver dørene igen smækket op til den meget populære videnkupon-ordning, der hjælper smv'erne til samarbejde med forskningsmiljøerne om innovation.
22. december 2009, 07:27
Allerede i marts næste år, inviterer Forsknings- og Innovationsstyrelsen de innovationslystne smv'ere til at få del i en ny pulje af de såkaldte videnkuponer, der er en tilskudsordning ned det formål at styrke motivationen og evnen til at samarbejde med forskningsmiljøer om udvikling af virksomhedens produkter, processer, markeder og/eller organisation.
Ordningen har været vældig populær, og i sensommeren blev videnkuponerne kritiseret for at være for få i antal, da mange virksomheder - langt over halvdelen af ansøgerne - fik afslag på støtte til innovationen efter en lodtrækningsrunde. Det er netop i dette lys, at fremtidens ordning bør fastholde fokus på det primære formål:
- Man skal fokusere på, at det er en igangsættende ordning - en appetitvækker, der får virksomhederne til at se, hvad vidensystemet kan bidrage med til virksomhedernes udvikling, og som inspirerer dem til at fortsætte på egen hånd, siger Ragnar Heldt Nielsen, direktør for GTS-institutterne (Godkendt Teknologisk Service), der netop har til formål at være bindeled mellem forsknings- og innovationsmiljøerne og virksomhederne.
Men selv om Forsknings- og Innovationsstyrelsen lægger op til, at ordningen fra marts skal komme i to udgaver: Én til virksomheders første skridt ind i den professionelle innovationsverden samt en udvidet videnkupon med flere støttekroner til de virksomheder, der iværksætter større forskningsprojekter, vil de ikke kompromittere bredden i ordningen.
- Vi har hidtil haft både en ordning for de udviklingslystne og en for de forskningslystne. I gennemsnit har de forskningslystne virksomheder fået en million kroner, mens de udviklingslystne har fået 100.000 kroner. Vi vil dele ansøgningerne op i to grupper og sikre, at maks 25 procent af midlerne går til de forskningslystne, mens 75 procent går de udviklingslystne, siger Thomas Alslev Christensen, kontorchef i Forsknings- og Innovationsstyrelsen, der administrerer ordningen for Videnskabsministeriet.
Videnkuponerne har været en positiv oplevelse for næsten alle de virksomheder, der har fået del i ordningen.
Således svarer 96 procent af de 57 virksomheder, der har afsluttet og evalueret værdien af videnkuponen, at projektet har været en succes.
- Videnkuponerne hjælper virksomheder hurtigt i gang med innovationsprojekter. Derfor er det også vigtigt, at man også fra næste runde fastholder den lave grad af bureaukrati og sørger for, at ansøgninger til ordningen behandles løbendes, siger Ragnar Heldt Nielsen.
En lang sagsbehandling bliver ikke et problem, mener Thomas Alslev Christensen:
- Da vi indførte ansøgningsfrist medførte det, at alle ansøgninger stor set kom den sidste uge. Derfor vil vi i praksis kunne overholde målsætning om kort sagsbehandlingstid, siger Thomas Alslev Christensen og peger på en række nye tiltag, der skal holde svartiden nede:
- Ansøgninger, der ikke opfylder kriterierne vil få svar med det samme. Samtidig arbejder vi på at lave et elektronisk ansøgningssystem, der vil betyde, at alle ansøgere får besked med det samme, om vi har modtaget ansøgningen, siger han
Indtil videre har 657 virksomheder søgt. Af dem er 104 projekter afsluttede, 344 er stadig aktive, 192 har fået afslag og 17 har mistet innovationslysten undervejs og annulleret projektet.





























































