I øjeblikket arbejder EU-Kommissionen på at indføre fælles standarder for revision. De ventes at medføre yderligere udgifter for virksomhederne. Samtidig har kommissionen og EU-Parlamentet netop vedtaget at ville fjerne kravet om årsregnskaber for mikrovirksomheder.
15. marts 2010, 09:12
Tal i de rigtige kolonner og besøg af revisoren, som lige skal dobbelttjekke papirerne.
Små virksomheders forpligtelse til at have en revisor til at gennemgå regnskabet ser nu atter ud til at blive blødt op. Nye tiltag fra EU øger presset på at hæve grænserne for revisionspligten herhjemme.
Torsdag offentliggjorde EU-Kommissionen et ønske om at indføre fælles standarder for revision i hele unionen. Den europæiske sammenslutning for industri- og arbejdsgiverorganisationer BusinessEurope forventer, at fælles standarder vil betyde en gennemsnitlig stigning i omkostningerne på mellem 23.000 og 36.000 kroner om året for små og mellemstore virksomheder, hvis alle omkostningerne væltes over på revisionskunderne. Det er den danske erhvervsorganisation DI, som har stået for at udarbejde svaret fra BusinessEurope.
Fritaget for regnskab
- Hvis ikke de stigende omkostninger i sig selv er argument nok for at hæve grænserne for revisionspligt i Danmark, så sættes de lave danske grænser for revisionspligt yderligere i relief, når de sammenholdes med, at EU-Parlamentet onsdag i sidste uge vedtog en ændring af EUs regnskabsregler, der fritager de såkaldte mikrovirksomheder fra at lave årsregnskaber, påpeger Kristian Koktvedgaard, chefkonsulent i DI.
Han hentyder dermed til, at såvel EU-Kommissionen og Europa-Parlamentet har godkendt et forslag om, at små virksomheder helt skal fritages fra kravet om at udfærdige årsregnskaber. Helt præcist skal virksomhederne leve op til mindst to af de tre følgende krav: Virksomheden må maksimalt have ti ansatte, den årlige omsætning må ikke overstige en million euro - altså cirka 7,5 millioner kroner, og balancesummen skal være mindre end 3,75 millioner kroner.
Både hvad angår omsætning og balancesum, er der altså tale om mere end en fordobling i forhold til de danske krav for at undgå revisionspligt. Den eneste brik, som nu mangler i puslespillet for de små virksomheder, er, at EUs regeringsledere også godkender forslaget i Det Europæiske Råd.
I et af de store revisionshuse, som er til stede i dansk erhvervsliv, er man foreløbig rolig ved forslaget om at fjerne kravet om årsregnskaber hos mikrovirksomheder. PricewaterhouseCoopers forventer, at hvad der er godt for virksomhederne og dansk erhvervsliv, også er godt for revisionskoncernen.
- Der er selvfølgelig andre bekymringer i en tid, hvor man også hører om besvigelser og folk, der snyder hinanden på den ene eller den anden måde. Er det så godt at slippe nogle af de rapporterings- og kontrolmekanismer, man har? Jeg ved godt, at nogle tænker, at vi kun er interesserede i at have så meget revision som muligt, men det er jo i bund og grund en politisk beslutning. Den vil vi altid respektere, siger Kim Füchsel, partner i PricewaterhouseCoopers, som samtidig advarer mod at drage forhastede konklusioner om hvor mange penge, virksomhederne kan spare:
- Man skal passe lidt på med de store taløvelser om, hvor store de reelle besparelser er. Det varierer meget fra virksomhed til virksomhed. Mange vil stadig have behov for hjælp til deres skatteregnskab og måske også deres driftsregnskab, forklarer Kim Füchsel.
Både Dansk Erhverv og Dansk Byggeri har tidligere udtrykt bekymring ved at hæve grænserne for revison herhjemme.









































