Del : SMS
Berlingske Business

Novos guldæg krakelerer

Novo Nordisk styrtdykker på børsen
Arkivfoto Foto:

Novo Nordisks historiske forspring er kraftigt reduceret, og tilliden til Danmarks mest værdifulde selskab er under pres blandt de ellers så tro danske analytikere. Det hele handler om amerikansk frygt for hjertekar-sygdomme.

Artiklen fortsætter under annoncen

Danmarkshistoriens måske dyreste børsbommert er ikke nogens skyld, ej heller kunne Danmarks ubestridt største erhvervssusces i nyere tid, Novo Nordisk, ikke have forudset og undgået den store nedtur. Miseren er blevet udløst af et signal om en mulig øget forekomst af ikke-dødelige hjertesygdomme og blodpropper i et studie af Novo Nordisks nye multimilliardhåb, den langtidsvirkende insulin Tresiba.

Det bremser også Novo Nordisks lancering af flere vigtige kombinationsprodukter, og situationen koster nu Novo Nordisk en afgørende del af det historiske konkurrence-forspring, som koncernen havde opbygget under topchef Lars Rebien Sørensen.

»Ud fra det materiale, som de amerikanske myndigheder har offentliggjort, ser jeg det ikke som en mulighed, at Novo Nordisk kunne have forudset, at FDA krævede en ny undersøgelse af materialet,« siger Elisabeth Erhardtsen, der er konsulent og specialist i godkendelser fra de amerikanske sundhedsmyndigheder (FDA).

Hun har for Berlingske Business gennemgået udmeldingerne fra FDA om Tresiba, som i går kostede Novo Nordisks aktionærer 79 mia. kr. Det store kursfald skyldes, at Tresiba, der var udset til at skulle tage kampen op med markedslederen i USA Sanofi-Aventis, nu må udskydes i måske mere end tre år.

Dermed dalede tilliden til dansk medicinalindustris ubetingede guldæg. Det skete også hos det analytikerkorps på 36 analytikere, som har været med til at sende Novo Nordisk aktien ud på den børs-himmelflugt, som over de sidste fem år har mere end tredoblet værdierne for medicinalkoncernens aktionærer.

Analytikere uenige

Analytikernes nationalitet er interessant i den forbindelse, fordi det især er de danske analytikere, som har sat Novo Nordisk-aktien på »køb«, mens der blandt de udenlandske analytikere har været en større skepsis over for aktien. En gennemgang af analytikernes vurderinger af Novo Nordisk-aktien fra i går formiddags viser, at der blandt de danske analytikere kun var en enkelt, som ikke anbefalede køb af Novo Nordisk, mens der dog var ca. 14 udenlandske, som enten anbefalede salg eller hold på aktien.

En af de danske analytikere, som pga. FDA-nederlaget til Novo Nordisk ændrer opfattelse af aktien, er Alm. Brand Markets senioranalytiker Michael Friis Jørgensen:

»Vi istemmer ikke koret, der siger, at kursfaldet er en oplagt købsmulighed. Det er et alvorligt tilbageslag, der gør, at Novo Nordisks kursudvikling kan ligge fladt i hele den ekstra tid, som godkendelsen tager. Vi er således nervøse for, hvor Novo Nordisk står på den længere bane.«

I Deutsche Bank er senioranalytiker Tim Race langt mere skeptisk over for Novo Nordisk. Han havde før udmeldingen en salgsanbefaling på aktien. Han mener, at aktiens himmelflugt var udtryk for en overophedning: »Det er stadig et godt selskab, men jeg har sat den på salg, fordi aktien er for dyr. Fremadrettet har de en solid base, for insulin kommer ikke til at forsvinde fra den ene dag til den anden. Heller ikke selv om de nye produkter først kommer på markedet i 2015. Det er bare værdifastsættelsen af selskabet, der var overophedet, og derfor skal den ned på et mere realistisk niveau.«

Tim Race fastholder sin salgsanbefaling trods det seneste kursfald på 13 pct. i går:

»Størrelsen af kursfaldet synes rigtigt, men problemet er, at kursen var for høj som udgangspunkt. Så den kan potentielt set falde endnu mere.«

Kostbar forsinkelse

Blandt de mere positive analytikere finder man Søren Løntoft Hansen fra Sydbank, der fastholder sin købsanbefaling på aktien. Alligevel er han noget bekymret for den seneste udvikling. Det skyldes, at Novo Nordisks chancer for at tage en bid af verdens største insulinmarked i USA fra konkurrenten Sanofi-Aventis bliver kraftigt forringet, fordi lanceringen af Novos insulinprodukt Tresiba bliver forsinket.

»Det her åbner også en dør for, at konkurrenten Eli Lilly potentielt kan overhale Novo Nordisks forspring på de nye og bedre insulinprodukter. Det er lidt af en bet for Novo Nordisk. For det nye produkt skulle overtage en større del af verdens største marked for insulin – det amerikanske på 65 mia. kr., hvor konkurrenten Sanofi-Aventis med Lantus sidder på 70 pct. af markedet.«

Søren Løntoft Hansen tvivler som flere andre analytikere nu på, at Lars Rebien Sørensen kan nå sin ambitiøse udmelding om en omsætning på 200 mia. kr. i 2020:

»Det mål kommer Novo Nordisk nok ikke til at nå nu, men det var også en meget ambitiøs udmelding.«

Lars Rebien Sørensen, adm. direktør i Novo Nordisk, er meget skuffet over udmeldingen, men han mener dog ikke, at Eli Lilly kommer til at løbe med sejren:

»Lantus, som er det største produkt i USA, går af patent i 2015, og de arbejder med en ny variant af produktet. Eli Lilly vil samtidig fremføre en kopi af Lantus på det amerikanske marked. Men vi vurderer stadig, at Tresiba er et bedre produkt. Jeg har ikke set kliniske data fra de andre produkter, der er så gode som Tresibas data.«

Men de sultne konkurrenter er bare en af usikkerhederne, for ifølge Novo-direktøren kan der sagtens opstå andre bump på vejen, før man er klar med sit nye produkt:

»Vi vil stadig have en udmærket konkurrencemæssig situation, når Tresiba kommer på det amerikanske marked. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvad prisbilledet er på det tidspunkt. Det er lidt mere usikkert. Der kan også komme andre faktorer ind i billedet. Der kan f.eks. komme amerikanske sundhedsreformer eller andet, der har betydning,« siger Lars Rebien Sørensen.

Business blogs Alle blogs

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

<p>Henrik Olejasz Larsen</p>

Hør investeringsdirektør Henrik Olejasz fortælle hvor galt det i virkeligheden står til med Italien, og om vi er på vej mod en ny EU-krise efter nej'et ved folkeafstemningen søndag:

Business Events Se alle

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere