Vores nordiske broderland Norge er godt på vej til at få en større økonomi end Sverige, også selv om der bor 4,4 millioner flere mennesker i Sverige end i Norge. Danmark er overhalet for længst.
14. januar 2010, 07:01 – opdateret 14. januar 2010, 07:07
Fjeld- og olielandet Norge er godt på vej til at blive Nordens største økonomi. Den økonomiske vækst i Norge er i hvert fald igen i pæn fremgang, og dermed står Norge nu til at overhale Sverige i rigdom enten i år eller til næste år, også selv om Sverige har tæt ved 4,4 millioner flere indbyggere end Norge.
Danmark har Norge passeret for længst – endda i fuld fart – eftersom det norske bruttonationalprodukt nu er oppe omkring 2.363 milliarder kroner, hvilket er tæt ved 30 procent over det danske niveau. Målt per indbygger er den norske velstand næsten 50 procent større end herhjemme, så der er virkelig tale om en forskel, der vil noget, og det gælder også i forhold til Finland, der er en endnu mindre økonomi, end den danske.

Men Sverige er nu også ved at blive indhentet, og det skyldes især, at Norge er kommet mildt og hurtigt gennem den aktuelle finans- og pengekrise. Det svenske BNP ventes således at være faldet med hele fire til fem procent sidste år, hvilket er lidt mere end herhjemme. Men nedturen i Norge har »kun« været omkring én procent, og de fleste venter tilmed, at den økonomiske vækst i år bliver positiv og kommer op på i hvert fald to procent.
Stigende renter
At Norge er kommet hurtigere og mildere gennem den aktuelle krise, ses også på, at den norske nationalbank, Norges Bank, allerede nu har sat renten op to gange fra 1,25 til 1,75 procent. Sammen med Australien og Israel er Norge dermed blandt de første lande i verden, der allerede nu har hævet deres renter.
Sverige holder derimod fortsat fast i en ultralav rente på bare 0,25 procent, mens Danmarks Nationalbank efter de seneste rentesænkninger har en rente på 1,15 procent.
»Det er især det private forbrug, som trækker væksten frem i Norge,« siger makroanalytiker i Jyske Bank, Tina Winther Frandsen.
Hun peger på, at lønnen for tiden stiger med tre til fire procent årligt i Norge, hvilket godt nok er lidt mindre end før, men fortsat pænt over inflationen, der er nede omkring to procent. Så reallønnen er inde i en yderst positiv udvikling.
»Sammen med den lave rente, har det da også sendt boligpriserne op med hele 12 procent i 2009. Det er ganske voldsomt for en økonomi, der lige har været ramt af recession,« siger Tina Winther Frandsen.
Olieland adjø
Det er først og fremmest olie og gas, som gør Norge markant rigere end især Danmark, for ses der alene på det, som kaldes »Fastlandsnorge,« så er norsk og dansk økonomi nogenlunde lige store nu. Tages olien med, er Norge dog flere længder foran Danmark på det økonomiske område.
Den norske produktion af olie er dog på retur. Lige siden det norske olieeventyr startede med fundet af det store Ekofisk-felt i 1969, har Norge været et af verdens største olielande. I 2001 toppede produktionen dog med 3,3 millioner tønder om dagen. Siden har der været nedgang i produktionen år efter år, så den nu er faldet til 2,2 millioner tønder dagligt.
Det betyder, at Norge ikke længere er verdens tredje største eksportør af olie lige efter Saudi-Arabien og Rusland, sådan som tilfældet var i mange år. Nu er Norge »kun« verdens 11. største sælger af olie, viser de sidste nye tal fra Det Internationale Energiargentur (IEA).
En trøst for Norge er dog, at produktionen af naturgas stadig vokser, hvilket kompenser for oliens nedtur og fastholder Norge på lister over verdens største producenter af både olie og gas.
Den norske produktion af olie fortsætter nedad fremover, så den kommer ned på 1,8 millioner tønder om dagen i år, og 1,64 millioner tønder i 2012. Så om få år vil norsk olieproduktion være mere end halveret siden toppen i 2001. Der er dog forhåbninger om, at Norge kan gøre nye store fund af olie og naturgas i den nordlige del af landet oppe ved Lofoten. Men det er i givet fald felter, som vil tage mange år at udvikle og få etableret en rentabel produktion fra.





























































