Nordens største bank Nordea har investeret langt flere penge i græske statsobligationer end Danske Bank, som omvendt har flest penge i klemme i de sydeuropæiske lande generelt.
10. maj 2010, 12:29
Nordeas øverste topchef, danske Christian Clausen er formentlig glad for den gigantiske hjælpepakke på 5.581 milliarder kroner, som de europæiske finansministre blev enige om natten til mandag.
Hans bank har nemlig kastet op mod 3,75 milliarder kroner efter de græske statsobligationer, som mange efterhånden slet ikke ville røre.
Omvendt har Danske Banks ordførende direktør, Peter Straarup, ikke ladet sig forstyrre af bankens eksponering mod græske statsobligationer – han har nemlig kun haft sølle 22 millioner kroner i de papirer.
Overordnet set har Straarup dog mere grund til uro i kroppen end Clausen. Samlet set er Danske Banks eksponering mod de sydeuropæiske lande Grækenland, Portugal, Spanien og Italien nemlig større end konkurrenten Nordea. 3,6 procent af Danske Banks investeringer i obligationer er i de fire sydeuropæiske lande. For Nordeas vedkommende er det 1,5 procent – og det tal inkluderer endda eksponeringen mod Irland, som også har været nævnt som et af de problematiske lande.
Hverken Danske Banks eller Nordeas eksponering har dog en størrelse, som vækker bekymring hos investorerne:
»Tallene bekræfter os sådan set bare i, at de danske og nordiske banker ikke er voldsomt direkte eksponeret mod statsobligationerne i de sydeuropæiske lande. Det ser væsentligt værre ud i nogle af de tyske og franske banker,« siger LD Invest Markets senioranalytiker, Torsten Bech.
Han mener ikke, det har den store betydning, at Danske Bank undlader at medregne den irske eksponering:
»Den information er kendt på forhånd, da banken er aktiv i Irland,« siger Torsten Bech.






























































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten