Nordea vil tilpasse sine udgifter til markedsforholdene og nedlægger derfor et antal stillinger. Udviklingen ændrer ikke på Nordeas forventninger til 2009-resultatet
29. april 2009, 08:10 – opdateret 18. maj 2012, 00:10
Den triste udvikling i samfundsøkonomien får Nordea til at reducere antallet af medarbejdere.
"Aktiviteterne tilpasses de gældende markedsforhold, herunder et reduceret antal medarbejdere," skriver Nordea i sit regnskab for 1. kvartal.
Allerede i årsregnskabet oplyste Nordea, at der skulle nedlægges stillinger, men ledelsen sagde den gang, at det kunne klares med naturlig afgang. Det fremgår ikke af kvartalsrapporten, om det stadig er tilfældet.
Fastholder forventningerne
Nordea har ikke fundet anledning til at ændre på sine forventninger til 2009-resultatet, der derfor stadig ventes at ligne 2008-resultatet, på de to måneder, der er gået, siden årsregnskabet blev offentliggjort.
Ledelsen anfører dog, at det er blevet mere usikkert, hvor meget værdien af koncernens udlån skal nedskrives. Det skyldes, at både ledigheden og antallet af konkurser er steget.





























































