Kun skattelettelser kan for alvor gøre noget godt for økonomien, mener den nordiske bank.
5. december 2011, 12:56 – opdateret 5. december 2011, 12:58
Rekordlave lønstigninger er fremragende for Danmarks konkurrenceevne, men samtidig hæmmer de privatforbruget, da de udhuler husholdningernes købekraft. Løsningen er lavere skat på arbejde, hvis man spørger Nordeas cheføkonomer.
Lønstigningstakten i Danmark faldt i tredje kvartal til 1,7 for de private og 0,7 og 0,2 pct. for stats- og kommunalt ansatte. Dermed er Danmark godt i gang med at udligne forskellen til de andre europæiske lande, når det kommer til lønniveau. Nordea venter samtidig ikke, at tendensen vil ændre sig.
- Med forventninger om en stigende arbejdsløshed i hvert fald frem til midten af næste år, er der således ikke noget, der tyder på, at den igangværende tendens vil blive bremset, skriver Nordea.
De faldende lønninger er guld værd for konkurrenceevnen, da det samtidig med en forbedring af produktiviteten kan hjælpe til at udligne effekten af de store lønstigninger i 2006 til 2008.
- Bagsiden af medaljen er dog, at de lave lønstigninger spiller en væsentlig rolle i forklaringen af dens vage udvikling i det indenlandske forbrug, skriver Nordea, der samtidig vurderer, at det lave forbrug kan udløse en teknisk recession i fjerde kvartal.
Svaret på gåden er ifølge Nordea lavere skat på arbejde. Gennem et sådant tiltag vil man kunne stimulere både forbruget samt holde lønvæksten lav.
- Man ville samtidig kunne åbne døren for lave nominelle lønstigninger ved forårets overenskomstforhandlinger, da lønmodtagersiden via den lavere skat på arbejde vil kunne opnå den ønskede reallønsfremgang. En sådan model vil dermed som et Columbusæg forbedre de danske virksomheders lønkonkurrenceevne samtidig med, at det trængte privatforbrug kunne få et løft, konkluderer Nordea.






























































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten