16. oktober 2009, 14:55 – opdateret 18. oktober 2009, 14:20

Den perlerække af økonomer, som siden 1969 har modtaget den fornemme Nobelpris i økonomi, har ændret vores liv. De har fået os til at tænke på nye måder og øget vores velstand. Endda langt mere, end de fleste lige tror.

Den fornemme Nobel-hæder til økonomer har ofte givet anledning til stor debat, og selv anså industrimanden Alfred Nobel slet ikke økonomi for at være en ægte videnskab, der var fin nok til at bære hans navn. Så det er først i 1969, og for at fejre 300 året for oprettelsen af den svenske Riksbank, at Nobelprisen i økonomi deles ud for første gang. Af samme grund bærer prisen på ti millioner svenske kroner også et andet navn, nemlig »The Bank of Sweden Prize in Economic Sciences in Memory of Alfred Nobel and winners.«

Men betydningen af det arbejde, som disse prisvindere har udført, er gigantisk. Person for person har lagt mursten, som har skabt et bedre fundament for at forstå, hvordan økonomien fungerer. Det betyder i sidste ende, at vores velfærd er blevet større. Samtidig er mange af teorierne blevet omsat til virkelighed.

Dette års vindere, de to amerikanere Elinor Ostrom og Oliver Williamson, har eksempelvis udviklet teorier, som har haft stor betydning for konkurrencelovene i mange lande. Oliver Williamson har således påvist, at specialisering er godt og skaber velstand. Men hvis man hindrer virksomheder i at blive for store, går det ud over specialiseringen. Elinor Ostrom har udfordret den traditionelle holdning om, at fælles ejerskab, eksempelvis via foreninger eller lokale sammenslutninger, fører til dårlig ledelse.

Fælles mønt

At teori kan bruges i praksis, er Robert A. Mundell, der modtog prisen i 1999, også et godt eksempel på. Han anses for at være åndelig fader til euroen, der blev indført i 11 europæiske lande 1. januar 1999. Det var som ung økonom, at han lancerede tanken om, at flere lande med fordel kunne indføre én fælles valuta. Men kun hvis de var nogenlunde ens og udgjorde »et optimalt valutaområde«, som det blev kaldt.

Han pegede også på, at faste valutakurser, frie kapitalbevægelser og en uafhængig centralbank, ikke kunne indføres på én gang. Det måtte ske lidt efter lidt, sådan som det også blev med de tre faser, der i perioden fra 1. juni 1990 og frem til 1. januar 1999 ledte frem til euroens fødsel.

Amerikaneren Milton Friedman, som fik Nobelprisen i 1976, er blevet kaldt for »monetarismens fader«. Denne monetarisme kom især i 1950’erne og flere årtier frem til at stå som den vigtigste modpol til den ellers så dominerede keynesianske tankegang.

Hovedtesen er, at op- og nedture i økonomien især skyldes bevægelser i pengemængden, og at inflation er et resultat af en for ekspansiv pengepolitik. Det har siden fået enorm indflydelse på den politik, som centralbanker over resten af verden i dag fører.

Milton Friedman påviste også, at forbrug og opsparing afhænger af vores livsforløb, og hvorfra indkomsterne kommer. Midlertidige pengegaver fra lavere skatter, vil forbrugerne spare op, mente han. Det gælder især, hvis de lavere skatter giver underskud på de offentlige budgetter. For så gennemskuer befolkningen, at regningen skal betales senere.

Det var et afgørende brud med tidligere tiders faste tro på, at det alene var befolkningens disponible indkomster, der styrer forbruget, og at man derfor med aktiv finanspolitik kan stimulere økonomien i nedgangstider og bremse den under en højkonjunktur.

Planøkonomi giver kaos

Den østrigske økonom Friedrich A. von Hayek blev i 1974 hædret for sine teorier om det frie marked. Han påviste – groft sagt – at planøkonomier slet ikke kan fungere. Teorierne var uhyre kontroversielle ved fremkosten i 1930’erne og 1940’erne, hvor krigen mellem kommunisme og kapitalisme rasede for fuld kraft. Hans tanker om at reducere den offentlige sektor og sænke skatterne fik stor betydning for den politik, som Ronald Reagan og Margaret Thatcher førte ud i livet.

Men ikke kun liberale økonomer er blevet hædret. I 2001 delte George A. Ankerlof Nobelprisen med Joseph E. Stiglitz for at kritisere det frie marked. De påviste, at købere ofte har mindre information end sælgere. Udgangspunktet var handel med brugte biler, hvor det er umuligt at afgøre, om man gør et kup eller snydes stort. Eftersom køberne ikke ved, om brugte biler er gode og dårlige, vil de kun betale en lav pris, også for de bedste biler. Dermed påviste de, at det frie marked slet ikke er så optimalt, som troet.

En vifte af andre økonomer har også påvist, hvordan man bedst griber ind i markedsmekanismen og regulerer økonomien. Den nok mest kendte økonom af alle er John Maynard Keynes. Men han fik dog aldrig Nobelprisen og døde uden den hæder. Også selv om hans teorier om især finanspolitik fortsat lever i dag og er mere aktuelle – og kontroversielle – end nærmest nogensinde før.