Danmarks Nationalbank sænkede torsdag eftermiddag sin udlånsrente med hele 0,40 procentpoint. Dermed blev det historiske rentespænd til euroland udvidet yderligere, og den danske rente er den laveste i historien.
8. december 2011, 15:01 – opdateret 8. december 2011, 16:02
Nationalbankens udlånsrente nedsættes med 0,40 procentpoint til 0,80 procent, mens renten på indskudsbeviser, foliorenten og diskontoen nedsættes med 0,25 procentpoint til henholdsvis 0,40 procent, 0,30 procent og 0,75 procent.
Rentenedsættelsen kommer efter, at Den Europæiske Centralbank, ECB, tidligere på dagen nedsatte sin rente med 0,25 procentpoint til 1,0 procent.
"Nationalbanken har samtidig benyttet lejligheden til at indsnævre spændet mellem udlånsrenten og renten på indskudsbeviser for at reducere mulighederne for udsving i de korte pengemarkedsrenter," skriver Nationalbanken i en pressemeddelelse.
Cheføkonom Jes Asmussen fra Handelsbanken mener, at Nationalbanken har taget fusen på de fleste med dagens rentenedsættelser.
"Selv om vi havde luftet tanken om, at Nationalbanken kunne finde på at sænke renten med mere end ECB gjorde tidligere på dagen, så blev vi alligevel taget med bukserne lidt nede om knæene. Den danske udlånsrente befinder sig nu hele 0,2 procentpoint under den europæiske ditto, hvilket for ganske kort tid siden ville have været vurderet som tæt ved utænkeligt," skriver han i en kommentar.
Han vurderer, at en grund til den forholdsvis store nedsættelse af udlånsrenten kan være udtryk for et forsøg på at reducere presset på de danske banker, samtidigt med at det skal ses som et forsøg på at dæmme op for det inflow af kapital og dermed styrkelse af kronen, som vi har set igennem den seneste tid.
Senioranalytiker Jan Størup Nielsen fra Nordea forudser, at Danmarks Nationalbank kan finde på at sænke en af sine rentesatser yderlige.
"Vi forventer, at ECB med dagens nedsættelse nu ikke har flere renteskud i bøssen. Derfor forventer vi heller ikke, at Nationalbanken vil sænke den danske udlånsrente yderligere fra det allerede historisk lave niveau. Dog er der fortsat en lille sandsynlighed for, at Nationalbanken vil gennemføre en eller flere selvstændige nedsættelser af renten på indskudsbeviser, såfremt presset mod kronen bliver så stærkt, at Nationalbanken har brug for yderligere ammunition," skriver han i en kommentar.






























































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten