I 2006 havde Nationalbankens chef 55 personer til middag på en af Københavns dyreste restauranter, Noma.
21. februar 2010, 12:25 – opdateret 21. februar 2010, 12:36
D'Angleterre, Noma, Frederiksberg Slot og Sølyst. Seddelpressen må på overarbejde, når cheferne i Nationalbanken har smæsket sig i deres årlige middag, skriver Ekstra Bladet søndag.
Nationalbankens direktør Nils Bernstein inviterer hvert år et helt følge af chefer og pensionerede chefer på nogle af Danmarks dyreste restauranter, hvor de spiser og drikker for astronomiske summer.
Det fremgår af bilag, som Ekstra Bladet har fået udleveret af Nationalbanken.
I 2006 havde Bernstein hele 55 personer til middag på Michelin-restauranten Noma, og her løb regningen op i 82.423 kr. Cheferne har hver især spist og drukket for 1499 kr. Det overstiger klart de 1000 kroner pr. person, som Landsretten fandt acceptabelt i dommen over Peter Brixtofte. Samtidig er det næsten tre gange så meget som for eksempel DR tillader sine chefer at spise og drikke for.
Middagen finder sted hvert år, og i 2005 spiste de mange chefer for 1672 kr. pr. person, i 2007 for 1109 pr. person, i 2008 for 1089 kr. pr. person og i 2009 for 1326 kr. pr. person.
"Chefmiddagen i Nationalbanken ligger i den meget høje ende af prisskalaen. Det er mere end det, man normalt vil se som personalepleje. Og det er mere, end man normalt vil bruge skatteydernes penge på af den slags. Det reducerer jo i sidste ende, hvad de kan overføre til statskassen," siger professor på RUC, Bent Greve til Ekstra Bladet søndag.
Samlet har de seneste fem års chefmiddage kostet 358.081 kroner. Regningen havner i sidste ende hos de danske skatteborgere, da Nationalbanken er en del af den offentlige sektor og en stor del af bankens overskud havner i statskassen til gavn for eksempelvis skoler, ældre og syge.






























































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten