Del : SMS
Berlingske Business

Mord i banken

Læs hele Berlingskes julekrimi "Mord i banken", skrevet af journalist og forfatter Birgitte Erhardtsen.

Kapitel 1: Døden under isen

En motionsløber klædt i sort krøb sammen bag hækken og betragtede skikkelsen gå ud på badebroen, lægge badekåben på en bænk, stille støvlerne og kravle nøgen ned ad stigen, ned på isen. Skikkelsen satte sig, stak fødderne i vågen og hoppede i. Løberen satte af sted.

Der var tyve meter hen over den øde strand og tyve ud på broen. Et fragtskib ude i sejlrenden havde sat fuld tryk på motoren, og larmen rullede ind over stranden og overdøvede føddernes gungren på brædderne.

Strækningen blev tilbagelagt på under ti sekunder, og i et spring var løberen nede på den knagende is. Skikkelsen i vandet havde ansigtet bortvendt mod solen i øst og så ingenting. Før det var for sent. Løberen hamrede sin behandskede hånd ned oveni hovedet og masede af al kraft. Den badendes hoved og skuldre forsvandt mellem de skvulpende isklumper i vågen.

Så fløj armene op af vandet. Fægtede vildt. Rev sig til blods på iskanten. Forsøgte at få fat. Men løberens armmuskler og kropsvægten bag var for stærk en modstander. Det iskolde vand trængte ind langs kanten af handsken og gennemvædede ærmet. Men den sortklædte holdt ud. Trykkede ned og ned og slog samtidig de kæmpende arme og hænder væk og forhindrede dem i at få fat i iskanten.

Fragtskibet larmede stadig, armene fægtede svagere og holdt til sidst op. Forsvandt ned i issuppen. Løberen blev ved med at trykke nedad og ind under isen. Skikkelsen lå stille i vandet. Som livløs. Drejede langsomt rundt under den halvt gennemsigtige isskorpe og drev lidt indad mod stranden. Så var den væk.

Den sortklædte flåede den gennemblødte handske af og åndede på sin kolde, våde hånd. Lynede jakken op og stak hånden ind under armhulen. Løftede det hætteklædte hoved og kiggede sig omkring. Mennesketomt. Skikkelsen i vandet var ingen steder at se. Så satte løberen af sted op mod huset.

Nede på stranden fortonede motorlarmen fra fragtskibet sig. Der var vindstille, og en dyb stilhed sænkede sig. Der var ingen tegn på menneskelig aktivitet bortset fra den lyseblå badekåbe på bænken på badebroen og støvlerne.

Det var en pragtfuld decembermorgen. Himlen var blå og skyfri, og solen skinnede som en kold kugle af ild og fik sne og rim på sand og tang til at gnistre. En måge landede elegant på badebroen og nærmede sig nysgerrigt badekåben, kiggede, hev lidt i den med næbet. Så mistede den interessen. Lettede og landede på isen ved vågen. Trippede lidt indad langs badebroen. Standsede og lagde hovedet på skrå, som fugle må gøre, når de skal se ordentligt med øjne placeret på hver side af hovedet.

Der var en klar plet i den snegrumsede, ujævne is. En mørk rund plet på en lille kvadratmeter, hvor isen var helt klar og glat og gennemsigtig. Nede i dybet kom hovedet af et menneske lidt efter lidt til syne. Nu var det helt tydeligt, og langsomt viste skuldrene sig også.

Mågen trippede lidt rundt og kiggede. Hakkede forsøgsvis i isen med det kraftige gule næb. Hovedet havde det hvide ansigt opad, og to vidtåbne øjne stirrede gennem den klare is. Op på mågen og op i den blå himmel og solen. Men øjnene så ingenting længere.

Mågen hakkede igen. Var tilsyneladende fascineret af de klare fristende øjne. Så opgav den og lettede.

Kapitel 2: Detektivens første kunde

Kvinden så dyr ud, eksklusivt klædt med Prada-taske og perler, ingen overflødige kilo. Hun var hans allerførste kunde, og Jannik Sommer vurderede hende diskret, mens han hængte hendes mink på bøjle.

»Sid ned … fru Hoffman,« sagde han og slog ud med armen mod sofahjørnet på sit kontor. Hun satte sig på kanten af den nyindkøbte Svane, placerede håndtasken på gulvet tæt ind til sig, glattede nederdelen og rettede blikket mod ham.

Selv satte han sig i den ligeledes splinternye Cicero-sofa. Han lagde vægt på stil og god smag, og greb den blankpolerede termokande. »Kaffe?«

»Nej tak … øh, jo tak, hvis De har lidt minimælk.«

Han skænkede for hende. Hendes hænder rystede en lille smule, da hun hældte mælk i koppen. Hun nippede til kaffen, mens hun stirrede på adventskransens lys. »Hvad kan jeg så hjælpe Dem med, Fru Hoffman?« Det var sådan, hun selv havde præsenteret sig i telefonen. Hun sank en mundfuld og stillede koppen fra sig. Det klirrede lidt i underkoppen.

»De lover fuld diskretion, ikke? Det kan jeg regne med?« Jannik nikkede opmuntrende. Hun pillede lidt ved kaffekoppen, førte den op til munden og satte den tilbage igen uden at drikke. »Det er en meget vanskelig situation for mig. Det er min mand … jeg tror, han har en anden,« sagde hun med dirrende stemme.

Den opstemthed, Jannik havde hygget sig med hele morgenen, forduftede. Han havde måske haft det lidt på fornemmelsen … at hun ikke var en professionel kunde.

»Fru Hoffman, Confidence Intelligence er et professionelt detektivbureau. Vi beskæftiger ikke med personsager som … utroskab. Vi tilbyder privat efterforskning til dansk og internationalt erhvervsliv, så …«

Hun betragtede ham med opspilede, blanke øjne. »Jamen, måske er der også noget med banken … og jeg er klar til at betale. Jeg har sat mig ind i jeres takster i …«

3.500 kr. i timen, 5.000 for natarbejde plus expenses, repeterede han i hovedet. Partnerne i firmaet havde været enige om at sætte barren højt fra start.

»Hvis De lige vil have mig undskyldt et øjeblik, fru Hoffman,« sagde han og rejste sig. Han lukkede døren bag sig og så sig om efter Helen. Hvor fa’en var hun nu blevet af?

»Vil du ikke lige række mig de to lilla glaskugler.« Han vendte sig om med et sæt. Helen balancerede på en trappestige, hvor hun baksede med noget julepynt.

»Helen! Kom ned derfra! Hvorfor har du sendt mig den kone? Jeg troede, du havde forstået, at vi går efter professionelle kunder! Jeg skal ikke ud og ligge i en busk og spejde efter utro mænd i fremmede damers soveværelser!«

»Jo, men Villads sagde ...«

»Hva’ fa’en sagde Villads,« råbte han og rev døren op ind til kompagnonens kontor.

»Men kuglerne, Jannik …,« lød Helens stemme bag ham.

Forhenværende chef for bagmandspolitiet Villads Antonsen sad med ryggen til ham og benene på skrivebordet. Han læste i Berlingske Business, som havde deres nye intelligence-bureau på forsiden. »Godt billede, ikke, hæhæ?« Fotoet viste en bistert udseende Villads stående med skrævende ben.

»Hvorfor har du sendt mig en jaloux kvinde på halsen. Vi var jo enige om businessplanen! Vi er et professionelt bureau!« Jannik gik op og ned foran skrivebordet i Villads’ kontor. Det største i firmaet. Eks-politimanden havde insisteret på, at der skulle være plads til alle hans diplomer, jagttrofæer og antikke skydevåben. Jannik hev irriteret sit tørklæde til sig, som hang fast i et gevir fra Tibet, hvor Villads og en Lublin et-eller-andet havde jaget snegemser.

»Er du klar over, hvem hun er gift med?« Villads havde sænket avisen og vendt sig mod Jannik med det der overbærende blik, som han ikke kunne fordrage.

»Fru Hoffmann, hedder hun? Næh, det aner jeg ikke, og jeg er også ligeglad. Hun er ikke …«

»Hector Hoffman!« sagde Villads triumferende.

»Hector?« Jannik var ved at miste tålmodigheden. »Jeg er ligeglad med, hvem hun er gift med. Det er her er et professionelt bureau, og …«

»Hector Hoffmann er direktør for en af landets store banker! Hovedstadsbanken! Den har du vel hørt om!« Villads kolde blik kunne på en god dag forveksles med foragt. Jannik pillede ved sit tørklæde.

»Jo, men vi er jo prof …«

»Det handler om netværk, det her. Hector Hoffmann er en af Danmarks magtfulde mænd. Han kender politikere og folk fra den øverste erhvervselite. Jeg betragter det som en investering for bureauet at komme tættere på hans personlige … love life. Den viden kan blive værdifuld. Smut du ind og tag dig af fru Hoffman, så jeg kan få min morgenavis i fred. Og bed lige Helen om at komme med en frisk kop kaffe. Sort! Og Jannik … hun hedder Agnete til fornavn!«

Villads vendte sig om og genoptog avislæsningen. Jannik var dismissed. Hvorfor endte han altid i den rolle?


Kapitel 3: Bankdirektør i enrum

Hovedstadsbankens direktør havde fået forventningen om storhed i dåbsgave. Det var en tradition i familien at give poderne navne fra klassikken. Hans far, kontreadmiralen, hed Hannibal, og Hector Hoffman havde fra barnsben anstrengt sig for at fylde sit fornavn ud.

Bankdirektøren så sig i spejlet over marmorkaminen i sit imposante hjørnekontor, mens han bøvlede med at binde slipset. Agnete plejede at gøre det for ham, men hun spillede sur for tiden.

Fandens med den uro på hjemmefronten. Den forstyrrede hans fokus. Og så lige nu, hvor han måske blev tvunget til at fusionere Hovedstadsbanken med ... en anden bank. Han kiggede på uret. Om præcis en time og tre kvarter skulle han drikke kaffe med landets nye kvindelige erhvervsminister.

Helga Steenbooken skræmte ham lidt. Dels på grund af hendes formelle magt over hans og bankens fremtid. Dels var hun en kvindetype, han havde svært ved at håndtere. Flot langbenet pige, smukt ansigt med høje kindben og lyst hår. Men det var som om, hun var ligeglad med, om hun gjorde indtryk på ham eller ej. Det var han ikke vant til.

”Marie Louise!” råbte han. ”Kig lige ind!” Sekretæren kom trippende på sine høje hæle. ”Kan du ikke hjælpe mig?” Mens hun klarede slipseknuden, tillod han sig et øjeblik at nyde synet af det øverste af hendes kavalergang og fornemme nærheden af hendes krop. ”Ny parfume?” spurgte han rutinemæssigt.

”Næh, det er nu den sædvanlige. Skal jeg ikke tænde dit kalenderlys. Det er jo allerede den anden december?”

”Jo, gør bare det,” brummede han.

Da hun havde lukket døren bag sig, var han igen alene med virkeligheden. Slipseknuder, julelys og sure koner - uvæsentlige ting, som distraherede ham fra de påtrængende problemer, som han skulle finde en løsning på. Snart!

Bankens aktiekurs veg og veg. Finanstilsynet havde for nylig tvungent Hovedstadsbanken til at nedskrive milliarder på dårlige lån, og det var kun et spørgsmål om tid, før flere dårligdomme kunne dukke op. Det vidste Hector Hoffman og bestyrelsesformand Jens Abildgaard, og det vidste Danmarks nye erhvervsminister. Det var også ved at gå op for ratingbureauerne, som var på vej med en alvorlig nedjustering af bankens kreditværdighed.

Hovedstadsbanken var så stor, at det risikerede at udløse en ny krise i Danmark. Ingen politikere, og slet ikke den nye erhvervsminister, som for nylig selv havde redet en pressestorm af, havde lyst til at præsentere vælgerne for ny bankpakke.

Han tjekkede sit spejlbillede. Grånende tindinger, men ikke mere end det var klædeligt. Sund teint takket være løbeturene i Dyrehaven … dem måtte han snarest genoptage. Hage med antydning af kløft og karakterfuld næse. Det var sådan, Stine så ham, sagde hun.

Han så sig selv dybt i øjnene. Hovedstadsbankens aktiekurs var afgørende for, hvor stærkt banken stod i en kommende fusion. Og kursen var også afgørende for, hvem der skulle stå i spidsen for den nye og større fusionerede bank.

”Der er ingen, der skal overtage min stol i min bank.”

Pludselig gik det op for ham, at han havde talt højt til sit eget spejlbillede, da Marie-Louise lindede på døren. ”Ville du noget?”

”Nej, jeg snakker bare lidt med mig selv,” sagde han og fortrød i samme øjeblik. Det er noget, gamle mennesker gør. Ikke bankdirektører i deres bedste alder. ”Joh, for resten, du må godt gi’ mig en kop kaffe.”

Da Marie-Louise havde stillet den dampende kaffe på det lave bord, følte han sig lidt bedre tilpas. Han nippede til en pebernød - åhr, for fanden, havde han ikke sagt til hende, at han ikke skulle have den slags! Han var nødt til at passe på vægten, hvis han skulle hamle op med de unge alfa-hanner. En enkelt gik vel, sagde han til sig selv og proppede en håndfuld i munden.

Hector Hoffmans tanker blev afbrudt, da Marie-Louise bankede på. ”Chaufføren holder dernede. Formanden sørger for sin egen transport. Hun så undersøgende på ham. ”Det er da spændende, at du skal møde den nye erhvervsminister,” sagde hun opmuntrende, mens hun holdt frakken for ham. Marie-Louise havde en evne til at detektere, når han var i dårligt humør.

”Ja da,” sagde han.

Kapitel 4: Ministerens ordre

Hovedstadsbankens administrerende direktør Hector Hoffman og bankens bestyrelsesformand Jens Abildgaard ventede i sofaen, hvor ministersekretæren havde placeret dem. De havde kun lige nået at veksle et par ord, da de hørte erhvervsministeren. Klak-klak-klak lød hendes hæle rapt på parketgulvet. Der var noget med kvinder, der kunne lide at lytte til deres egen effektive fremdrift, tænkte Hector. Bankfolkene skyndte sig at rejse sig.

»Goddag, Hector Hoffman.« Hun gav hans hånd et fast tryk. »Og Jens, tak for sidst.« Kindkys til ham. Nå, de to kendte allerede hinanden. Hector blev altid overrasket over omfang og maskestørrelse af formandens netværk.

Erhvervsminister Helga Steenbooken var af hollandsk afstamning og talte med en svag accent, der fik alle danske ord til at lyde hårde. »Hekktorr.«

»Jeg har nogle tanker, som jeg ønsker at dele med jer i fortrolighed,« sagde hun, da hun havde viftet embedsmændene ud og sat sig til rette overfor dem. »I dyb fortrolighed!«

»Ja, selvfølgelig,« nikkede mændene.

»Der er jo ingen tvivl om, at Hovedstadsbanken har alvorlige problemer. I har selvfølgelig opfanget signalerne fra ratingbureauerne …« Hun fastholdt deres blik og fortsatte uden at vente på svar. »Regeringen vil gerne handle, før oplysningerne når ud i offentligheden. Så jeg foreslår en fusion med NKI Bank.«

Hector Hoffmans hjerte hamrede, og et øjeblik var det, som om hans hjerne slog fra. Chokket over ministerens direkte og brutale facon satte ham på time-out. »Joh, men …«

Helga Steenbooken skar ham af: »Vi har kort tid til at handle, og der er ikke plads til følelser, forsinkelser eller overvejelser. Som I ved, har staten en stor aktiepost i NKI, som vi ikke har tænkt os at sidde på for evigt. Vi kan slå to fluer med ét smæk og redde Hovedstadsbanken fra at gå tiggergang til regeringen og skatteyderne om en ny bankpakke. Samtidig kan vi gøre erhvervsbanken NKI til en rigtig bank, om jeg så må sige … her hentyder jeg selvfølgelig til jeres mange privatkunder, som NKI mangler for at kunne afhændes med det provenu til staten, som finansministeren ønsker sig.«

Hector Hoffman skævede til Jens Abildgaard, men formandens ansigt var ikke til at læse, og han mødte ikke Hectors blik. En kold skid, det var, hvad han var. Men han var selvfølgelig også først kommet ind efter Hovedstadsbankens udlandseventyr, hvor han havde overtaget fallitboet, som Abildgaard yndede at kalde banken, når han var i det humør.

»Hvor kom vi fra …« Erhvervsministeren skiftede stilling i stolen. Hector Hoffman betragtede et øjeblik hendes slanke lægge … han havde aldrig truffet hendes mand. »Så derfor har jeg aftalt med Peter Hald og von Ramsow, at vi spiser en let arbejdsfrokost her …« Helga Steenbooken skævede til mobilen. »De venter derude.«

Døren gik op, og ind trådte NKI Banks direktør og bestyrelsesformand efterfulgt af en tjener med en rullevogn med smørrebrødsplatter og vand.

»I kender jo hinanden. Værsgo at tage plads.« Helga Steenbooken dirigerede dem hen til bordet, hvor tjeneren dækkede op og fjernede filmen fra platterne og tildelte dem hver en juleserviet, mens gæsterne satte sig ned. Hector Hoffman havde altid syntes, at der var noget engelsk kostskoleelev over von Ramsow med hans stive overlæbe. Men han vidste bedre end at undervurdere ham. Han var knivskarp. Peter Hald var han ikke så bange for. Han lignede den grønskolling, han var.

Ministeren spildte ikke tiden med small talk og vendte sig mod de to fra Hovedstadsbanken:

»NKI Banks ledelse er orienteret om hovedaktionærens ønske om en snarlig fusion med Hovedstadsbanken. Nu er det op til jer at få jeres teams sammensat, få lavet due diligence og blive enige om fusionsbetingelserne. I har indtil på mandag.«

Kapitel 5: En klam og kold nat

Da Jannik Sommer fik den lyse idé at bruge sine fratrædelsesmillioner fra jobbet i filmindustrien til at etablere et intelligence-bureau, drømte han ikke om, at han som en anden tegneseriedetektiv skulle ligge og fryse bag nogle stinkende skraldespande en kold decembernat. Hvor længe kunne en mand i Hector Hoffmans alder holde ud? Da Jannik brokkede sig til Villads over mobilen, havde partneren grinet af ham, og mindet ham om, hvor vigtigt det var at lære sit fag at kende fra bunden.

Det var kun et døgn siden, fru bankdirektør Agnete Hoffman grædende havde arbejdet sig gennem en stak papirlommetørklæder og fået præsenteret sin sag nogenlunde klart, mens hendes sitrende fingre pillede og pillede ved perlekæden. Hun mistænkte sin mand for at have et forhold til en Stine Lykkeby, en yngre chef for Hovedstadsbankens afdeling for virksomhedshandler.

Fru Hoffman havde stjålet sig til at læse forskellige mistænkelige SMSer på mandens mobil. SMSer, der gav hende det klare indtryk, at forholdet mellem Hector Hoffman og Stine Lykkeby var varmere, end forholdet mellem chef og underordnet burde være.

Jannik Sommer havde, som han havde set det på TV, bestukket P-vagten i kælderen under Hovedstadsbankens domicil til at udpege Hector Hoffmans direktionsvogn, og så havde han ventet ved udkørslen i sin egen mere beskedne Saab, indtil den store Audi A8 dukkede op ved titiden. Hoffman sad selv ved rattet med en kvindelig passager på forsædet.

Bilen kørte i retning af Frederiksstaden og ikke nordpå mod Hoffmans villa i Vedbæk. Og ganske rigtigt, så stoppede den på Stine Lykkebys adresse. Lykkeby boede nærmest i en glaslejlighed, et markant nyt byggeri, der var klemt inden mellem gadens gamle ejendomme som et arkitektegnet drivhus. Jannik havde god udsigt til køkkenet, hvor parret drak rødvin. Stine Lykkeby virkede ophidset og gestikulerede. Hector Hoffman prøvede tilsyneladende at dæmpe hende ned.

De kunne i realiteten arbejde sent, advarede Villads ham om, da han igen konsulterede ham.

»Du har brug for et fældende bevis,« sagde den tidligere politimand.

Så forsvandt parret fra det oplyste køkken, og først efter halvanden time dukkede de op igen. Det var på det tidspunkt, at Jannik smed det tomme latte-krus fra sig, trak elefanthuen over hovedet, skyndte sig ud af bilen og maste sig ind mellem cykler og skraldespande for at komme tæt på med sin telelinse uden at blive set.

Så! Nu blev der blev tændt lys i trappegangen, hoveddøren gik op, og parret skiltes. Men først efter en dyb omfavnelse og et kys af mindst et minuts varighed. Nok til at sikre sig det fældende bevis. Ha! Et foto af situationen. Nej, to, tre, fire, fem. De sidste blev gode, fordi de begge vendte ansigterne mod blitzen

»Hov, hvad laver du? Stop!« råbte bankdirektøren. Han slap Lykkeby og satte efter Jannik. Men detektiven var allerede henne ved sin bil, som han snarrådigt havde parkeret i modsat retning på den ensrettede gade og sikret sig, at nummerpladen var grundigt snavset til i vintersøle. Jannik trådte på speederen og kiggede i bakspejlet. Bankdirektøren skulle først have kareten vendt og baksede frem og tilbage med den store bil. Han var håbløst bagud.

»Ikke så dårligt, knægt,« sagde Villads, da de mødtes på bureauet samme nat og kiggede på billederne. »Ingen tvivl om, at det er Hector Hoffman i en for hans ægteskab belastende romantisk situation med en yngre kvinde!«

»Gad vide, hvad han kone vil gøre,« sagde Jannik eftertænksomt og snoede frynserne på tørklædet om pegefingeren. »For resten så fik jeg en henvendelse fra en, der hedder Ejvind et eller andet i formiddag. Ejvind Kors …, Åhr, jeg er sgu så dårlig til navne, jeg henter lige telefonbeskeden.”

»Her er sedlen, han hedder Eivind Kolding.«

»Eivind Kolding? Siger du Eivind Kolding? Ved du ikke, hvem det er? Han var øverste direktør for Danske Bank indtil for nylig. Nu må du altså til at sætte dig ind i, hvem der er hvem i dansk erhvervsliv i stedet for at interessere dig for spinatfugle og kulturpersonligheder.«

Villads rystede på hovedet. »Hvad ville han?«

»Øh, han tilbød sig som partner i bureauet … var klar til at skyde en del penge ind …«

Kapitel 6: En lys ide

Hector Hoffman havde sat Hovedstadsbankens skarpeste hjerner til at analysere kapitalværdien af banken sammenholdt med NKI Bank. Der var næppe tvivl. Målt på kurs/indre værdi var Hovedstadsbanken den lille, lige meget hvordan de stillede tallene op.

Hector tænkte på NKI Banks topchef, Peter Hald. Manden var 15 år yngre end han selv. Skulle den drengerøv virkelig overtage hans bank? Og hvad skulle han selv stille op, hvis han mistede jobbet? Hustruen Agnete ville han bare gerne være fri for – men ville hans nye kærlighed, Stine, vide af ham, hvis han pludselig ikke længere havde sin position?

Hector Hoffman var i olmt humør, da han efter en opslidende arbejdsdag kørte nordpå mod Vedbæk. Stine efterlod han med finansgenierne i banken.

For Gud ved hvilken gang vendte og drejede han optrinnet med fotografen dagen før. Hvem fa’en kunne interessere sig for at tage billeder af ham og Stine klokken halv to om natten? Han bed sig i tommelfingerneglen ... En dårlig vane, han havde tillagt sig.

Kun Stine kunne få ham til at glemme alle problemerne. Hun var så smuk og skarp i pæren. Det var en fornøjelse at se hende herse med sine folk i M&A og siden opleve hende som kvinde ... Men hun var ved at være utålmodig. I aftes var alt for meget af deres kostbare tid sammen gået med at diskutere deres forhold.

Hector blinkede af fra Gittervej og vendte i tankerne tilbage til banken. Bestyrelsesformanden skulle han ikke vente nogen hjælp fra. Jens Abildgaard var kyniker. Han havde ingen følelser for banken – eller for ham, Hector. Abildgaard havde jo også sit på det tørre, styrtende rig som konen var.Julekrimi -

Abildgaard kunne godt finde på at forhøre Hector om Irland, når han var i sit ondskabsfulde hjørne og kom i tanker om de mange milliarder, banken havde nedskrevet på dårlige irske lån. Hvad skulle Hovedstadsbanken overhovedet i Irland? Jeg forstår ikke Finanstilsynets kritik? Ringe kreditstyring? Hvad lavede bankens kreditchef egentlig? Rejste han aldrig til Dublin?

Den slags spørgsmål kunne bestyrelsesformanden finde på at stille. Og Abildgaard tog ham ikke alvorligt, når han forklarede, at alle troede på Irland dengang før finanskrisen. Danske Bank var jo gået forrest! Og hvis Peter Straarup og Danske Bank kunne, så kunne han – Hector Hoffman og Hovedstadsbanken – vel også, omend i mindre skala.

Hector Hoffman løsnede slipset. For at trække tiden ud valgte han ruten op ad Strandvejen, mens han skottede ind i de smukt julepyntede hjem fyldt med glade familier uden tunge bekymringer.

For satan da! Irland! Han bremsede uvilkårligt op, og bilen bagved tudede i hornet. Ja, undskyld, men ... Hvorfor havde han ikke tænkt på det noget før! Paddy! Padraigh McFadden var manden, der kunne hjælpe ham. Oplivet nåede han frem til Vedbæk og drejede ind i indkørslen. Paddy, altid kreativ og skarp som en barberkniv! Hvorfor var han ikke kommet i tanker om ham før? Det var lige før, han fløjtede med på julesangen, som kværnede fra bilradioen. »... and Man will live forever more, because of Christmas Day ...«

Åh nej, der var lys i huset. Det betød, at Agnete sad oppe og ventede. Allerede da han steg ud af bilen, rev hun døren op.

»Jeg ved godt, hvor du har været, din buk!« jamrende hun.

Han kunne se, at hustruen havde drukket. Nu måtte han få gjort en ende på det menageri. Han prøvede at samle sig, mens garageporten langsomt gled i. Stine pressede ham snart hver gang, de sås. »Tag dog det brud, hvad er det, du venter på,« spurgte hun igen og igen. Han havde ikke noget rigtigt godt svar. »Ellers ender det jo med, at jeg selv må tage affære,« havde hun advaret.

Hector steg ud af bilen. »Agnete, du er fuld. Du skal gå i seng,« sagde han kort, skubbede hende til side og marcherede over i gæstefløjen, hvor han havde overnattet de sidste par måneder.

Han låste døren, fandt en kold øl i køleskabet og smed sig på sengen. Han havde mødt Paddy i Dublin kort efter, at Hovedstadsbanken havde opkøbt den irske filial. Paddy var selve personificeringen af det irske klansamfund, hvor vennetjenester til alles bedste var krumtappen, der drev erhvervslivet. Og så var han fræk som en slagterhund og styrede en stor investeringsfond. Hector Hoffman åbnede sin private mail.

Kapitel 7: Den irske forbindelse

Hector Hoffman stod på fortovet over for den nyklassisistiske bygning, som engang rummede hovedkontoret for Hovedstadsbankens irske filial. Nu residerede Baresso og tøjkæden Zara. Tjah, hvor der handles, der spildes!

I 2013 var Dublin International Financial Services Centre en forpjusket udgave af tidligere storhed, men det kunne stadig lade sig gøre at få en bid brød og en dram på The Stag’s Head, hvor han tilbage i 2005 spiste frokost med fyren, Hovedstadsbanken dengang satte i spidsen for den irske forretning. Nå, han var fortid. Nu gjaldt det Paddy!

»Good to see you, Hec.« Paddy McFadden rystede hans hånd og lignede i øvrigt sig selv og halvdelen af alle irlændere. Kulsort hår, kridhvid fregnet hud. Den anden halvdel af befolkningen havde rødt hår og kridhvid fregnet hud, var Hector Hoffmans observation.

»Jeg har sørget for et private room, og jeg er ved at dø af spænding. Sid ned.« Paddy havde bestilt en pint til dem hver.

»Catherine og børnene har det fint og alt det der, jo tak. Agnete trives også?«, sludrede irlænderen uden at vente på svar. Hector løftede sin øl, og de smagte på bryggen. Han satte glasset ned og lænede sig ind over bordet. Paddy gjorde det samme. Lokalet var dunkelt, de var alene under den gyldne lyskegle, som indrammede deres bord. Hector trak vejret dybt:

»Jeg har et tip til dig.« Han holdt en kunstpause og sikrede sig, at han havde Paddys opmærksomhed to hundrede procent. »Hovedstadsbanken er på vej til at fusionere med en bundsolid, statskontrolleret bank. Når det bliver kendt, ryger aktiekursen til himmels.«

Nu var det sket. Han havde gjort det utænkelige. Han havde givet et ulovligt insider tip til en værdi af flere hundrede millioner kroner til en person uden for banken. Hænderne var fugtige, og skjorten begyndte at klistre til ryggen. Paddy stirrede på ham. »For fa’en, Hector, du …« »Ja,« sagde Hector. Han lænede sig endnu mere ind over bordet, indtil han følte den andens varme åndedræt mod ansigtet. »Paddy, du skylder mig … og du kan selv tjene kassen på det.« Irlænderen nikkede langsomt.

De to mænd så hinanden dybt i øjnene. Begge tænkte på panikdagene i 2008. Paddys investeringsfond, Trust Partner, havde lånt 250 millioner kroner i Hovedstadsbankens irske filial. Da krisen ramte, lød ordren fra topledelsen i København på at forfølge en benhård kurs over for Hovedstadsbankens irske kunder. Tag pant i alt, gå rettens vej, om nødvendigt. Red, hvad reddes kan. Men Hector havde holdt hånden over Paddy og sørget for, at han fik saneret sit engagement på lempelige vilkår. Det havde reddet ham ud af krisen. Nu var det pay back time.

»Hvad kan jeg gøre for dig,« sagde ireren, selv om han udmærket godt vidste det. Han tørrede lidt ølskum, eller var det sved … af overlæben med bagsiden af hånden.

»Du kan begynde at opkøbe bankens aktier i markedet. Spred oplysningen til dine kunder i England og få dem til at købe med arme og ben. Sørg for at opkøbene sker spredt, så er der ingen, der fatter mistanke.« Hector rømmede sig.

»Paddy, vi er ingen funklende forretning, men aktien er klart undervurderet på grund af vores dårlige ry, og fusionen vil bringe værdier frem i lyset og føje merværdi til,« sagde Hector indtrængende. »Jeg forventer en betragtelig kursstigning, når nyheden rammer markedet.« Han smilede listigt til sin irske ven.

»En bølge af internationale opkøb i bankens aktier vil presse kursen i vejret, og jeg vil stå langt stærkere over for NKI Bank. Bytteforholdet vil blive forbedret set fra min stol.« Hector var tør i munden og drak dybt af ølkruset. Tjeneren kiggede ind, men Paddy viftede ham af, og han forsvandt diskret.

»Og du beholder dit job!« sagde Paddy.

»Ligesom du beholdt dit,« svarede Hector. »Og tjener gode penge oveni.« Paddy løftede sit ølglas op, men opdagede, at det var tomt og satte det ned igen. »Ligesom dig. Dine aktieoptioner har vel også godt af en tur i gyngen!«

»Du har ret, Paddy … som altid. De har jo før kysset de 15 millioner.«

»Hvor sikker er fusionen?« Hector hev mappen op på bordet. »Her!« Han rakte ireren et dokument. »Her har du referatet af mødet med ministeren og modparten. Fusionen er en realitet om kort tid!«

Paddy var allerede i gang med at regne på ipaden. »You’ve got a deal!«

Kapitel 8: På sporet af en insider

Detektiv Jannik Sommer var knap kommet sig over natteroderiet forleden, og nu havde fru bankdirektør Agnete Hoffman meldt sin ankomst igen. Pyh ha, det havde været slemt nok at vise hende billederne af manden og frillen i går.

»Så er fru Hoffman her,« sagde Helen og viste hende ind.

Fru Hoffman så herrens ud. Ingen make-up, nederdelen og perlerne var væk og erstattet af jeans og sweater. Hjemmevant slog hun sig ned i Janniks Svane-stol og skænkede kaffe til sig selv. Ingen gråd og ingen dirrende hænder. Hun så op på ham. Det var slut med selvmedlidenheden. Kvinden var optændt af raseri!

»Jeg tror, jeg har noget, der i højere grad vil appellere til detektiv Sommers professionelle instinkter end min mands pigebarn.« Hun flåede et chartek og en iPad op af tasken. »Jeg har optaget et par af min mands telefonsamtaler,« sagde hun, og tændte for iPad’en.

En mandestemme lød ud i rummet. »Hi Paddy, great you have already alerted your customers about the merger with NKI.«

»Det er min mand, bankdirektør Hector Hoffman,« sagde Agnete Hoffman. Så kom der en engelsk stemme, som var svær at dechifrere. Så var det bankdirektøren igen: »The share price is already moving in the right direction.« Engelsk stemme. »Thanks, mate.«

Agnete Hoffmans fingre fløj hen over iPad’en. »Her er en til … det er også min mand.« »The value of my stock options are already up five percent.« Hun så forventningsfuldt på Jannik, som stirrede perpleks på hende, mens han nulrede frynserne på tørklædet. Her havde han brug for hjælp.

»Det lyder interessant, fru Hoffman. Jeg tror lige, vores specialister skal høre med.« Han skyndte sig ind til Villads: »Du skal komme right away, og tag lige ham finansnørden med.« For en gangs skyld kunne han nyde at se Villads parere ordre som en anden politielev.

»Vi to får os lige en frisk kop kaffe,« sagde Jannik og lagde hånden på Agnete Hoffmans skulder. To minutter efter var hans partner og finansnørden der. Fru Hoffman spillede sine optagelser igen, og Villads underkastede hende et sandt krydsforhør.

Jo, Hector var kommet hjem fra Irland i forgårs, hvor hun havde konfronteret ham med Janniks billeder. Han havde været iskold og sagt, at hun bare kunne flytte. Det meste af, hvad de ejede, var hans på grund af et gammelt særeje, fra han som ung mand fik sin mødrene arv. Hun havde været desperat og optændt af jalousi og havde aktiveret det aflytningssystem på hans kontor og i gæstefløjen, som hun havde fået installeret for nylig. Han havde ringet flere gange i går og til morgen. Jo, hun havde set sit snit til at tjekke nummeret. Det var irsk. Hendes mand havde før i tiden haft mange forretninger derovre …

»Tak, det er fint, fru Hoffmann,« afbrød Villads. »Vi har behov for at kigge nærmere på materialet, hvis vi må beholde Deres iPad. Nu råder jeg Dem til at tage hjem og slappe lidt af …«

»Jeg skal aldeles ikke slappe af. Jeg fortsætter aflytningen og gennemlæser alle hans papirer, nu er han jo i banken,« sagde Agnete Hoffman.

Hun havde knyttet hænderne, så knoerne var helt hvide. »Hector skal ned med nakken,« sagde hun og rejste sig. På vej ud vendte hun sig om: »Jeg forventer at blive orienteret om al ny udvikling i sagen!«

Jannik røg op og holdt døren for hende. »Selvfølgelig … Helen, vil du hjælpe fru Hoffman med minken.

Kapitel 9: Detektivens etik

De var samlet inde på Villads Antonsens kontor på detektivbureauet. Finansnørden havde hængt sine hørebøffer på Villads’ tibetanske gemsegevir, men i dag var eks-politimanden ligeglad.

»Det drejer sig om insiderhandel. Hovedstadsbanken og NKI Bank er åbenbart ved at fusionere. Det har Hector Hoffman fortalt en Paddy McFadden, der er direktør for Trust Partner i Dublin. Det var nemt nok at slå ham op, fordi fru Hoffman havde nummeret på ham fra bankdirektørens mobil. Og jeg kan se på Bloomberg, at der allerede er usædvanlig mange handler med Hovedstadsbanken, som ingen ellers har interesseret sig for længe.«

Det var finansnørden, en juniorpartner i firmaet ved navn Nikki, som Villads havde taget med sig fra Bagmandspolitiet, der orienterede.»Insider-handel er dybt ulovligt. Vores ven Hector Hoffman har mange jern i ilden, ser det ud til,« sagde Villads og så fornøjet ud.

»OK, jeg ved godt, jeg ikke har så meget forstand på teknikken i finansverdenen. Men hvorfor er det nu, at insiderhandel er ulovlig?« Jannik Sommer besluttede sig til at melde blank med det samme for ikke at komme til at se dum ud senere.

»Insider-handel og kursmanipulation følges ad som pest og kolera. Begge dele er hamrende ulovligt og kan give lange fængselsstraffe. Du har vel fulgt med i sagerne om EBH Bank og Don Ø?« Jannik kunne godt se på Villads, at han tvivlede og lovede sig selv at læse op snarest muligt.

»Insider-handel handler om, at du har en fortrolig information om en aktie. Det kan f.eks. være oplysninger om en kommende bankfusion, der kan betyde rigtig meget for aktiekursen og markedsværdien af fusionspartnerne. Det er forbudt at give sådan en information til nogen som helst, inden hele aktiemarkedet er blevet orienteret.« Villads elskede den belærende rolle. »Dem, der har informationen, må ikke agere på den, før alle aktionærer er stillet lige, er du med?«

»Ja, ja,« nikkede Jannik. Han så, at Villads og Nikki udvekslede blikke. Øv, han skulle kraftedeme vise dem…

»Hvad gør vi med vores informationer? Går vi til politiet?« spurgte han.

Villads rejste sig og gik en runde i kontoret. Fjernede et støvfnug fra en guldramme, tog en antik pistol ned fra væggen og vejede den i hånden.

»Jeg tror, vi holder hesten et øjeblik. De to banker er så store, at de er det, man kalder systemisk vigtige,« sagde han henvendt til Jannik, hvis ansigtsudtryk ikke formåede at skjule, at han igen var fortabt.

»Hvis de bryder sammen, kan det skade hele Danmarks økonomi.« Villads hængte pistolen på plads på væggen.

»Jeg tror, vi skal håndtere sagen med største forsigtighed. Måske er politiet ikke de rette ...« Han kom i tanker om juniorpartneren.

»Tak Nikki, du må godt gå.« Villads rakte ham hørebøfferne og vendte sig mod Jannik.

»Jeg synes nu, vi skal gå til politiet,« sagde Jannik. Villads kløede sig på issen. »Der er noget, du skal forstå. I den her branche er det altid klienten først. Sådan er vores etik. Vi render ikke til politiet med hvad som helst. Kommer det frem, at vi gør det, tørrer strømmen af kunder hurtigt ind.«

»Jo, men ligefrem kriminalitet!« Jannik var ikke overbevist.

»Vi klapper lige hesten,« besluttede Villads og satte sig i kontorstolen.

»Jeg drak for øvrigt kaffe med Eivind Kolding i går … jeg ved ikke rigtig, om han har det i sig … det, der skal til … han er jo vant til en meget stor organisation ...«

»Det må vi tage senere,« sagde Jannik fraværende.

Kapitel 10: Direktørfrue til angreb

Bankdirektør Hector Hoffman registrerede med det samme, at hans hustru Agnete opførte sig anderledes, da han kom hjem den aften. Mindre klynkende, mere selvsikker. »Vi går ind på dit arbejdsværelse,« beordrede hun og marcherede foran.

»Jeg kontakter en advokat i morgen for at få sat skilsmissen i gang. Mit oplæg er, at vi deler det hele lige over, huset og sommerhuset, din pension og dine aktieoptioner,« begyndte hun aggressivt.

»Jamen Agnete, jeg har forklaret dig, at du ingen vegne når med det. Vi har jo haft særeje siden ...«

»Hvis du ikke makker ret, så går jeg til politiet. Jeg ved, at du laver ulovligheder med ham Paddy ovre i Irland!« sagde hun triumferende.

Chokket ramte Hector midt i maven, og det tog ham lidt at samle sig.

»Hvor har du det sludder fra. Det har du jo slet ikke forstand på!«

»Jeg har det på bånd!«

»Hvad har du! Udspionerer du mig!«

»Kald det, hvad du vil. Du får optagelsen, når du skriver under på skilsmissepapirerne! I øvrigt er det hele din skyld. Du kunne jo bare have holdt dig fra hende mæfikken inde i banken. Du har ydmyget mig på en måde, du slet ikke kan forestille dig. Alle har garanteret vidst, at du ikke kunne holde kalorius indenbords, bortset fra mig! Nu rykker du bare ud med pengene! Nu er det mig, der har overtaget!« råbte Agnete.

»Din møgkælling!« Hector røg op af stolen, greb fat i hende og gav hende en syngende lussing. »Slip mig,« skreg hun og vristede sig løs og løb op i soveværelset, mens hun holdt sig om kinden. Han hørte speciallåsen klikke i den sikrede dør, de havde fået installeret efter nine-eleven. »Hvor er den optagelse?« brølede han efter hende.

»For satan! For satan!« Hector hældte et glas whiskey op fra barskabet, så det skvulpede og slugte det i ét drag. Hældte ét til op, mens han vanemæssigt tjekkede mobilen. Sms fra Stine. Åh nej, skulle det nu komme oveni! Kvinder! Nu stillede hun ham et ultimatum. Enten gjorde han det forbi med Agnete, nu! Eller også var det slut mellem dem. Han rakte ud efter glasset. Ned med den næste whiskey også.

Det kørte rundt for ham … nej, han var nødt til at finde den optagelse først. Den kunne jo ruinere ham. Han skulle finde det bånd eller lydfil, eller hvad det var! Hvor kunne kællingen have gemt det? I køkkenet, ja!

Dér ville han starte!

Klokken var et om natten. Stine havde ringet igen og igen, men han ignorerede opkaldene. Stine måtte vente.

Hele huset var endevendt. Ingenting. Agnete måtte have gemt optagelsen i soveværelset. Han overvejede et sekund at sætte en stige til vinduet, men han frygtede rent ud sagt for, hvad han kunne finde på, hvis han fik fingre i hende. Bedre at vente, til hun tog til træning, eller hvad hun nu foretog sig om morgenen.

Men hvad nu hvis ... han blev nødt til at orientere formanden, så de kunne tage sagen i opløbet.

Han kunne ikke vide, om han kunne stole på Agnete, selv om han gik ind på hendes betingelser. Hun kunne have en kopi ...

Han så på uret. Over midnat. Det var der ikke noget at gøre ved. Han måtte lægge kortene på bordet. Han havde brug for Abildgaards hjælp. Han kunne ikke længere tænke klart selv.

En halv time senere sank han mentalt mørbanket ned i stolen. Bestyrelsesformanden havde mildt sagt været rasende.

»Du skal finde den optagelse og få din kone til at holde sin kæft. Jeg er i Amsterdam, hvor jeg sidder i et vigtigt møde. Jeg tager det første fly, jeg kan nå til København i morgen!« snerrede han.

Kapitel 11: I logens tegn

I en historisk renæssance-bygning i hjertet af Amsterdam lukkede Hovedstadsbankens bestyrelsesformand Jens Abildgaard øjnene et kort øjeblik og pressede panden mod den kolde rude. Han trak vejret dybt ned i maven og prøvede at få styr på sin puls oven på Hector Hoffmans opkald, som han havde taget ude i hallen. Udenfor glimtede det sorte vand i kanalen svagt i skæret fra en gadelygte.

Så tog han sig sammen og gik stift ind i mødesalen igen. Tredive hoveder vendte sig mod hans høje tynde skikkelse.

»Må jeg bede om ordet!« Alles øjne rettedes mod ham. Formanden i den dybrøde kappe med bred hvid blondekrave nikkede. »Hector Hoffman, som er direktør for Hovedstadsbanken i København, har i strid med loven tippet en Padraigh McFadden, leder af en investeringsfond, Trust Partner og bosiddende i Irland, om bankens planlagte fusion med NKI Bank med det formål at manipulere aktiekursen i vejret.«

Jens Abildgaard rettede blikket mod Helga. »Hoffmans kone har fundet ud af det og truer ham med politiet, hvis han ikke går ind på hendes betingelser for skilsmisse!« sagde han på fejlfrit hollandsk.

Der var stille et stykke tid. Ingen af mødedeltagerne omkring det massive egetræsbord rørte sig. Den enorme sal med dystre træudskæringer af længst glemte symboler, uvurderlige malerier af fortidens mestre i guldrammer, tunge draperier og blyindfattede ruder pressede sin århundredgamle historie og tradition ned over dem. Som en formaning om at agere til den herskende klasses og dermed landets bedste. Som logen altid havde gjort.

Også når det gjaldt en fusion mellem to danske banker, hvor logen havde interesser, og hvor et logemedlem var øverste ansvarlige. Og hvor fiasko kunne skade medlemmets og dermed logens styrke.

»Du må få sat en stopper for det omgående. Og sørg for, at både han og konen tier!« Erhvervsminister Helga Steenhoovens ansigt var udtryksløst som en hvid maske. Hendes stemme skar igennem stilheden i salen. »Har du styr på ham?«

»Jeg mødes med ham, straks jeg lander i København i morgen.«

»Og du træffer passende foranstaltninger?« Det var formandens dybe bas. »Hvad med konen?«

»Jeg foretager det nødvendige, ja.« Abildgaard rejste sig og stillede sig bag den højryggede stol.

»Jeg forventer at blive holdt underrettet. Du har mit private mobilnummer, hvis du har brug for hjælp.« Danmarks erhvervsminister så vredt på ham.

Jens Abildgaard nikkede tavst. Så rømmede han sig.

»Dames en heren … De må have mig undskyldt.« Han bukkede for formanden og for de øvrige deltagere. »Goedenacht.«

I hallen overlod han sin egen flaskegrønne kappe og den bredskyggede hat til butleren, som lydløst åbnede den massive fordør for ham.

Udenfor ramte den råkolde luft hans ansigt. Han krydsede den smalle gade til kanalen og stod lidt og vippede på hælene. Det olieagtige vand slog sagte mod bolværket. De gamle gadelygter kastede kun lidt lys i tågen, som drev gennem byen.

Han burde have sagt sig selv, at det var nødvendigt at holde et forfængeligt og emotionelt fjols som Hoffman i kort snor. Sådan en selvovervurderende spradebasse, som havde rodet Hovedstadsbanken ud i en hovedløs dans med den keltiske tiger. Og som ikke kunne holde bukserne lukket i selskab med bankens kvindelige ansatte. Også her burde han, Abildgaard, have grebet ind.

Fusionen mellem Hovedstadsbanken og NKI Bank skulle bare gennemføres. Det gjaldt logens formue – og hans egen ære.

På hotellet bookede han plads på et morgenfly til København, inden han gik i seng og forsøgte at få et par timers søvn.

Kapitel 12: Elskerindens kvaler

Decembermorgenen var stadig begsort, da lederen af Hovedstadsbankens corporate finance afdeling, bankdirektør Hector Hoffmans elskerinde Stine Lykkeby tvang sig selv til at stå ud af sengen efter en søvnløs nat. I mange timer havde hendes liv passeret revy som en uendelig båndsløjfe i hovedet og forhindret hende i at finde ro.

Hector. Konen, han ikke skilte sig af med. Opgaven med fusionen, som hun ikke kunne løse til Hectors tilfredshed. Fotografen, der havde overrasket dem uden for hendes gadedør. Hendes nådesløst tikkende biologiske ur. Hendes evige rolle som alenepige og vennernes medlidende blikke hen over hovederne på deres egne små lyshårede børn. Og Hector igen, som hun havde givet de bedste år af sit liv.

Stine havde ikke sovet i et døgn, og hun følte, at tingene ved at brænde sammen for hende. Hector kørte hende og afdelingen hårdt med et massivt pres for at levere input, der kunne forbedre Hovedstandsbankens nøgletal i forhold til fusionen, og hun måtte konstant kæmpe for, at det ikke blev mere kreativt, end bukserne kunne holde.

Samtidig forventede han, at hun optrådte som lidenskabelig elskerinde, når det passede i hans tidsplan. Hvor manden fik sin libido og udholdenhed fra, anede hun ikke. Men det var selvfølgelig en del af attraktionen ved Hector.

På kontoret aftenen før havde stressen sat sig som nakkespændinger og en tung hovedpine. Ude på toilettet i havde hun skyllet et par Panodil ned, mens hun fortrød, hvordan hun havde snerret af en ung medarbejder. Måtte huske at give ham en undskyldning.Det blev sent, inden hun omsider havde låst sig ud af banken, hvor hun efterlod en håndfuld yngre talknusere, som lovede at have nogle kørsler klar her til morgen. Nu håbede hun bare, at de var blevet færdige. Flere af dem havde taget soveposer med for at nappe en lur under skrivebordet. Bonus til dem ... det måtte hun huske.

Da hun var kommet hjem i lejligheden, havde hun besluttet at ringe til Hector og gøre ham det klart, at det var take-it-or-leave-it nu. Hun var 37, og hun kunne ikke vente længere. De have talt om børn. Hector og konen havde aldrig fået nogen, og han havde erklæret sig parat.

Hector tog ikke mobilen. Hun lagde en vred besked og forsøgte igen lidt senere. Samme resultat. Telefonen gik på svarer, og han vendte ikke tilbage. Hun følte frustrationen vokse. Det var langt over midnat, da hun forsøgte hans mobil for sidste gang. Hvad lavede han? Han havde jo for længst forladt ægtesengen ... sagde han i hvert fald. Hun følte et rødglødende stik af jalousi.

Hun tog et bad og prøvede at sove, men hun kunne ikke. Hun var for speedet og for bekymret. Hvad nu hvis Hector sagde nej til hendes ultimatum? Hun forsøgte at læse i Berlingske, som lå på natbordet, men opgav. Lå bare og stirrede op i loftet.

Hun prøvede hans mobil igen. Intet svar. Det var stadig buldermørkt, da hun stod op og åbnede den øverste skuffe i sminkebordet i soveværelset. Det var noget, en veninde havde givet hende. Hun havde prøvet det en enkelt gang ved en fest, hvor hun som sædvanlig var gået alene ... Hector kunne jo ikke vise sig sammen med hende, så længe ... åhr, gid fanden havde den idiot!

Hun rystede kokainen ud på et stykke papir og sniffede den gennem det lille rør, som veninden havde vist hende. Det brændte i næsen, og hun følte sig let og svimmel. Fik kvalme. Det var ikke sådan, hun huskede det fra festen. Hvad tænkte hun også på? Hun skulle jo ind i banken om et par timer.

Hun så på uret. Halvseks om morgenen. Hun lagde sig i sengen, men stod hurtigt op igen. Svimmel fandt hun sit løbetøj. Frisk luft og pulsen op var, hvad der skulle til, tænkte hun, da hun tumlede ned ad trappen og ud på gaden. Hun trak hætten op mod kulden og forsøgte snublende at løbe sin sædvanlige rute ud til St. Annæ Plads og forbi Skuespilhuset. Nej, det gik ikke. Fortovet var glat, og hun var ved at falde.

Lidt senere fandt hun sig selv i sin bil med kurs op ad Helsingør-motorvejen. Hun kneb øjnene sammen mod de modkørendes forlygter. Hvad skulle hun? Hvor skulle hun hen? Hvem var hun? Coke og mangel på søvn forvred hendes virkelighedsopfattelse, da hun overbeviste sig selv om, at det var på tide, at hun aflagde Hectors kone et besøg.

Kapitel 13: Arresteret

»Er du da kun styret af, hvad du har mellem benene? Og af din midaldrende forfængelighed?«

Bestyrelsesformand Jens Abildgaards iskolde foragt ramte Hector Hoffman som en arktisk snestorm, da de mødtes på Hectors kontor i Hovedstadsbanken. Abildgaard var lige landet fra Amsterdam. han var hvid i ansigtet, og Hector havde aldrig set ham så vred.

»Jamen, jeg gjorde det for bankens skyld! Jeg ...« forsøgte Hector. Men Abildgaard afbrød ham brutalt:

»Du gjorde det for din egen skyld for at beholde dit job og for at gøre indtryk på din frille.«

For satan. Hector anede ikke, at formanden kendte til hans forhold til Stine.

»Nu skal det ikke gå ud over hende, at jeg ...«

»Stine Lykkeby er det absolut mindste af dine problemer lige nu. Fandt du optagelsen?«

»Nej, jeg har gennemsøgt hele huset.«

Abildgaard sendte ham et rasende blik.

»Så må du straks meddele din kone, at du går med til hendes skilsmissebetingelser til punkt og prikke!«

»Hvad vil du gøre med optagelsen? Du vil da ikke gå til politiet?« spurgte Hector med lav stemme. Jens Abildgaard sprang op af stolen og begyndte at gå hidsigt op og ned i kontoret.

»Jeg beslutter, hvad jeg gør, når jeg har den optagelse i hånden og i øvrigt har fået al information vedrørende din irske forbindelse.«

»Paddy! Han skal ikke drages ind i det her. Han har jo bare gjort mig en tjeneste ...«

»Er du da blevet fuldstændig vanvittig, mand! Padraigh McFadden har ligesom du begået en dybt kriminel handling. Hvad der kommer til at ske med de her informationer, er noget jeg bestemmer ud fra, hvad der er til bankens bedste. Det her risikerer jo at ødelægge hele grundlaget for fusionen. Nu gør du ...«

Inden Abildgaard nåede at gøre sin sætning færdig, bankede Helen på døren og stak hovedet ind. Hun så forskrækket ud og søgte Hectors blik.

»Der er et par betjente herude ...«

»Dit fjols, Hector. Du skal vide, at du står alene med det her! Send dem ind,« snerrede bestyrelsesformanden. Helen trak sig hastigt tilbage og gjorde plads for to civilklædte betjente, som præsenterede sig som kriminalinspektør og kriminalassistent.

Det forekom Hector, at alting foregik i en tåge, og det sang for hans ører. Det var som om, alting foregik langt væk. Som om alle aktørerne optrådte i et teaterstykke, som ikke havde noget med ham at gøre.

»Hr. Hoffman, vi har desværre en ulykkelig meddelelse til Dem.«

Kriminalinspektøren skævede til Abildgaard, men Hector nikkede ok til, at bestyrelsesformanden blev i rummet.

»Deres kone er fundet druknet her til formiddag. En gartner Andersen fandt hendes lig drivende et stykke inde under isen ved en våge, han havde hugget tidligere. Deres kone er åbenbart vinterbader ...«

Et øjeblik troede Hector, at han skulle besvime. Begivenhederne væltede ham omkuld med ufattelig styrke. Agnete, hun ... Abildgaard viste for en gangs skyld at have menneskelige træk og tog hans arm.

»Sæt dig ned, Hector. Jeg henter et glas vand,« sagde han og forsvandt ud i forkontoret.

»Vi må bede Dem komme med på stationen. Der kan muligvis være tale om en forbrydelse,« sagde kriminalinspektøren.

»En forbrydelse! Skal jeg til afhøring? Jeg har lige fået at vide, at min kone er død! Hvad tænker De på, menneske!«

»Vi beder Dem komme til afhøring på stationen. Deres kone har tilsyneladende kæmpet for at komme op af vågen. Og hendes ansigt bærer spor efter vold.«

Bestyrelsesformanden kom ind igen med et glas, som han rakte til Hector. Vandet skvulpede ned på hans bukseben, da han forsøgte at holde sin hånd stille.

»Jamen skulle jeg have slået min egen kone ihjel? Hvad forestiller De Dem?« lykkedes det ham at få frem.

»Den slags er set før. Hvis De vil følge med, hr. bankdirektør!« sagde kriminalinspektøren.

Kapitel 14: Ministeren orienteres

»Agnete Hoffman er fundet død. Druknet. Muligvis dræbt!« Villads Antonsen talte i staccato, som om han sendte en meddelelse over politiradioen. Han var stormet ind på Jannik Sommers kontor, hvor han ellers sjældent kom på eget initiativ.

»Er det manden, der har gjort det?« kvækkede Jannik. Med ét følte han sig svimmel. Utroskab … mord … det var ikke sådan, han havde forestillet sig sit nye arbejdsliv med business intelligence.

»Meget tyder på det, ja. Hans alibi er tvivlsomt, hører jeg fra mine kilder i politiet,« svarede Villads.

»Hvad gør vi nu med informationerne om insider-handlen?«

»Juridisk og etisk tilhører de jo afdøde fru Hoffman.« Villads fiskede en pakke Kings frem.

»Du ved, jeg ikke bryder mig om, at du ryger her,« indvendte Jannik.

Villads tændte uanfægtet cigaretten og blæste en røgsky ud.

»Jannik, min ven, det handler om hele Danmarks økonomi. Jeg tror, jeg må tage en kontakt til majoritetsejeren i NKI Bank, vores nye erhvervsminister. Jeg har en forestilling om, hvordan jeg kan få etableret et kort møde med hende i aften. Så føler jeg, vi har gjort vores borgerpligt.« Han tværede skoddet ud i kobberfadet med Helens dyrt indkøbte juleknas fra Peter Beier.

»Jannik, min ven. Vil du skaffe mig så meget viden om Helga Steenbooken som muligt. Der var nogle uvederhæftige presseforlydender om påståede rockerrelationer i Holland. Lad mig få hele molevitten, så jeg er klædt på til mødet.«

Jannik leverede en bunke papirer til Villads kl. 17. Partneren foretrak at læse print frem for på skærm. Rocker-historien var tynd. Der var et foto af hende fra Holland, fra før hun blev minister, på en cafe sammen med en stor kleppert, som angiveligt skulle være rocker.

Klokken ni samme aften sad Jannik og frøs i Saab’en bag ridebanen på Christiansborg. Han brød sig ikke om alt det skæg og blå briller. Nu håbede han, at ministeren gik til politiet. Han betragtede Villads, da han skridtede hen over sneen i retning af en skikkelse, der stod i søjlegangen. Det dampede i frostluften omkring dem, mens de talte sammen. Mødet blev kort. Under ti minutter, så var Villads på vej tilbage til bilen.

»Så er den klaret. Kør! Nu skal vi hen på vinbaren Gl. Strand og have et glas vin chaud,« sagde han.

»Men hvad sagde hun,« spurgte Jannik og startede bilen.

Villads åndede på sine kolde hænder.

»Det er fa’me koldt i aften.« Han vendte sig mod Jannik.

»Hun sagde ikke så meget. At hun ville tage sig af det fornødne.«

»Går hun så til politiet?«

»Aner det ikke! Hun gør det fornødne.«

»Jamen, det er jo bundulovligt! Jeg synes jo stadigvæk, at det burde meldes?« En gammel retfærdighedssans, som længe havde været gemt væk i Janniks indre, rørte på sig.

»Jeg synes, at der er noget forkert ved, at det ikke kommer frem. Hoffman er jo en gemen forbryder!«

»Stop lige bilen, Jannik.« Villads vendte sig mod ham, da han trak ind til fortovet.

»Politiet efterforsker mordsagen, og retfærdigheden sker fyldest. Det gør de, hvad enten vi hjælper dem med at kaste lys over Hector Hoffmans motiv til at slå konen ihjel eller ej.« Han lagde armen på Janniks skulder.

»Insidersagen er for kompliceret til at overlades til politiet. Hvis det kommer frem, at Hovedstadsbanken har lavet kursmanipulation i stor stil ... så falder fusionen med NKI Bank til jorden. I værste fald kan det udløse noget, der ligner en ny finanskrise herhjemme. Det er sådan, Helga Steenhoven forklarede mig det, og nu overlader vi resten til hende!«

Villads så på sit ur.

»Af sted med os, hvis vi skal nå et glas.« Jannik svingede ud i trafikken. »Jeg springer over. Jeg tager hen på bureauet,« sagde han. Jannik gumlede alle Helens godter i sig, mens han spekulerede. Han ville ikke få noget ud af at gå til politiet uden Villads’ opbakning. Partneren ville garanteret trække i tråde, som Jannik ikke kendte til. Skulle han gå til pressen! BT? Nej, det var for farligt … men hvad var det, han hed, den journalist, som interviewede ham, da han blev gået … Anders Nyholm på Berlingske. Måske …

Kapitel 15: Et skæbnesvangert møde

Bankdirektør Hector Hoffman havde fået lov til at køre hjem fra politistationen efter at have efterladt sit pas og et løfte om at blive i København og omegn. Hectors havemand, den aldrende gartner Andersen, havde afgivet en noget ulden forklaring om, hvornår Hector havde forladt hjemmet i Vedbæk. Men forklaringen havde indtil videre sået så meget tvivl hos politiet om Hectors færden, at han slap for en nat bag tremmer.

Men han var stadig mistænkt. De åbne og gennemrodede skuffer og skabe i villaen i Vedbæk pegede på ham. Hans forklaring om en grim skilsmisse havde ikke stillet ham bedre. Hector følte sig voldsomt desorienteret. Mangel på søvn og for meget alkohol natten før fik det hele til at køre rundt. Han havde forsøgt at få fat i Stine, men hun svarede ikke på hans opkald, og hun var tilsyneladende ikke mødt i banken. Havde hun allerede opdaget, at han var ude af kridthuset?

Han krøb under politiets afspærringsbånd og listede sig op i soveværelset, hvor sengen stod uredt, som Agnete havde forladt den om morgenen. Han havde gennemsøgt værelset uden at finde bånd eller lydfil, da hun som sædvanlig gik ned for at havbade i morges. Ja, herregud. Bare han aldrig havde … Nattøjet lå i en bunke på gulvet. På natbordet lå forskellige pakker med urtemedicin oven på en bog, »Kvinder, der elsker for meget«. Det prikkede i hans øjne, og han skyndte sig ned på sit kontor igen.

I forhold til hans egen elendige situation var det i det mindste et lyspunkt, at Hovedstadsbankens aktiekurs var i klar bedring. Så hans masterplan så ud til at lykkes. Paddy havde gjort sit arbejde til ug ... men hvad nyttede det hele, hvis han blev anklaget for mord ... og kursmanipulation, hvis Abildgaard valgte at gå til politiet.

Ved 21-tiden ringede fastnettelefonen. »Ja, det er Hoffman.« »Goddag, du taler med Rasmus Sixhøj fra BT. Vi har fået oplyst, at din kone har været offer for en forbrydelse. Kan du bekræfte det?« Hector knaldede røret på. Den ringede igen og fortsatte med at ringe, indtil han trak stikket ud. Han tømte et glas whiskey … og et til. Den møgsprøjte! Hvordan var det sluppet ud! Han var nødt til at få fat i formanden … han kunne ikke overskue situationen længere. Han trykkede Jens Abildgaards nummer.

»Har du fundet optagelsen?« Bestyrelsesformandens stemme var kontant og lidenskabsløs som sædvanlig. »Nej … desværre … det … det er ikke derfor, jeg ringer. BT ringede … de har fundet ud af, at Agnete er blevet myrdet!,« kvækkede han.

»Hvad sagde du til dem? Formanden sænkede stemmen en oktav.

»Ingenting, jeg smed røret på!« Der blev stille lidt i telefonen.

»O.k., nu må vi lægge en ordentlig slagplan. Kan du møde mig i aften? Jeg foretrækker at undgå banken. Kør ind til Marmorkajen på Nordhavn, det er mere diskret. Sørg for at holde ved det nye silobyggeri kl. 23. Du kender min grå BMW. Vi ses!« Så var han væk.

I løbet af eftermiddagen var vejret skiftet til rigtig vinter. Det frøs, og sneen føg kraftigt, da Hector bakkede ud af garagen. Motorvejen var reduceret til to sorte spor i alt det hvide. Hector havde svært ved at skelne vejen småfuld, som han var. Små bitte iskorn klistrede sig til forruden, mens viskerne arbejdede. Da han kom tættere på byen, forvandlede sneen sig til pløre. Han navigerede gennem de julepyntede gader på Østerbro og drejede ud på Marmormolen. Han parkerede tæt på kanten og stod ud for at trække frisk luft. Det var omsider holdt op med at sne, og der var tyst med byen på afstand.

Han så på uret... Tyve minutter i. Han satte sig ind igen og startede motoren. Kulden havde hurtigt presset varmen ud af kabinen. Han tjekkede sin private mobil. SMS fra Paddy. Han måtte vente.

Tankerne kværnede i hans hoved … Agnete, Paddy, Stine, banken, BT. Han fandt en miniflaske gin fra flyveren i handskerummet og tømte den. Spiritussen brændte i svælget og reparerede kortvarigt på hans flossede nerver.

Hov, et par billygter dukkede op omkring hjørnet ved lagerbygningen.

Var det Abildgaards BMW? Han åbnede døren for at stige ud. Formanden kørte hurtigt, vejret taget i betragtning. Bagruden var rullet ned, så han, da den store bil hastigt nærmede sig. Hvad? En pistol?

Tre skud hurtigt efter hinanden brød nattens stilhed

Kapitel 16: Biljagt

Jannik Sommer sad i Saab’en sammen med Berlingskes journalist Anders Nyholm næste formiddag. De kiggede tavst ud over havneløbets grå vand ude i Sydhavnen, mens motoren holdt dem nogenlunde varme.

Janniks kontakt til pressen var endt i nedtur. Da han ville afspille Agnete Hoffmans optagelse af bankdirektør Hector Hoffmans telefonsamtaler med irlænderen, var lydfilen på hendes iPad slettet!

Villads havde vækket Jannik tidligt samme morgen og bedt ham tænde for TV. TV2 News havde været på pletten sidst på natten, og journalisten rapporterede begejstret fra dramaet på havnen, hvor en mand var fundet skudt i sin bil.

»Det var Hector Hoffman i Audi’en … med godt med alkohol i blodet,« fortalte Villads i telefonen.

»Du skal også lige købe BT på vejen ind. De skriver, at Hoffman er mistænkt for at have myrdet konen.«

Da Villads lagde på, traf Jannik sin beslutning. Han kunne ikke sidde inde med sin viden om Hoffmans kursmanipulation længere. Der måtte være en sammenhæng til mordene. Han gik til pressen, uanset hvad Villads mente!

Jannik skævede til journalisten. Han fingerede ved Agnete Hoffmans iPad, som Jannik havde lovet ham indeholdt hans livs historie.

»Jeg har faktisk allerede hørt rygter om, at Hovedstandsbanken er ude i problemer,« sagde Anders Nyholm langsomt.

»Analytikerne undrer sig også over kursudviklingen her på det sidste, og … »

Pludselig krakelerede sideruden, og iPad’en eksploderede mellem Nyholms hænder.

»Der er nogen, der skyder! Kør for helvede,« skreg han.

»Auv, auv,« jamrede han og holdt om sin blødende arm.

Jannik satte i gear, trådte på speederen og hev rattet til venstre, og Saab’en undgik med nød og næppe havnebassinet, da den skød frem. I øjenkrogen så han en mørk bil på vej mod dem med fuld fart. »Kør!« skreg journalisten.

Jannik tog hjørnet i tredje gear, og bilen skred faretruende ud.

»Drej kontra, for fanden mand! Du slår os ihjel.«

To skud borede sig ind i bilens sidedør, og det føltes, som om Saab’en blev ramt af en torpedo. Jannik rettede op og jokkede på speederen.

»Hen, hvor der er mennesker! For helvede, vi skal ud af det her øde områ … Endnu et skud ramte bilen, og journalisten sank sammen mod sidedøren.

Jannik kørte, som han aldrig havde kørt før. Forude så han en stor containerlastbil med anhænger nærme sig fra venstre. Chaufføren tudede i hornet. Jannik limede sin fod til gaspedalen og bunden af bilen, så låret værkede.

Lastbilen var under en halv meter fra ham, da han fræsede forbi. Han kiggede i bakspejlet. Chaufføren bremsede, og vogntoget knækkede sammen som en gigantisk foldekniv og spærrede vejbanen for forfølgerne.

Janniks hjerte hamrede. Noget klistrede højre hånds fingre til rattet. Blod! Han forsøgte at tørre hånden i sit tørklæde uden at sænke farten. Han skottede til journalisten. Der var blod ud over kinden. Jannik kunne ikke se, om han var død eller levende. Endelig ude på Kalvebod Brygge, hvor der var tæt trafik. Han holdt hele tiden øje med bakspejlet. Så syntes han, han spottede den mørke bil og fik endnu et skud adrenalin i årerne. Hjertet hamrede, men det var umuligt at se ordentligt i snefoget.

Med rystende fingre fik han trykket 112 på mobilen, som heldigvis sad i sin holder. Ti minutter mere, så ville en ambulance være ved Hovedbanen, lovede de.

På Rigshospitalet genkendte Jannik straks Berlingskes chefredaktør på det store røde hår, da hun skred ned ad gangen. I to stive timer var han blevet afhørt af politiet om skuddramaet efter, at lægerne havde lappet to dybe flænger i hans hånd. Nu ventede han bare på at blive kørt hjem. Lægerne opererede stadig på Anders Nyholm. Hans tilstand var kritisk.

Elisabeth Moetzen blev mødt af kriminalinspektøren.

»Det er vigtigt for politiets efterforskning, at der ikke slipper noget ud på nuværende tidspunkt,« formanede han.

»Det håber jeg, at du respekterer.«

»Du er Jannik Sommer? Vi taler sammen om lidt, når jeg har hørt, hvad lægerne har at sige,« sagde chefredaktøren. Hun ignorerede politimanden og forsvandt ind på overlægens kontor. En halv time senere sad Jannik sammen med Elisabeth Moetzen i hospitalets julepyntede kantine. Han fortalte hende det hele. Om den utro bankdirektør, hustruens aflytning, mordene på Hoffman-parret, afsløringen af insiderhandel og Agnete Hoffmans lydfil, der forsvandt fra iPad’en.

»Jeg tror, det er min partner, der har fjernet lydfilen,« sagde Jannik.

»Skaf mig den, så kører vi historien i morgen,« sagde chefredaktøren.

Kapitel 17: Kolonitidens rigdomme

Hovedstadsbankens bestyrelsesformand Jens Abildgaards hænder dirrede, da han fik åbnet Berlingske ved morgenbordet næste dag. De brutale mord havde rystet ham ud af hans kølige og kyniske selv. Havde Hoffman virkelig gjort det af med konen? Og den brutale nedskydning på havnen ... der havde være politi overalt, da han drejede om hjørnet, heldigvis havde ingen set ham ... var det virkelig logen ...

Hovedstadsbanken var kastet ud i kaos. Bankdirektøren var myrdet, og Stine Lykkeby, som stod i spidsen for corporate finance-afdelingen, var ikke mødt på arbejde. Heldigvis var bankens viceadministrerende en nogenlunde kapabel mand.

Jens Abildgaard rømmede sig et par gange, mens han slugte reportagen om den dramatiske biljagt ved havnen. »Er du ved at blive forkølet, min ven?« Han mødte sin kones bekymrede blik, da han sænkede avisen. »Nænæ, bare en tudse i halsen,« mumlede han fraværende.

»Hvor er det forfærdeligt med Hector og Agnete! Hvad er det dog for nogle mennesker, der kan finde på sådan noget! Det er da ikke mere end tre uger siden, vi havde dem til middag ... tænk, og Agnete så så smuk ud i den blå silkekjole fra Gitte Green...« Majken var slået over i hollandsk. Det gjorde hun altid, når hun var følelses­mæssigt påvirket.

Jens Abildgaard brummede til svar. Berlingske havde godt fat i historien, selv om der selvfølgelig var huller. Han rømmede sig igen. Rakte ud efter kaffen bag en af de enorme juledekorationer, som Majken fyldte huset med. Hun havde i den grad taget de danske juletraditioner til sig, selv om hun var vokset op under varmere himmelstrøg.

De færreste vidste, at Jens Abildgaards kone Majken var af hollandsk afstamning og grandkusine til Helga, erhvervsministeren. De to kvinder var opvokset på Molukkerne, hvor Steenbooken-familien gennem generationer havde tjent formuer på handel med krydderier med Det Hollandske Ostindiske Kompagni, dengang ø-gruppen var en hollandsk koloni.

Jens Abildgaard tømte sin kaffekop for de sidste dråber. Han trængte til noget stærkere, men det gik ikke at lugte af spiritus nu ...

Helga var gået for vidt. Det, der skulle have tjent som en advarsel for at beskytte familiens interesser, havde udviklet sig til et uacceptabelt og blodigt drama. Chokeret studerede han Berlingskes foto af detektivens Saab med skudhuller i døren og smadret rude bag politiets afspærring.

Han løftede fraværende den tomme kaffekop til munden og satte den ned igen, mens han læste detektivens fortælling om biljagten på ham og Berlingske-journalisten gennem København, og om mordet på detektivbureauets klient, Agnete Hoffman.

Med ét brød sveden frem på han overlæbe. Berlingske havde åbenbart haft adgang til lydoptagelser, der kastede mistanke om kursmanipulation på Hector Hoffman. Det måtte være Agnete Hoffmans optagelser af Hectors samtaler med Paddy, Hectors irske medsammensvorne!

Resolut lagde Abildgaard avisen fra sig. I aftes og her til morgen lå der en stribe opkald på hans mobil fra et ukendt nummer. Formentlig fra en journalist fra Berlingske. Han var nødt til at agere. Han tjekkede Hovedstadsbankens aktiekurs … den styrtdykkede, straks fondsbørsen åbnede. Han rejste sig fra morgenbordet.

»Jeg tager ind i banken, kan du have en god dag!«

»Men er der noget i vejen, Jens?«

»Nej, eller jeg mener jo, men det må vi tale om senere, min ven!«

På formandskontoret i banken forfattede han sammen med kommunikationschefen en pressemeddelelse:

»Det er kommet til mit kendskab, at Hovedstadsbankens nu afdøde administrerende direktør, Hector Hoffman, sammen med en irsk forretningsforbindelse har misbrugt fortrolige informationer om banken. Informationerne har muligvis været brug til at … osv. osv. … Jeg erkender mit medansvar for de ulykkelige hændelser og har netop meddelt bestyrelsen, at jeg træder tilbage som formand med øjeblikkelig virkning.«

Sådan slut! Han vendte sig mod kommunikationschefen. »Og der er indkaldt til ekstraordinært bestyrelsesmøde kl. 12?« Kommunikationschefen nikkede. »Og Københavns Politi er varskoet om, at jeg er på vej efter mødet for at afgive forklaring?«

»Det hele er på plads, og vi sender pressemeddelelsen ud straks efter bestyrelsesmødet...« sagde kommunikationschefen.

Kapitel 18: Ministerens triumf

På Christiansborg stod TV-kameraerne tæt omkring erhvervsminister Helga Steenbooken. Talerstolen bugnede af mikrofoner, og en uheldig printjournalist fra Nordjylland måtte opgive at klistre sin lille båndoptager fast med gaffatape, da en embedsmand greb ind. Nogen flyttede adventskransen, hvor alle fire lys lidt præmaturt var tændt, og journalisten fik alligevel plads til sin båndoptager, da en veloplagt minister tog ordet:

»Jeg er glad for at kunne meddele, at NKI Bank i dag fusionerer med Hovedstadsbanken. Fusionen er til gavn for begge pengeinstitutter og sikrer hundredvis af arbejdspladser. Fusionen sikrer også værdien af statens aktiepost i NKI til gavn og glæde for statskassen og skatteborgerne. Banken vil fremover blive ledet af NKI Banks nuværende administrerende direktør og bestyrelsesformand.« Så lagde Helga Steenbooken ansigtet i alvorlige folder.

»Fondsbørsen har suspenderet al handel med Hovedstadsbankens aktier her til morgen. Meget tyder på, at Hovedstadsbankens tidligere ledelse har forsøgt at manipulere bankens aktiekurs kunstigt i vejret. Sagen er overgivet til bagmandspolitiet, og Interpol har til morgen arresteret og sigtet en mulig medskyldig i Dublin.« Erhvervsministeren kastede et blik i sit talepapir.

»Sideløbende undersøger kriminalpolitiet, om sagen om kursmanipulation har forbindelse til bankdirektør Hector Hoffman og hans hustru Agnete Hoffmans død, samt til drabsforsøgene mod Berlingskes journalist Anders Nyholm og detektiv Jannik Sommer, som I allerede har kunnet læse om i pressen. Heldigvis kan jeg fortælle jer, at Anders Nyholm er uden for livsfare.«

Jens Abildgaard sad hjemme og fulgte pressemødet på TV. Helgas succes var uomtvistelig. Det forlød, at hun havde været indkaldt til et yderst konstruktivt møde hos statsministeren få timer før. Hun stod formentlig til at blive ny finansminister efter næste valg.

Abildgaard havde mod sædvane åbnet en flaske Brunello tidligt på dagen. Han nippede til vinen og funderede. Hector Hoffmans ulovligheder havde tvunget Hovedstadsbanken i knæ og skaffet Helga og banken et billigere aktiekøb, end nogen kunne have drømt om ... på bekostning af Hovedstadsbankens aktionærer. Dermed slap han formentlig selv for repressalier fra logen og ... ja, vagtkorpset.

Politiet og Finanstilsynet overvejede lige nu alvoren af, at han ikke straks var kommet til dem med sin viden om Hector Hoffmans kursmanipulation. Abildgaard havde forklaret, at han ønskede at komme til bunds i sagen, før han involverede myndighederne, hvilket han jo også gjorde, omend med et par døgns forsinkelse.

Slap han af krogen, var det måske tid til, at han og Majken rykkede teltpælene op og rejste til varmere himmelstrøg og nød afkastet af familiefonden på Molukkerne og nærheden til hendes store familie dér. Et rundhåndet bidrag til den lokale afdeling af vagtværnet ville formentlig sikre ham mod ubehageligheder fra den kant.

Stine Lykkebo stod på broen hen over kystbanen ved Dyrehaven. Hun skuttede sig mod kulden og åndede på hænderne. Hun havde ikke været på arbejde, siden forleden morgen ... Nu var det hele slut. Hector var død, og hun selv var morder. Det var slået klik for hende, da hun så Hectors kone så selvsikker og tryg i sin position som fru bankdirektøren trippe gennem sin velfriserede have ned til Øresund og morgenbade. Nu kunne hun ikke få følelsen af Agnetes iskolde rystende arme, der kæmpede for at få greb i hendes hænder, til at forsvinde.

Øresundstogets skarpe forlygter nærmede sig nordfra. Afskedsbrevet lå hjemme på køkkenbordet. Omverdenen skulle vide, at Hector ikke var morder.

Stine kravlede hurtigt over gelænderet og balancerede på broens smalle kant. Toget nærmede sig, og hun følte, at hun stod og svajede i den isnende blæst. Hun nåede lige at fange lokoførerens forskrækkede øjne, da hun ombestemte sig. Mens toget dundrede under hende, klavrede hun tilbage over det vibrerende gelænder og vaklede hen til bilen. Fumlende fik hun nøglen i den kolde lås og satte sig ind. Hun støttede panden mod rattet. Det var for svært at sige farvel til livet. Men hvad skulle hun nu gøre ... hun måtte ud af landet!

Kapitel 19: Koldings thailandske forbindelse

Detektiv Jannik Sommers hoved var grødet og uklart, da hans mobil ringede næste morgen. Men virkeligheden ramte ham som et iskoldt brusebad, da de sidste dages drama trængte sig frem i bevidstheden. Han kunne jo lige så godt være død … fornemmelsen af skuddene, der smækkede ind i bilens sidedør sad stadig i ham. Janniks stemme lød som et rustent dørhængsel, da han fik fisket mobilen på natbordet og kvækkede hallo.

»Du taler med Eivind Kolding ...«

Jannik skød dynen til side og satte sig langsomt op i sengen.

»Jeg har fulgt jeres sag i avisen, og jeg tror, jeg kan bidrage med nogle interessante oplysninger ...« fortsatte stemmen i telefonen.

Nu var Jannik lysvågen. Han havde fået lært, hvem Eivind Kolding var. Topchef i Danske Bank indtil for nylig og en stor mand hos Mærsk gennem mange år. »Men du mødtes jo med min kollega forleden? Så vidt jeg forstår, kunne I ikke rigtig blive enige ...«

»Jeg har nogle oplysninger, der vedrører den nye bankfusion,« insisterede Kolding. »Jeg foreslår, vi mødes på dit bureau!«

Jannik var overrasket over Eivind Koldings energiske udstråling, da de en time senere sad overfor hinanden. Han lignede ikke en kasseret taber ... så nærmest ud til at more sig på en lidt drenget facon.

»Du ved måske, at jeg har arbejdet hos Mærsk i mange år. Og jeg har også været udstationeret i Fjernøsten ...« Jannik nikkede. »Man hører mange ting, når man sådan har sit virke på de syv have. Jeg havde på et tidspunkt forbindelse til et par politifolk fra Interpol i Bangkok. Et globalt rederi kan ikke undgå at løbe ind i en narkosmugler i ny og næ ... jeg lærte politifolkene lidt at kende, og vi tog os et slag whist, når jeg var på de kanter ... så falder der jo en historie af.«

Kolding smed jakken og rev lidt i slipset.

»Interpol-folkene fortalte for nogle år siden, at vores erhvervsminister, som dengang var nyvalgt folketingsmedlem, er ud af en meget rig familie, som stammer ude fra en øgruppe i Indonesien, der hedder Molukkerne. Familien, eller klanen kan man næsten kalde den, skabte store formuer, dengang Molukkerne var en hollandsk koloni. Helga Steenbookens familie er altså umådelig rig …«

Kolding holdt en pause, mens Jannik hældte kaffe op til ham. »Det interessante er, at familien er medlemmer af en hemmelig loge. En loge, som slås for, at familien bevarer formuen ... så styret på Molukkerne ikke får fingre i værdierne. Majapahit hedder logen,« fortalte Kolding.

»Logen har hovedkvarter i Amsterdam og medlemmer over hele verden. Indflydelsesrige medlemmer … præcis som Helga Steenbooken. Og så har de forbindelser til den der hollandske rockergruppe, Nenanga, der for nylig er kommet til Danmark ... det er angiveligt én fra den gruppe, som ministeren blev fotograferet med på en café i Amsterdam ...«

Jannik lyttede bjergtaget. Hvis det ikke lige var Danske Banks tidligere topchef, der fortalte, så ville han tro, at det hele var en røverhistorie.

»Du kan godt huske sagen med billedet af erhvervsministeren og den påståede rocker fra i sommer, ikke? Det skabte en del blæst om hende …« sagde Eivind Kolding.

»Jo, vent lige lidt.« Jannik rejste sig og rodede på sit skrivebord. »Det er det her foto, ikke?« Han havde fundet printet af billedet af Helga Steenbooken på café i Amsterdam i bunken af researchmateriale fra forleden.

»Jo, det er det billede,« nikkede Kolding.

»Men vendt lige lidt ...« Jannik tastede nogle kommandoer ind på computeren. »Halløj ... her er Ekstra-Bladets reportage fra rockernes indvielsesfest for nylig. Prøv lige at se ... det er sgu da den samme mand, som ministeren drikker kaffe med!«

Eivind Kolding rejste sig og kiggede over skulderen på Jannik på en velvoksen tamp i læderjakke og cowboyvest. »Du har ret, det er ham,« udbrød han og lod sig falde ned i Svanen igen.

»I gamle dage var rockergruppen en slags vagtværn på Molukkerne - for de hollandske koloniherrer, altså, overfor de indfødte, som åbenbart skulle holdes i skak ... men siden har de udviklet sig til … det, de nu er … en rockergruppe ligesom Bandidos og Hells Angells!«

»Det var satans!« Jannik rejste sig og begyndte at gå frem og tilbage i kontoret. »Hvorfor i alverden er du ikke kommet med de oplysninger før?«

»Det var også først, da jeg læste avisen i går, at alle brikkerne faldt på plads.« Koldings blik fulgte Jannik med øjnene. »Men sæt dig nu ned, jeg er ikke færdig! Jeg tror nemlig, at Helga Steenbooken ud over rocker-relationer også har private interesser i NKI Bank!«

»What?« Jannik var ved at ryge op igen, men tog sig i det og klamrede sig i stedet til sin kaffekop.

»En ven til en kontakt til mine tidligere kontakter i Bangkok ... ja, undskyld, jeg kan ikke komme ind på, hvem det er ... men han mailede mig et diagram over dele af selskabsopbygningen i Majapahit-logen. Diagrammet er stykket sammen af en tidligere bankmand og skulle kunne verificeres. Vi skal blandt andet omkring De hollandske Antiller ... det er et skattely, ved du ... men det tyder på, at familien Steenbooken eller i hvert fald logen ejer godt tyve procent af banken gennem et net af holdingselskaber, og ... ja, det er ser uigennemskueligt ud, men hvis man ved, hvad man skal kigge efter …«

»Så Helga Steenbooken er i virkeligheden medejer af NKI Bank ... Hun har siddet og fusioneret sin egen bank!« udbrød Jannik.

En time senere trådte Berlingskes chefredaktør Elizabeth Moetzen ind ad døren på detektivbureauet sammen med avisens finansredaktør. Jannik havde besluttet at gå udenom Villads og kontakte pressen, og Eivind Kolding havde ikke haft nogen indvendinger. Villads havde sine egne uigennemskuelige dagsordener og ville helt sikkert indvende, at ingen betalte bureauet for at lege retfærdighedens vogter.

»Eivind!« udbrød Elizabeth Moetzen overrasket. »Hvad ...«

»Jeg hjælper min unge ven her med lidt oplysninger. Jeg har jo en del kontakter i Fjernøsten ...«

»I Fjernøsten? Hvordan ...«

»Sæt jer nu ned, så skal I få hele historien!« sagde Jannik.

»Minister skjult medejer af fusionsbank«, skreg Berlingskes forside få dage senere, hvor avisen brugte otte sider på at oprulle historien om Majapahit-logens ejerinteresser i NKI Bank. Det var lykkedes finansredaktøren at få ejerforholdene verificeret via kilder i Skat og databaser, som International Consortium of Investigative Journalists havde adgang til.

Avisen beskrev Helga Steenbookens velhavende familie i de tidligere hollandske kolonier, hendes medlemskab af logen Majapahit og hendes mulige relationer til det hollandske rocker-slash-vagtværn Nenanga. Og så hele forløbet med mordet på Hector Hoffman og hans hustru og mordforsøget på detektiv Jannik Sommer og Berlingskes journalist én gang til.

Ved middagstid samme dag var regeringens ny erhvervsminister på vej til dronningen. Skiftet på ministerposten forløb anderledes, end den slags normalt gør. Hendes Majestæt Dronningen måtte nøjes med at sige velkommen til den nye minister. Helga Steenbooken var forhindret i at sige farvel. Hun var arresteret og blev afhørt med en sigtets rettigheder på politigården om flere forhold. Overtrædelse af selskabsloven og forvaltningsloven, fordi hun havde skjult sin private ejerinteresse i NKI Bank … og så selvfølgelig hendes mulige rolle i mord og mordforsøg .

Jannik og Villads var mødtes på bureauet, hvor de pløjede avisen igennem. »Hvordan fa’en har Berlingske fundet frem til de oplysninger,« sagde Villads tvært. Jannik trak på skuldrene.

»Som politiker er Helga S. færdig, men de får hende aldrig knaldet for mord. Selvom det er de der Nenanga-rockere, der har nakket bankdirektøren, så kan de aldrig bevise, at det var Helga, der bestilte mordene,« fastslog den tidligere politimand og gnubbede irriteret sin isse.

»For øvrigt, så fortæller mine kilder, at fru bankdirektør Agnete Hoffman var offer for et jalousimord. Morderen, vores veninde Stine Lykkebo, bankdirektørens elskerinde, har efterladt et selvmordsbrev, hvor hun tilstår mordet på Agnete Hoffman,« tilføjede han henkastet. »Så den hænger fru ministeren altså ikke på.«

Jannik bladrede i avisen igen og rettede lidt på sit nye slips. Det barnagtige tørklæde havde han smidt ud. »De får ikke knaldet ministeren, med mindre bureauet reder trådene ud ...« sagde han og studerede billederne af Steenbooken-familiens hvide palmeomkransede palæ på Molukkerne, som avisen havde fundet frem til.

»Hvem sku’ betale os for den slags god-gørende detektivarbejde?« Villads sendte Jannik et gennemborende blik. »Husk nu knægt, vi driver en forretning her!«

»Hvis vi tog Kolding ind som partner ...?« sagde Jannik. »Han har jo vist en vis flair ...«

 

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere