De græske statsobligationer får tre hak ned af ranglisten af kreditvurderingsinstituttet Moody's. (opdateret: 07:36)
25. juli 2011, 07:18
Trods en ny hjælpepakke fra det internationale samfund får Grækenland endnu en ridse i den efterhånden godt slidte lak. Kreditvurderingsinstituttet Moody's sænker nemlig vurderingen af landets statsobligationer fra Caa1 til Ca.
Det betyder, at Grækenland ryger hele tre hak ned af ranglisten.
Moody's lægger vægt på, at den nye hjælpepakke gør det muligt for Grækenland at få en organiseret betalingsstandsning, der betyder, at risikoen for at gældskrisen skal sprede sig til andre lande er mindsket. Moody's slår samtidig fast, at redningspakken køber tid for Grækenland.
Grækenland glæder sig over ny redningsvest
Men kreditvurderingsinstituttet vurderer samtidig, at hjælpepakken også betyder, at private investorer vil opleve omfattende tab. Moody's advarer samtidig om, at når der kommer en restrukrering af den græske gæld, så vil Moody's definere det som, at den græske stat ikke tilbagebetaler hele sin gæld.
Den nye hjælpeaftale betyder, at Grækenland får endnu et lån på 109 mia. euro fra EU og Den Internationale Valutafond (IMF). Samtidig skal private investorer og finansielle institutioner spytte 50 mia. euro i kassen. Samtidig vil de bankerne på frivillig basis blive enige om at nedskrive den græske gæld med 21 pct.





























































