Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Minister: Dagpengeregler er gode nok

Beskæftigelsesminister Inger Støjberg finder ingen speciel anledning til at kigge på dagpengereglerne for selvstændige.

Selvom der bliver råbt højt fra alle sider af folketingssalen – og endnu højere fra de, der administrerer dagpengereglerne for de selvstændigt erhvervsdrivende, ser beskæftigelsesminister Inger Støjberg ingen grund til at gå det 33 år gamle regelsæt efter i sømmene.

- Den globale økonomiske krise påvirker hele det danske samfund, og det gælder også ledigheden for selvstændige og vilkårerne for iværksætteri. Jeg mener dog stadig, at reglerne virker efter hensigten, nemlig som et sikkerhedsnet for de, som har mistet deres job eller har været nødt til at lukke deres virksomhed. Forudsætningen for det sikkerhedsnet er selvfølgelig, at man har haft både arbejdstimer og fået løn eller har haft en omsætning, siger ministeren.

Som ErhvervsBladet skrev i mandags, er problemet netop, at iværksættere, der bruger en opstartfase på flere år på at udvikle en forretningsidé uden at generere omsætning i virksomheden, ikke er berettiget til dagpenge, selvom de har betalt kontingent til deres a-kasse. A-kasserne mener, at det lægger en voldsom dæmper på iværksætterlysten hos opfindere og forretningsudviklere, hvilket stemmer dårligt overens med regeringens fokus på den danske iværksætterkultur.

Men det er ikke i dagpengesystemet, at iværksætterne skal finde modet til at springe ud i en tilværelse som selvstændige, mener beskæftigelsesminister Inger Støjberg.

- Det er ikke dagpengesystemets opgave at overtage de selvstændiges erhvervsrisiko. Dagpenge er alene en erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, ikke et erhvervsstøttesystem. Sådan synes jeg, det skal blive ved med at være. Når det er sagt, vurderer vi selvfølgelig løbende, om vi kan gøre systemet bedre, siger hun.


Mest læste - 3 timer



Markedet lige nu