Trods lovindgreb er kommunernes gebyrer for at behandle byggesager steget voldsomt mange steder. De laveste gebyrer findes i Midt- og Vestjylland.
14. september 2009, 09:43
Dansk Byggeri har set nærmere på kommunernes gebyrer for at behandle byggesager. Og det viser sig at gebyrerne, trods diverse indgreb, er steget voldsomt i mange af landets kommuner.
Til gengæld er priserne i Midt- og Vestjylland ifølge Dansk Byggeri fornuftige. Det skriver Herning Folkeblad.
Undersøgelsen fra Dansk Byggeri viser uforklarlige forskelle i gebyrsatserne kommunerne imellem.
Stor forskel
Gebyret for et sammenligneligt enfamiliehus på 180 kvadratmeter. svinger således fra 1.054 kr. i én kommune til 27.751 kr. i en anden kommune.
Det gennemsnitlige gebyr for enfamiliehuse i landets kommuner er knap 5.000 kr.
Til sammenligning er det gennemsnitlige gebyr for enfamiliehuse i de midt- og vestjyske kommuner på 2.745 kr.
Om ordet ”billig” bør tages i brug må være en vurderingssag for den enkelte. Men de laveste gebyrer i Midtjylland findes i hvert fald i Holstebro, Lemvig, Herning og Ikast-Brande kommuner.





























































