Danske mellemstore virksomheder mere offensive end i andre europæiske lande.
1. februar 2010, 15:12
Den økonomiske krise har det forløbne halvandet år markant dæmpet antallet af virksomhedstransaktioner.
Nu ses de første tegn på, at interessen for opkøb og fusioner igen vil vokse. Mellemstore virksomheder i Danmark ser i langt højere grad opkøb og fusioner som et skridt til at overvinde og komme ud af krisen end virksomheder i en række andre europæiske lande.
Det viser KPMG's Middle Market Survey - en omfattende undersøgelse af mellemstore virksomheder (50-999 medarbejdere) på tværs af Danmark, Tyskland, Storbritannien, Frankrig, Italien, Spanien, Belgien og Irland.
31 procent af de danske virksomheder i undersøgelsen peger på opkøb og fusioner som en måde at tackle krisen. Det er den højeste andel blandt de otte lande i undersøgelsen, hvor gennemsnittet ligger på 21 procent I Tyskland er det blot 18 procent, England 24 procent og lavest i Italien og Irland med blot procent.
"Undersøgelsen indikerer, at danske virksomheder i vid udstrækning har formået at tilpasse forretningen og omstille sig til nye markedsvilkår. De ser fortsat mørke skyer i horisonten, men retter nu også blikket mod nye vækstmuligheder, og de tager i højere grad opkøb og fusioner med i betragtning," siger Gert Sigh Christensen, Director i KPMG.









































