Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Mega-gæld truer opsving

Den største trussel mod det spirende opsving i Europa er statsgælden i Sydeuropa. Men Danmark ser ud til at slippe udenom problemerne, siger nationalbankdirektør Nils Bernstein. Nationalbanken har netop udgivet sin kvartalsoversigt.

Mens resten af Europa kæmper med en stor statsgæld, er den danske økonomi på vej frem med små museskridt. Sådan lyder udmeldingen fra nationalbankdirektør Nils Bernstein ovenpå Nationalbankens kvartalsoversigt.

"Statsgældsproblemerne i Sydeuropa og den deraf følgende finansielle uro udgør en trussel mod det spirende opsving i Europa. Dansk økonomi ser dog ud til at være tilstrækkelig robust til, at den moderate økonomiske frem-gang i Danmark kan fortsætte", siger han.

Læs også: OECD: Danmark i slæbespor i årevis

De finansielle markeder har i de seneste måneder været præget af uro omkring den megagæld, der har svækket en række europæiske lande. En statsgæld, der er kommet i kølvandet på finanskrisen.

"Forårets uro på de finansielle markeder har understreget, at lande med svage offentlige finanser risikerer at blive straffet med høje renter på statsgælden. I år har Danmark udsigt til et stort offentligt budgetunderskud på op mod 100 mia. kr., dvs. omkring 5 procent af bruttonationalproduktet. En forbedring af de offentlige finanser er derfor nødvendig for at fastholde den høje tillid til dansk økonomi, som vi i øjeblikket nyder godt af", siger Nils Bernstein.

Konsolidering

Selvom opsvinget i resten af Europa kan blive svækket kraftigt af gældsplagen, har nationalbankdirektøren stor tillid til, at Danmark vil fastholde det opsving, der så småt er ved at indfinde sig i økonomien.

"Det er positivt, at der er indgået en politisk aftale om at starte en finanspolitisk konsolidering fra næste år. Efter Nationalbankens bedste skøn vil det ikke kvæle det spirende opsving, og det vil bidrage til, at vi kan fastholde et lavt renteniveau og en høj troværdighed omkring den faste kronekurspolitik", siger Nils Bernstein. 

Læs også: Er lyset blot et modkørende tog?

Nationalbanken venter ikke at den danske produktioni er tilbage på "før krise niveau" før om nogle år. Banken noterer, at væksten har været positiv de seneste tre kvartaler.

"Det skal ses i lyset af et forudgående fald i produktionen på godt 7 pct., noterer banken. Det private forbrug er også i fremgang, og boligmarkedet synes at være stabiliseret oven på en kraftig korrektion."

"Tillidsindikatorerne for både erhverv og husholdninger understøtter billedet af, at væksten er vendt tilbage. Der er dog stor ledig kapacitet i økonomien, og vi skal formentligt helt frem til 2013, før produktionen er tilbage på samme niveau som ved krisens udbrud," konkluderer banken ifølge RB-Børsen.

Skeptisk over for ledighedstal

Den danske ledighed har ligget stort set fladt gennem de seneste måneder, skriver Nationalbanken.Men det skal man ikke lade sig snyde af.

"Det er usædvanligt, at ledigheden stabiliseres så tidligt i et konjunkturtilbageslag, men de seneste måneders ledighedsudvikling er ikke nødvendigvis en indikation af, at udviklingen på arbejdsmarkedet er vendt," advarer banken.

Læs også: Danske Bank: Arbejdsløsheden har toppet

Den relativt beskedne stigning i ledigheden skal bl.a. ses i sammenhæng med, at arbejdsstyrken er blevet reduceret med omtrent 100.000 personer.


Mest læste - 3 timer



Markedet lige nu