Mænd vil gå ned i løn for kvinder

Hver anden mand er parat til at stige mindre i løn for at give lavtlønnede kvinder et lønløft.

Halvdelen af de danske mænd er villige til at lade kvinderne få først, når chefen skal forhandle løn med de ansatte, så kvinderne kan få en større lønstigning. Det viser en undersøgelse om danskernes holdning til ligeløn, som Capacent Research har lavet for FOA blandt 1.121 danskere over 18 år, skriver Avisen.dk.

I FOA siger formand Dennis Knudsen, at mændenes offervillighed skyldes en dårlig samvittighed over lønforskellen, og at der skal mere til end overenskomstmæssige lønstigninger inden for kvindefagene til, for at rette op på forskellen.

Mænd tjener i gennemsnit 18 procent mere i timen end kvinder. 38 procent af kvinderne mener, det er arbejdsgiverne, der skal påtage sig ansvaret for at gøre forskellen mindre. Kun 27 procent af mændene er enige. Andre 27 procent af mændene mener, at det er kvindernes eget ansvar at gøre lønforskellen mindre. 14 procent af kvinderne har samme mening. 14 procent af mændene mener slet ikke, at lønforskellen er et problem. Fem procent af kvinderne har samme mening.

Undersøgelsen offentliggøres samtidig med, at regeringens lønkommission holder midtvejsmøde tirsdag.
-    ulha

 



Markedet lige nu