Byggetilladelser på få dage er Lolland Kommunes nyeste våben i kampen om arbejdspladser - og det virker.
26. april 2010, 09:46 – opdateret 26. april 2010, 10:02
Som udkantsområde har Lolland haft svært ved at bevare og tiltrække virksomheder, men nu har kommunen taget et nyt våben i brug: Lynhurtige byggetilladelser til firmaer, som vil slå sig ned på den lollandske muld.
Den hurtige sagsbehandling betyder, at kommune og virksomhed sætter sig sammen senest tre dage efter, at firmaet har søgt om byggetilladelse. I mange kommuner kan sagsbehandlingen tage flere måneder, som ErhvervsBladet tidligere har omtalt.
- Vores erfaringer har været gode. Mange virksomheder har sagt, at de er glade for ordningen. Det betyder meget for os, da firmaerne og de arbejdspladser, som de skaber, er fundamentet for kommunen, siger erhvervskonsulent Peter Olsen til DR Nyheder.
En af de virksomheder, som har benyttet lynbehandlingen, er Dansk Solenergi, som netop er gået i gang med at bygge et anlæg over næsten 180.000 kvadratmeter med 50 nye job.
- Hvis vi ikke havde fået den hurtige tilbagemelding fra kommunen, så ville vi have valgt et andet sted. For jo hurtigere vi kan komme i gang, desto hurtigere kan vi sælge vores varer, siger direktør Ken-Hem Jensen til DR Nyheder.





























































