Loftet over rejseudgifter bliver på 50.000 kroner, ligesom reglerne for, hvor længe der skal gå, før man vender tilbage til den midlertidige arbejdsplads, og er forhøjet.
9. oktober 2009, 06:05
Der indføres et nyt årligt loft på 50.000 kroner for fradrag på rejse. Ændringen gælder fra 1. januar 2010 og vil altså have betydning for dem, der rejser meget.
Ændringen berører ikke arbejdsgivers adgang til at udbetale skattefri rejsegodtgørelser. Hvis selvstændige erhvervsdrivende anvender standardsatser for rejsedage, er de omfattet af samme regler som lønmodtagere og har dermed en grænse på 50.000 kroner.
Hidtil har man kunne vælge imellem, om man ønsker fradrag ud fra standardsatser eller for de faktiske udgifter, og der har ikke været begrænsning på fradragets størrelse, hvis betingelserne for rejsefradrag er opfyldt. I de nye regler gælder loftet på de 50.000 kroner kun fradrag efter standardsatserne.
Der er stadig fradrag for dokumenterede merudgifter over 50.000 kroner til rejse, lyder svaret blandt andet i Byggeriets Brevkasse i Mestertidende til en selvstændig håndværker, der bor i Jylland, men arbejder meget for kunder i Sjælland.
Nye regler for længden af udlandsophold
Ifølge tidsskriftet Revision & Regnskabsvæsen justeres regler om, hvor længe der skal gå inden man kan vende tilbage til den midlertidige arbejdsplads.
Fra 2010 skal der være forløbet mindst 40 arbejdsdage, inden man vender tilbage, for at man kan påbegynde en ny 12 måneders periode. Tidligere var der tale om 20 dage.
Hos Dansk Erhverv kaldes loftet over rejsefradrag en ekstra skat på det mobile arbejdsmarked. Det rammer eksempelvis skævt i forhold til Bornholm og andre udkantsområder. Særligt transportbranchen og selvstændige vognmænd rammes voldsomt, ligesom montører, konsulenter, ingeniører og andre kommer i klemme, lyder det fra Dansk Erhverv.
Ifølge Dansk Byggeri mister arbejdstagere, der frivilligt rejser efter arbejdet mere end 78 dage om året incitament til at rejse efter arbejde. Det er relevant for de store bygge- og anlægsopgaver, eksempelvis Femernbroen, hvor man må ifølge Dansk Byggeri må forudse, at det bliver vanskeligt at tiltrække tilstrækkelig arbejdskraft.









































