Krisens mange, store konkurser har fortæret den samlede formue i Lønmodtagernes Garantifond, så virksomhederne skal i 2010 indbetale næsten 7 gange mere pr. ansat.
27. januar 2010, 12:18
Fra 100 kr. til 693 kr. per fuldtidsansat. Så meget stiger virksomhedernes bidrag til Lønmodtagernes Garantifond (LG). Så kan de fleste arbejdsgivere hurtigt regne ud, hvor meget dyrere 2010 bliver.
Stigningen til fonden, der sikrer medarbejdernes lønudbetaling i tilfælde af konkurs, skyldes, at hele 31.000 lønmodtagere i 2009 måtte søge LGs hjælp efter, at deres arbejdsgivere har måtte bukke under.
Uden fortilfælde
Aldrig før har der været så stort et antal ansøgere. I 1981 – under den såkaldte anden oliekrise– ramte konkurser 27.500 lønmodtagere i løbet af et enkelt år. Præcist samme antal var berørt under lavkonjunkturen i 1993.
Det har betydet, at LG i 2009 har haft udbetalinger på 1 mia. kr., mens de kun har haft indbetalinger på 250 mio. kr., hvilket medførte, at fondens formue på 750 mio. er opbrugt. Da LG forventer, at konkurser vil ramme lige så mange lønmodtagere i 2010 og derfor budgetterer med endnu en udbetaling på 1 mia. kr., har man derfor set sig nødsaget til at syvdoble virksomhedernes indbetalinger.
Antallet af konkurser, der har givet anledning til udbetaling fra LG, ligger på 3.300, og det er ikke rekordhøjt (der var 3.500 i 1981), hvorfor det er større virksomheder, der er blevet ramt af denne krise end tidligere.
Det er især de mange konkurser i byggebranchen, der slår igennem. Hver 30. byggearbejder var ramt efter, at der kun blev bygget omkring 12.000 boliger i 2009 mod 33-34.000 i de fede år 2004 og 2005.





























































